hugorme

BERJAYA — Vestafrikansk grøn træhugorm (*Atheris chlorechis*) i Liberia.

Hugorme

Af Marius Burger.

Licens: Materialet er fri af ophavsret

Hugorme er både en betegnelse for familien hugorme (Viperidae) og underfamilien Viperinae, som også kaldes den gamle verdens hugorme. Familien Viperidae omfatter desuden underfamilien grubeorme (Crotalinae) samt underfamilien Azemiopinae, der udgøres af to små, farvestrålende hugorme fra Sydøstasien. Nedenfor omtales hovedsagelig den gamle verdens hugorme (Viperinae).

Faktaboks

Videnskabeligt navn: Viperidae (familie), Viperinae (underfamilie)

Den gamle verdens hugorme omfatter ca. 100 arter, som fordeler sig på ca. 13 slægter. De er udbredt i Europa, Afrika og Asien. Som andre hugorme er de i stand til at rotere overkæbebenet, således at gifttænderne rejses under hugget. Hugorme lever især af hvirveldyr, men kan også tage insekter og orme. De fleste hugorme findes i troperne og subtroperne, hvor de normalt er nataktive. I tempererede områder er derimod ofte dagaktive. Det gælder fx vores hjemlige hugorm (Vipera berus). Flere ørkenlevende arter har udviklet en særlig bevægelsesform, siderulning, der gør dem i stand til at bevæge sig i sand. De afrikanske træhugorme (Atheris spp.) har en snohale som tilpasning til en klatrende levevis. Flertallet af den gamle verdens hugorme er ungefødende, selv om der også er en del arter, som lægger æg.

De europæiske hugorme af slægten Vipera omfatter ca. 21 arter, som hovedsagelig er udbredt i Europa og Vestasien, men findes også i Nordafrika. Hugormen (Vipera berus) har langt den største udbredelse, som strækker sig fra England i vest til øen Sakhalin i øst. Slægten Macrovipera er repræsenteret tre arter i bl.a. Tyrkiet samt på Cypern og enkelte øer i Kykladerne. Hornslangerne (Cerastes spp.) er udbredt med fire arter i Nordafrika og Vestasien. Som navnet antyder, kan de være forsynet med små hornskæl over øjnene, men ikke alle individer har disse horn. Den meget giftige efan (Echis carinatus) findes i Asien. Tidligere mente man, at denne art var udbredt fra Senegal til Sri Lanka, men er siden blevet opdelt i flere selvstændige arter i Afrika. Dette afsløredes også medicinsk, idet serum ikke altid var effektivt, fordi den var baseret på en anden art end den, patienten var blevet bidt af. De afrikanske arter er æglæggende ligesom hornslangerne.

Russells hugorm (Daboia russelli) er en stor, smuk, men meget farlig hugorm, der er pletvis udbredt fra Pakistan til Taiwan og sydpå til Sri Lanka og Thailand samt på Østjava og visse af de små Sundaøer.

Slægten Bitis omfatter 18 arter i Afrika. Den mest udbredte, puffadderen (Bitis arietans), findes i Sydmarokko, på savanner syd for Sahara og i Sydarabien. På grund af dens størrelse på op til 190 cm, dens giftighed og dens tilbøjelighed til at bide er den en af de mest frygtede slanger i Afrika, hvor den forvolder mange bid. Andre kendte arter er østlig gabonhugorm (Bitis gabonica) og næsehorns-puffadder (Bitis nasicornis). Gabonhugormen kan blive over 2 m lang og veje 8,5 kg; den er normalt fredelig.

De syv afrikanske tudsehugorme (Causus spp.) lever af springpadder og er ret forskellige fra andre hugorme.

Hugormenes gifte

Hugorme (familien Viperidae) har generelt potente gifte, som primært er hæmotoksiske, vævsnedbrydende og ofte også cytotoksiske. Bid kan være alvorlige, til tider dødelige, uden behandling.

Giftene består af komplekse blandinger af toksiner, især metalloproteaser (SVMP), serinproteaser (SVSP), fosfolipaser A₂ (PLA₂), disintegriner, C-type lectin-lignende proteiner og forskellige peptider, som påvirker blodets koagulation, blodkar, muskler og væv.

Metalloproteaserne er blandt de vigtigste toksiner og nedbryder komponenter i blodkar og bindevæv, hvilket fører til blødninger, hævelse og vævsnekrose omkring bidstedet. Serinproteaserne påvirker blodets evne til at koagulere ved at aktivere eller hæmme forskellige koagulationsfaktorer, hvilket kan resultere i koagulopati. Fosfolipaserne A₂ bidrager til inflammation, vævsskade, smerte og i nogle tilfælde muskelnedbrydning. Disintegriner og lectin-lignende proteiner kan påvirke blodpladernes funktion og dermed forstyrre blodets størkning yderligere. Sammen med andre mindre toksiner bidrager disse komponenter til både lokal vævsskade og systemiske effekter.

Der er stor variation i giftene mellem forskellige arter af hugorme. Arter i slægten Bitis, fx puffadder (Bitis arietans) og østlig gabonhugorm (Bitis gabonica), har meget cytotoksiske og vævsnedbrydende gifte, der kan give omfattende vævsskade og kraftige blødninger. Russell’s hugorm (Daboia russelii) har en gift, der især påvirker blodets evne til at koagulere og kan føre til alvorlig koagulopati og indre blødninger. Arter i slægten Echis,fx efanen (Echis carinatus), er kendt for stærkt koagulationspåvirkende gifte og er ansvarlige for mange alvorlige forgiftninger i Afrika og Asien. Hornslanger i slægten Cerastes har primært vævsnedbrydende og hæmotoksiske gifte, der giver kraftige lokale symptomer og blødningsforstyrrelser. Egentlige klapperslanger i slægten Crotalus har ofte lignende hæmotoksiske gifte, men nogle arter, fx mojave-klapperslange (Crotalus scutulatus), har også neurotoksiske komponenter. Den danske hugorm har en relativt mildere gift sammenlignet med mange tropiske arter, men den kan stadig give betydelig hævelse, smerte, vævsskade og påvirkning af kredsløbet, især hos børn og ældre.

Samlet set er giftene hos hugorme karakteriseret ved at være komplekse hæmotoksiske, cytotoksiske og vævsnedbrydende toksinsystemer, der primært virker ved at beskadige blodkar og væv, forstyrre blodets koagulation og forårsage inflammation og vævsskade.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Faktaboks

Hugormenes gifte

Læs mere i Lex

Kommentarer

Det sker

Jonas Vingegaard

Blå måne

Fødevarecheck

Seneste ændringer på Lex