En synkrotron er en ringformet accelerator og lagerring til frembringelse af ioner med relativistiske hastigheder. I modsætning til synkrocyklotronen arbejder synkrotronen med en fast frekvens og med strålebaner med fast radius. I stedet varieres det styrende magnetfelt synkront med accelerationen. Herved opnås meget betydelige materialebesparelser, idet de magneter, hvis felter bøjer ionerne rundt i de cirkulære baner, kun befinder sig lige omkring strålerøret og ikke behøver at have så stor åbning (apertur). Det bevirker, at man kan bygge maskiner med radier på flere kilometer.
En synkrotron kan ikke bringe ionerne helt fra de laveste energier til deres maksimalenergi, og de må derfor for-accelereres i en injektor. Ved CERN er der opbygget en hel kæde af acceleratorer, hvor protoner, tungere atomkerner (tunge ioner), eller elektroner startes i en lineær accelerator. De føres derfra videre gennem synkrotronerne PS og SPS til elektron-positron-acceleratoren LEP og (fra 2010) til protonacceleratoren Large Hadron Collider (LHC), der erstattede LEP i samme 27 km lange tunnel. LEP producerede verdens højeste energi for elektroner. Rekorden for protoner (1 TeV = 1000 GeV) indehavedes af Tevatronen i USA, indtil LHC ved CERN kom i gang med kollisioner mellem protoner ved energier, der i dag er nået til ca. 6.5 TeV per proton i hver sin retning, dvs. med energier i tyngdepunkts systemet på ca. 13 TeV. Det er verdens højeste energier frembragt af en accelerator.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.