Fideikommis
Fideikommis (af latin: fideicommissum) var i romerretten en art legat, men betegner i senere dansk ret en disposition, hvorved en formue – et gods, en kapital eller begge dele – båndlægges som vedvarende underhold for en familie eller som varigt økonomisk grundlag for en velgørende stiftelse eller et legat. Oprettelsen skete ved et særligt dokument, et fideikommisbrev.
Et fideikommis indebærer, at den aktuelle begunstigede eller besidder ikke frit kan råde over formuen. Vedkommende kan typisk alene oppebære renterne af en kapital eller have ret til at bebo og drive et gods, men ikke sælge eller pantsætte det. Ved fideikommisgods eller stamhus var godset pålagt et fideikommissarisk bånd, så det skulle tjene som varig økonomisk basis for slægtens anseelse. Af hensyn til fremtidige successorer var både besidderens rådighed og kreditorernes adgang til at søge fyldestgørelse i godset begrænset; først hvis ingen successor fandtes, kunne godset overgå til fri ejendom.
I Danmark forbød grundloven af 1849 oprettelse af nye len, stamhuse og fideikommisgodser, men ikke oprindeligt alle former for pengefideikommisser. Sådanne kunne efter ældre ret fortsat oprettes, ofte med behov for kongelig konfirmation for at sikre dispositionens gyldighed. Som eksempel kan nævnes det Treschowske fideikommis.[1] Ved lensafløsningen efter 1919 blev de eksisterende fideikommisgodser i Danmark ophævet, og ved grundlovsrevisionen i 1953 blev forbuddet udvidet til også at omfatte anden familiefideikommis, herunder pengefamiliefideikommisser. Disse blev afløst på grundlag af en lov fra 1954.
Forbuddet mod familiefideikommisser havde til formål at hindre, at store formuer opsamledes og gik udelt i arv inden for bestemte familier og derved skabte en varig rigmandsklasse. Også arveloven indeholder bestemmelser, der begrænser muligheden for at indsætte flere ufødte fysiske personer som arvinger efter hinanden. I Norge forbød grundloven ligeledes oprettelse af fideikommisser og stamhuse, men familielegater organiseret som særskilte stiftelser blev ikke nødvendigvis anset for omfattet. Tilsvarende blev kapitalbindinger, der ikke rakte længere end én ufødts levetid, ikke betragtet som fideikommisser.[1]
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- Salmonsens Leksikon Arkiveret 27. oktober 2012 hos Wayback Machine på Projekt Runeberg.
- Den Store Danske
- Håndbog for Danske Lokalhistorikere, redigeret af Johan Hvidtfeldt 1952-1956
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- 1 2 Berlin, Knud (1918). "Fideikommis, Fideikommisbrev, Fideikommisgods". I Blangstrup, Chr. (red.). Salmonsens konversationsleksikon. Vol. 7. (2. udgave). København: A/S J. H. Schultz Forlagsboghandel. s. 942.
| Dyrkningssystem |  | |
|---|---|---|
| Besiddelsesforholdet | ||
| Ejendomsenheder | ||
| Bebyggelsesforhold | ||
| Godser | ||
| Afgrøder | ||
| Husdyr | ||
| Redskaber | ||
| Landbrugshistorie | ||
| Dansk landbohistorie |
| |
| Afledte begreber | ||
Se også: | ||
