Gnathifera

Gruppen Gnathifera blev foreslået i midten af 1990’erne. Dengang omfattede den hjuldyr og kæbeorm; to rækker, som man hidtil havde haft svært ved at placere i dyrerigets stamtræ. Det karaktertræk, som bandt gruppen sammen, var tilstedeværelsen af et muskuløst svælg med et kompliceret kæbeapparat. Der findes også andre mikroskopiske dyr med små kæber, men det særlige for hjuldyrenes og kæbeormenes kæber er, at de er opbygget af de samme grundelementer: tynde, men ekstremt hårde rør.

Få år efter, at Gnathifera var blevet accepteret som en gruppe i dyreriget, beskrev danske forskere den nye dyrerække kæbedyrene, som var blevet fundet i en kilde i Grønland. Som navnet antyder, har disse dyr også kæber, og undersøgelser bekræftede, at disse kæber bestod af de samme rørformede elementer som hjuldyrenes og kæbeormenes. Dermed kunne kæbedyrene føjes til Gnathifera. Det nære slægtskab mellem kæbedyr, kæbeorm og hjuldyr er efterfølgende blevet understøttet af molekylære data (DNA).

Inden for Gnathifera har man et ret klart billede af de tre gruppers indbyrdes slægtskab. Mens kæbeormene har en meget tynd og skrøbelig overflade, er det yderste cellelag, dvs. epitelet, hos kæbedyr og hjuldyr blevet forstærket efter et helt unikt design. Mange dyr, fx insekter, har et beskyttende ydre skelet, en kutikula, som ligger uden på deres epitel. Kæbedyr og hjuldyr er gået en anden vej og har udviklet et beskyttende proteinlag, som ligger inden i deres epitelceller. Denne intracellulære proteinforstærkning findes ikke hos kæbeormene og binder dermed hjuldyr og kæbedyr sammen som hinandens nærmeste slægtninge inden for Gnathifera.

En fjerde gruppe, pilormene, er i øjeblikket ved at finde vej ind i Gnathifera. Hidtil har pilormenes placering i dyrerigets stamtræ været et af de helt store mysterier, fordi disse orm, med deres usædvanlige udseende, har karaktertræk, som peger i mange forskellige retninger. Imidlertid kunne danske forskere præsentere genetiske analyser af såkaldte Hox-gener, som tydeligt pegede pilormene i retning af Gnathifera.

Mens genetiske data således understøttede pilormenes indlemmelse i Gnathifera, efterlod morfologien stadig visse uklarheder. I modsætning til de andre dyrerækker i Gnathifera har pilorme nemlig ikke indre kæber i deres svælg. I stedet har de nogle hårde gribe-pigge, som sidder på siderne af pilormens hoved. Kunne disse gribe-pigge have samme evolutionære oprindelse som kæberne hos hjuldyr, kæbeorm og kæbedyr, og kan man overhovedet forsvare at sammenligne indvendige svælgstrukturer med udvendige pigge? Svaret kom fra en anden forskningsgruppe, som med en dansk palæontolog i spidsen studerede og beskrev fossile pilorme fra Kambrium. Selv om fossilerne var over 500 millioner år gamle, havde de adskillige kendetegn, som også findes blandt nutidens pilorme. Kendetegnene hos de fossile pilorme afveg dog på et vigtigt punkt: I stedet for ydre gribe-pigge havde de indre kæber. Denne opdagelse betød, at man nu kunne drage en evolutionær linje mellem indre kæber og ydre gribe-pigge, og dermed føje pilormene til gruppen Gnathifera.

Rækkerne inden for Gnathifera har nervestrenge, som løber langs dyrenes bugside. Det placerer dem i den store gruppe Protostomia.

I deres tidlige forsterstadie deles cellerne hos Gnathifera efter det mønster, som kaldes spiral-kløvning, og det henfører dem til gruppen Spiralia inden for Protostomia. Det betyder, at Gnathifera er nærmere beslægtet med bl.a. fladorme, ledorme og bløddyr, end de er med fx leddyr og bjørnedyr.

• Protostomia
• Spiralia