Benromach
| Benromach | |
|---|---|
| Virksomhedsinformation | |
| Grundlagt | 1898 |
| Organisation | |
| Ejer | Gordon & MacPhail |
| Information med symbolet | |
Benromach er et Speyside-destilleri grundlagt af Duncan McCallum og F.W. Brickman i 1898 og ejes og drives i dag af Gordon and MacPhail fra Elgin. Det ligger nær Forres i Moray og forsynes med kildevand fra Chapelton Springs i Romach Hills ved Forres. Destilleriet fremstiller også gin.
Historie
[redigér | rediger kildetekst]Duncan MacCallum og F.W. Brickmann grundlagde Benromach Distillery Company i 1898. Duncan MacCallum havde tidligere arbejdet på Glen Nevis i Campbeltown, og F.W. Brickmann var spiritusmægler i Leith, Edinburgh. Byggeriet af Benromach-destilleriet begyndte i 1898, men på grund af depressionen i skotsk whisky-industrien samme år begyndte destilleriet først at producere whisky i 1900 – og lukkede igen samme år på grund af pengemangel.
I 1911 blev Benromach opkøbt af det London-baserede Harvey McNair & Co, som fortsatte produktionen indtil udbruddet af første verdenskrig. Efter krigen blev Benromach overtaget af Benromach Distillery Ltd og drevet af dette nye private selskab frem til 1925. I 1938 blev Benromach opkøbt af Associated Scottish Distilleries Ltd, som senere blev en del af Scottish Malt Distillers Ltd. Mellem 1966 og 1974 blev destilleriet moderniseret og fortsatte driften indtil 1983, hvor det officielt lukkede.
I 1993 overtog Gordon and MacPhail området, og i 1997 begyndte de at restaurere destilleriet til funktionsdygtig stand. Destilleriets design blev ændret en smule for at gøre det muligt at betjene det med én mand. I 1998 blev destilleriet officielt genåbnet af prins Charles, og aftapningen af den nye malt begyndte i 2004.[1]
Ved World Whisky Awards 2014 vandt Benromach 10 Years Old guld i kategorien "Best Speyside Single Malt – 12 Years and Under".
Scotland's Malt Whisky Trail er et turistinitiativ med syv aktive Speyside-destillerier, herunder Benromach, et historisk destilleri (Dallas Dhu, nu museum) samt Speyside Cooperage. Ifølge en artikel fra BBC kan besøgende smage nogle af whiskyerne og "se det traditionelle dunnage warehouse (hvor whiskyen lagres til modning), mæskekarret, de polerede kobberkedler – og fadet underskrevet af prins Charles".[2]
Destilleriet lancerede sin første gin, Red Door, i juli 2018. Ginnen er dampinfuseret med otte botanicals, herunder rønnebær og havtorn.[3] Ginnen blev opkaldt efter destilleriets rødmalede døre; en dedikeret ginrundvisning blev lanceret hos Benromach i august 2019.[4] Senere samme år fulgte en vintergin i begrænset oplag.[5]
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ↑ Malt Whisky Trail
- ↑ "Exploring Scotland's historic whisky trail".
- ↑ Paskin, Becky (31. juli 2018). "15 Scotch whisky distilleries making gin". Scotchwhisky.com.
- ↑ Erskine, Rosalind (14. januar 2020). "Red Door gin distillery tour: Price, times and everything you need to know". The Scotsman.
- ↑ "Winter Botanical limited edition released from Red Door Gin". The Scottish Gin Society. 21. oktober 2019.
