Kardinal (katolske kirke)

For alternative betydninger, se kardinal. (Se også artikler, som begynder med kardinal)

Kardinaler deltager i begravelsesmessen for pave Frans den 26. april 2025 i Peterskirken i Vatikanstaten, Rom.

Kardinal (af latin cardinalis af cardo, egentlig "dørhængsel", "dørtap" eller "det, hvorom alt drejer sig") er i den romersk-katolske kirke betegnelsen for indehaverne af den højeste gejstlige værdighed næst efter paven. Kardinalerne udgør kardinalkollegiet, udnævnes af paven i konsistorium og har som deres vigtigste kollegiale funktion at vælge en ny pave ved konklavet. De fungerer desuden som pavens rådgivere og deltager i kirkestyrelsen, navnlig gennem kurien og dikasterierne (de tidligere kardinalkongregationer).

Embedet udviklede sig af præste- og diakonstillinger ved Roms kirker samt af biskopperne i Roms omegn. Allerede tidligt opstod de tre kardinalgrader: kardinalbiskopper, kardinalpræster eller kardinalpresbytere og kardinaldiakoner. Kardinalerne fik afgørende betydning for pavevalget i 1059 under pave Nikolaus 2., og omkring 1150 kan de påvises som et fast kollegium. Fra middelalderen blev også ikke-romerske prælater gjort til kardinaler ved nominelt at blive knyttet til romerske titelkirker eller diakonier.

Kardinaler er i nyere tid typisk enten ærkebiskopper i forskellige dele af verden eller medlemmer af kurien, den pavelige centraladministration i Vatikanstaten. Kuriekardinaler ("cardinales in curia''), bor normalt i Rom, mens kardinaler knyttet til et bispedømme som regel bor i deres eget stift (betegnes ''extra curiam''). Kardinalerne bærer traditionelt prædikatet eminence, har rang med prinser af regerende fyrstehuse og kendetegnes ved purpur eller højrød dragt, herunder rød kalot eller biretta.

Antallet af kardinaler har varieret betydeligt. I 1586 fastsatte pave Sixtus 5. antallet til 70, men denne grænse blev senere ophævet af pave Johannes 23. Pave Paul 6. bestemte derimod, at antallet af stemmeberettigede kardinaler under 80 år ikke måtte overstige 120. Pr. marts 2026 er der 243 kardinaler, hvoraf 121 havde stemmeret ved et konklave.

Historisk udvikling

Kardinalernes officielle klædedragt

Romerske titelkirker og de tre kardinalgrader

Kardinalembedet udviklede sig af visse romerske præste- og diakonstillinger. Allerede i 500-tallet kaldtes præster og diakoner ved Roms kirker kardinaler, og betegnelsen blev også brugt om præster ved andre hovedkirker, bl.a. i Trier og Köln, indtil det i 1567 blev forbudt at bruge kardinaltitlen om andre end dem, paven havde tildelt den. Det nuværende kardinalkollegium voksede historisk frem af den romerske biskops hjælpepræster ved Roms hovedkirker, de såkaldte ''tituli'', samt af presbytere og diakoner, der efterhånden blev anvendt som paveligt råd. Til disse blev fra 700-tallet føjet de syv, senere seks, biskopper i Roms omegn: Ostia, Porto, Sabina, Palestrina, Frascati og Albano. Dermed fandtes allerede tidligt de tre kardinalgrader: kardinalbiskopper, kardinalpræster eller kardinalpresbytere og kardinaldiakoner.

Kardinalkollegiets dannelse, pavevalg og konklave

Kardinalkollegiet eksisterede under pave Stefan 3. i 700-tallet og fik sin store historiske betydning, da kardinalerne i 1059 under pave Nikolaus 2. fik hovedindflydelse på pavevalget som led i en reaktion mod det ottonske system eller rigskirkesystemet. Omkring 1150 kan kardinalerne påvises som et fast kollegium, og Alexander 3.s lovgivning i 1179 blev grundlæggende for dets organisation og for den senere konklaveordning. Fra 1130 havde kardinalerne eneret til at vælge paven, og siden 1389 har de altid valgt paven af deres egen midte, således at paven selv har været kardinal. Siden 1274 har det aflukkede valgrum, hvor pavevalget finder sted, været kendt som konklavet.

Udnævnelse og funktion

Kardinal Innitzer, ærkebiskop af Wien og kardinalpræst for San Crisogono, fotograferet i begyndelsen af 1930’erne.

Konsistorium og kuriale funktioner

Kardinaler udnævnes af paven i konsistorium og udgør samtidig pavens råd og den kreds af højtstående gejstlige. Fra 1000-tallet begyndte paverne at udnævne biskopper og undertiden lægmænd til titulære presbytere og diakoner ved Roms kirker for derved at gøre dem til kardinaler. Det første kendte tilfælde på en ikke-romersk prælat, der fik en sådan værdighed, var ærkebispen af Magdeburg i 1012. Fra 1200-tallet blev det almindeligt at hædre ikke-romerske prælater ved at gøre dem nominelt til sognepræster eller diakoner ved en af de romerske kirker, hvortil kardinalværdigheden var knyttet. Nogle kardinaler flyttede til Rom, mens andre fortsatte deres embeder i deres egne lande eller stifter. De førstnævnte betegnes ''cardinales in curia'', de sidstnævnte ''cardinales extra curiam''.

Kardinalkollegiets formand er kardinaldekanen, der traditionelt er den ældste kardinalbiskop og biskop af Ostia. Blandt de mest indflydelsesrige medlemmer er kardinalstatssekretæren, pavens udenrigsminister, og camerlengoen, der betegnes som pavens finansminister og under sedisvakans varetager centrale funktioner. Efter kuriareformen i 1908 blev statssekretæren den, i hvis hånd næsten alle regeringens tråde var samlet. Embedet blev da beklædt af Merry del Val.

Paven udnævner typisk nye kardinaler ved konsistorier med omkring to års mellemrum. Historisk søgte katolske stormagter dog at gøre deres indflydelse gældende ved kardinaludnævnelserne, og statsoverhovederne i Østrig, Spanien og Portugal havde ret til at foreslå såkaldte kronkardinaler. Kardinalkollegiet søgte i senmiddelalderen at binde paven ved håndfæstning, men dets varige institutionelle betydning blev først og fremmest knyttet til rådgivning af paven, deltagelse i kurialforvaltningen og eneretten til pavevalg.

Kardinaler i og uden for kurien

Kardinaler er i nyere tid typisk enten ærkebiskopper i forskellige dele af verden eller medlemmer af kurien, den pavelige regering i Vatikanstaten. Kuriekardinalerne bor normalt i Rom, mens kardinaler knyttet til et bispedømme som regel bor i deres eget stift. De kardinaler, der residerer ved kurien, har historisk udgjort den talrigste og mest indflydelsesrige del af kardinalkollegiet og fungeret som pavens "domkapitel", men ved pavevalg samles alle stemmeberettigede kardinaler i Rom. Kardinalerne ''in curia'' assisterede fra gammel tid paven ved gudstjenesterne og havde som korporation deres vigtigste historiske rolle som pavens højeste stats- og kirkeråd i kardinalkonsistoriet. Efter ufejlbarhedsdogmet i 1870 blev konsistoriet dog sjældnere anvendt som egentligt paveligt råd, og under Pius 10. fungerede det i praksis hovedsagelig ved større kirkelige ceremonier. Kardinalernes kollegiale betydning blev dermed navnlig knyttet til pavevalgene, mens de fortsat deltog i kirkestyrelsen som chefer for eller medlemmer af kardinalkongregationerne i kurien.

Antal og størrelse

Våbenskabelon for en kardinal

Antallet af kardinaler har varieret betydeligt.

Historiske begrænsninger

I middelalderen var tallet ofte kun 10-15, Baselkonsiliet fastsatte det til 24, og renæssancens behov for et mere pragtfuldt pavehof førte under Leo 10. tallet op til 65. I 1586 fastsatte Sixtus 5. ved bullen ''Postquam'' antallet til 70 efter forbillede af de 70 jødiske ældste, fordelt på seks kardinalbiskopper, 50 kardinalpræster og 14 kardinaldiakoner. Der fandtes i alt 75 kardinalpladser eller ''tituli'', men flere blev normalt holdt vakante, og i begyndelsen af 1910 var der 54 kardinaler: seks kardinalbiskopper, 43 kardinalpresbytere og fem kardinaldiakoner, heraf 32 ''in curia''. Indtil 1946 var flertallet af kardinalerne italienske. I begyndelsen af 1900-tallet var italienerne fortsat i flertal, efterfulgt af franskmændene, som dog trådte tilbage for Østrig-Ungarn og Spanien. Johannes 23. ophævede siden 70-talsgrænsen, hvorefter antallet nåede over 80, mens Paul 6. bestemte, at antallet af kardinaler under 80 år, dvs. de kardinaler der deltager i pavevalget, ikke måtte overstige 120. Denne bestemmelse er blevet overholdt af hans efterfølgere.

Stemmeberettigede kardinaler

Pr. marts 2026 er der 243 aktive kardinaler, hvoraf 121 har stemmeret ved et konklave, idet kun kardinaler under 80 år kan deltage i pavevalget.

Rang, prædikat og dragt

En kardinalens korfrakke.

Kardinalerne har titel af eminence, rang med prinser af regerende fyrstehuse og kendetegnes ved purpur eller højrød dragt. Deres kordragt har historisk bestået af højrødt silke med langt slæb, rød biretta eller kalot, røde sko og baldakin ved processioner, mens hverdagsdragten er den sorte præstedragt med røde kanter. Skikken med at overdrage den nyudnævnte kardinal en bredskygget højrød hat med hængende snore og kvaster går tilbage til Innocens 4. i 1200-tallet. Kardinaler ''extra curiam'' modtog dog kun kalotten. Kardinalerne stod under udelukkende pavelig jurisdiktion, kardinaler ''in curia'' måtte ikke forlade Rom uden pavelig tilladelse, og efter gammel skik måtte kardinaler ikke færdes på gaden undtagen i vogn. Hvis indtægten fra en kardinals ''titulus'' ikke nåede 20.000 lire, blev det manglende beløb efter ældre ordning udfyldt af pavens kasse.

Se også

• Konklave (valget af en ny pave)
• Liste over katolske kardinaler

Referencer

Wikimedia Commons har medier relateret til: Kardinal (katolske kirke)