close
BERJAYA
Nordafrikansk hornslange (Cerastes cerastes) med de store horn over øjnene, der har givet slægten sit populærnavn.
Hornslanger
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Hornslanger er en slægt af små, ørkenlevende hugorme fra Nordafrika, Sahara og Mellemøsten. Der kendes fire arter.

Faktaboks

Videnskabeligt navn

Cerastes (slægt)

Det er kompakte, typisk 30-60 cm lange hugorme. To arter, nordafrikansk hornslange (Cerastes cerastes) og arabisk hornslange (Cerastes gasperettii), har normalt et veludviklet horn over hvert øje, om end det kan mangle. Hos diademhornslangen (Cerastes boehmei) er hornene erstattet af skæl, der sidder som små totter over øjnene, mens den sidste art, lille hornslange (Cerastes vipera), mangler både horn og skæltotter. De er alle lyst gulbrune til gråbrune, næsten ensfarvede eller med mørkere tegninger.

Hornslangerne lever i ørkener, hvor de graver sig ned i sandet, så det ofte kun er den øverste del af hovedet, som når op over sandet. Her venter de på bytte, som består af øgler, gnavere og småfugle. Byttet aflives med et giftbid.

Mens nordafrikansk hornslange og arabisk hornslange lægger æg, er både lille hornslange og diademhornslange ovovivipare, hvilket betyder, at ungerne ved fødslen omgives af en hinde, som de hurtigt gennembryder.

Hornslangernes gifte

BERJAYA
Lille hornslange (Cerastes vipera) mangler hornene over øjnene. Den bliver sjældent mere end 35 cm lang.

Hornslanger har generelt potente gifte, som primært er hæmotoksiske og vævsnedbrydende, og bid kan være alvorlige, til tider dødelige, uden behandling.

Giftene består af komplekse blandinger af toksiner, især metalloproteaser (SVMP), serinproteaser (SVSP), fosfolipaser A₂ (PLA₂), disintegriner og forskellige peptider, som påvirker blodets koagulation, blodkar, muskler og væv.

Metalloproteaserne er blandt de vigtigste toksiner og nedbryder komponenter i blodkar og bindevæv, hvilket fører til blødninger, hævelse og vævsnekrose omkring bidstedet. Serinproteaserne påvirker blodets evne til at koagulere ved at aktivere eller hæmme forskellige koagulationsfaktorer, hvilket kan resultere i koagulopati. Fosfolipaserne A₂ bidrager til inflammation, vævsskade og i nogle tilfælde muskelnedbrydning. Disintegriner kan hæmme blodpladernes funktion og dermed påvirke blodets størkning yderligere. Sammen med andre mindre toksiner bidrager disse komponenter til både lokal vævsskade og systemiske effekter.

Giftsammensætningen varierer blandt de forskellige arter, men overordnet er hornslangernes gifte domineret af hæmotoksiske og vævsnedbrydende komponenter, der giver kraftige lokale symptomer som smerte, hævelse, blødninger og vævsskade. Systemiske effekter kan omfatte koagulationsforstyrrelser og i alvorlige tilfælde kredsløbspåvirkning.

Samlet set er giftene hos hornslangerne kendetegnet af komplekse hæmotoksiske og vævsnedbrydende toksinsystemer, der primært virker ved at beskadige væv, blodkar og påvirke blodets koagulation.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig