Idealisme
Idealisme i filosofisk forstand er den opfattelse, at den egentlige virkelighed er af åndelig art (objektiv idealisme), eller at den egentlige virkelighed kun eksisterer i det enkelte menneskes bevidsthed (subjektiv idealisme). Idealisme står i modsætning til materialisme, der siger, at der kun eksisterer materielle ting og fysiske processer.
Som filosof kan man være idealist (platonist) inden for afgrænsede områder, for eksempel inden for matematikkens filosofi. Her kan man mene, at matematikken ikke er noget, der er opfundet af mennesker, men er noget, der er opdaget af mennesker. De matematiske sætninger og de matematiske genstande er noget faktisk eksisterende i en ikke-fysisk verden.
Idealisme i dagligdags og politisk forstand er den opfattelse, at man bør handle ud fra idealer. Man bør handle ud fra, hvordan forholdene bør være, og ikke ud fra, hvordan de faktisk er. Her står idealisme i modsætning til realisme.
Idealisme i filosofisk forstand
[redigér | rediger kildetekst]Objektiv idealisme
[redigér | rediger kildetekst]Den objektive idealisme siger, at det åndelige er primært i forhold til det materielle. Ja, egentlig er al virkelighed åndelig. Det materielle er afledt af eller skabt af noget åndeligt. Virkeligheden er i sin egentlige natur åndelig. I betegnelsen ”objektiv” ligger, at den åndelige virkelighed faktisk findes ”derude” som en objektiv virkelighed, der er uafhængig af de enkelte menneskers bevidsthed.[1][2] Objektiv idealisme adskiller sig fra subjektiv idealisme, som opfatter virkeligheden som fuldstændig afhængig af de enkelte menneskers (subjekters) bevidsthed.
Et eksempel på objektiv idealisme er Platons idelære. Ifølge denne er verden delt i en ideverden og en fænomenverden. Det enkelte ”fænomen” – for eksempel et menneske eller en hest – er en fremtrædelsesform for en åndelig, evig og uforanderlig ”ide” (menneskets ide eller hestens ide). Disse ideer findes i en usynlig ”ideverden”.[3]
Ideverdenen er den virkelige verden. Fænomenverdenen er en skinverden, en afglans af ideverdenen. Alt i fænomenverdenen er forgængeligt, mens ideerne er evige. En ide kan eksistere uden et fænomen, men et fænomen kan ikke eksistere uden en ide. Det materielle kommer af det immaterielle.[4]
Den objektive idealisme var meget fremtrædende i den romantiske kulturstrømning i 1800-tallet, f.eks. hos den danske digter Schack von Staffeldt (1769 – 1826). I hans digte findes forestillingen om en usynlig åndelig verden, som ligger bag den sansede, fysiske verden. Denne åndelige verden betragter Staffeldt som menneskets egentlige hjem. Den er det ”fødeland”, hvorfra mennesket er ”stødt ned” i den fremmede fysiske verden, der føles som et fængsel. I dybet af sin sjæl har mennesket et minde om sit himmelske hjem og længes efter det. I Staffeldts digt fra 1802 Platonisme (bemærk titlen) hedder det:
- ”Da vor æt fra ånders trængsel [æt: slægt]
- stødtes ned i sansers fængsel,
- mindet af vort fødeland
- fulgte med til trællens stand,
- men det blev på gravens rand
- snart til anelse og længsel.”
Subjektiv idealisme
[redigér | rediger kildetekst]Den subjektive idealisme siger, at virkeligheden er fuldstændig afhængig af bevidstheden hos de enkelte mennesker (subjekter), der opfatter den. Menneskets bevidsthed skaber virkeligheden. Virkeligheden er ikke noget, der befinder sig ”derude”, uafhængigt af de enkelte mennesker. Den materielle verden eksisterer kun i de enkelte menneskers bevidsthed.[5] Materielle ting eksisterer ikke - eller kan i alt fald ikke erkendes - uafhængigt af bevidstheden. Der findes dybest set kun bevidsthed.
Et klassisk eksempel på subjektiv idealisme findes hos den irske filosof George Berkeley (1685-1753). Hans idealisme kan udtrykkes med ordene ”At være er at blive iagttaget” (på latin: ”Esse est percipi”). Det vil sige: Der eksisterer ikke noget andet end det, der bliver iagttaget af en bevidsthed. Det enkelte menneske har ikke nogen anden tilgang til verden end gennem sin bevidstheds iagttagelse af den. Mennesket kan ikke vide noget om verden, uafhængigt af dets bevidsthed. Det kan f.eks. ikke vide, om stole, borde og sten er ydre genstande, der eksisterer når dets bevidsthed ikke iagttager dem.[6] Mennesket ved kun, at genstandene eksisterer i dets bevidsthed. Alt, hvad det ved om verden, ved det gennem dets bevidstheds iagttagelse af den.[7]
Den subjektive idealisme ligger tæt op ad fænomenalismen, men den adskiller sig fra fænomenalismen ved at lægge hovedvægten på bevidstheden og bevidsthedens ideer (deraf betegnelsen "idealisme). Fænomenalismen lægger derimod hovedvægten på sansningen og sanseindtrykkene.
Idealisme i politisk forstand
[redigér | rediger kildetekst]Idealisme bruges i politik som en betegnelse for den opfattelse, at man bør handle ud fra idealer. En idealistisk politiker bøjer sig ikke for de faktiske forhold i verden, men forsøger at omforme forholdene efter idealerne. Vedkommende har den opfattelse, at man bør handle ud fra, hvordan forholdene bør være, og ikke ud fra, hvordan de faktisk er.
I international politik er idealisme en særlig retning, der er kendetegnet ved en tro på staternes muligheder for fredeligt samarbejde. En typisk antagelse er, at "bløde magtmidler", såsom politiske forhandlinger, dialog og økonomiske sanktioner, er overlegen i forhold til "hårde magtmidler", såsom militær magt. Idealismen er også kendetegnet ved en tro på, at hvis stater bindes tæt nok sammen gennem handel og politiske aftaler, vil det i sidste ende ikke kunne betale sig for dem at gå i krig. I den forbindelse peges der blandt andet på EU´s betydning for freden i Europa.
Grundlaget for idealisme som teori for international politik findes især hos franske filosoffer fra oplysningstiden. De talte om, at der skal være en organisation, der sørger for, at stater bilægger deres uoverensstemmelser og går i dialog om dem. Også den amerikanske præsident Woodrow Wilson (1856-1924) har præget denne teori. Wilson var en af hovedkræfterne bag dannelsen af Folkeforbundet, som var FN’s forløber, efter 1. verdenskrig.
Ifølge idealisme som teori for international politik er de centrale værdier, som stater bør være drevet af, fremskridt, fornuft og demokrati. Troen på fremskridt kommer til udtryk ved at man antager, at stater er præget af fornuft, og at de derfor kan lære af tidligere tiders konflikter og ikke gentager dem. Troen på demokrati hænger sammen med troen på, at demokratiske stater vil agere fredeligt, fordi de er bygget på brugen af stemmesedlen og ikke på brugen af militær magt.
Idealismens tro på fornuft og fremskridt bliver til en historieforståelse, som er lineær: Menneskeheden går imod stadig bedre levevilkår globalt. Her er idealismen i kontrast til realisme som teori for international politik, som har en cyklisk historieforståelse: Denne teori mener, at tidligere tiders konflikter gentages i nye former, eventuelt med nye former for teknologi.[8]
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ↑ "idealismo nell'Enciclopedia Treccani". www.treccani.it (italiensk). Hentet 2023-05-09.
- ↑ "Michael Oakeshott | British political theorist | Britannica". www.britannica.com (engelsk). Hentet 2023-05-09.
- ↑ Politikens filosofileksikon, s. 554.
- ↑ Jimmy Zander Hagen: Erkendelse og virkelighed, Nordisk Forlag 2000, s.46
- ↑ idealisme - Læs om ordets betydning og anvendelse - lex.dk
- ↑ Politikens litteraturleksikon, Politikens forlag 2010, s. 75
- ↑ Jimmy Zander Hagen: Erkendelse og sandhed, s. 72
- ↑ Rehling, Skrevet af: David. "Idealisme som styrepind for udenrigspolitikken? Det kan føre lige lukt i ulykken". Information. Hentet 2026-08-02.
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Hagen, Jimmy Zander (2000): Erkendelse og sandhed. Teoretisk filosofi. Nordisk Forlag. ISBN 87-00-45118-5
- Litteraturhåndbogen. Gyldendal 1987. ISBN 87-00-18544-2
- Politikens filosofileksikon. Politiken 2010. ISBN 978-87-567-5902-1
- Branner, Hans (2006): Global politik – grundbog til international politik. Forlaget Columbus. ISBN 87-7970-045-4
