Thin Lizzy var en irsk-britisk rockgruppe, som blev dannet i Dublin i 1970.
Med sangeren og bassisten Phil (Philip) Lynott (1951-1986) i centrum udviklede gruppen trods mange skiftende besætninger en personlig og til tider meget populær blanding af heavyrock og pop. Teksterne handler ofte om nærmest tegneserieagtig mandighed og heroisme.
Lp'en Jailbreak (1976) med sangen The Boys Are Back In Town er en klassiker. I perioder var Gary Moore den ene af gruppens to guitarister.
Bandet blev officielt opløst i 1984, og Phil Lynott døde den 4. januar 1986. Siden da har nogle af de øvrige medlemmer flere gange genstartet gruppen.

Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.