close

Fladorme er en dyrerække, som er kendetegnet ved, at dyrene ofte er flade og mangler kropshule. Tarmen mangler enten helt (typisk i parasitiske arter), og hvis den er til stede (typisk i fritlevende levende arter), er den en blindsæk uden anal åbning.

Faktaboks

Videnskabeligt navn

Platyhelminthes (række)

Etymologi

1. led i det videnskabelige navn er afledt af det oldgræske platy- (πλατύ), som betyder ’flad’, og 2. led -helminthes fra helmins (-ἕλμινς), der betyder parasitisk orm.

Deres nærmeste slægtninge er gastrotricherne, og sammen er de en del af den store gruppe Spiralia, der også omfatter Gnathifera og Lophotrochozoa.

Fladormene omfatter både en lang række fritlevende og endnu flere parasitiske arter. De fritlevende fladorme kaldes fimreorme (Turbellaria), men de udgør ikke en naturlig (monofyletisk) gruppe, da nogle fimreorme er tættere beslægtet med de parasitiske grupper. Til gengæld regner man med, at alle parasitterne har en fælles evolutionær oprindelse; de opdeles i to klasser: ikter (Trematoda) og bændelorme (Cestoda).

Når en gruppe bliver parasitisk, undergår den typisk meget store forandringer i udseende, og det er derfor også svært at udpege karaktertræk, som findes hos både de fritlevende fimreorme og deres parasitiske slægtninge. Dog er det manglende anus et fællestræk for alle fladorme. I denne sammenhæng skal det dog nævnes, at fx bændelorme fuldstændigt har mistet mund og fordøjelsessystem, hvorfor karaktertrækket ikke med rimelighed kan sammenlignes på tværs af alle fladorme.

Kommentarer (2)

skrev Villads Claes

Hvis en folkeskoleelev går til et hvilketsomhelst vandhul i Danmark, hvilke fladorme vil man så kunne finde og hvad er vigtigt ved dem? Håber du forstår

svarede Martin Vinther Sørensen

Hej Villads, undskyld det sene svar. Der findes mange forskellige fladorme i Danmark. En ret almindelig slægt er dog Planaria, som kan kendes på det trekantede hoved og de tydelige øjenpletter.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig