apostel

I Johannesevangeliet optræder betegnelsen apostel ikke, men der tales et par steder om de tolv (6,67.70.71 og 20,24). For Paulus betyder apostel at være udsendt direkte af den opstandne Jesus. Først efter Jesu død kan der således med sikkerhed tales om apostle, men de var altså kun delvis de samme som de tolv; Peter og Johannes hørte således hjemme både blandt de tolv og blandt apostlene, mens Paulus, der selv hævdede at være den sidste af disse (se Første Korintherbrev 15,8-9), kun var apostel.

At de tolv (disciple) og apostlene var én og samme kreds med tolv og kun tolv, er en forestilling, som vi først finder i Apostlenes Gerninger, der sammen med Lukasevangeliet synes at høre til blandt de yngste skrifter i Det Nye Testamente. På deres affattelsestid er apostelinstitutionen ophørt, da den uddøde sammen med de tolv; det var således kun Judas Iskariot, der ved sin død blev erstattet, og i fortællingen herom indgår en apostelprofil, der sikrer tidsbegrænsningen: For at være apostelkandidat skal man have færdedes sammen med Jesus fra hans dåb og til hans himmelfart og dermed være vidne til hans opstandelse (se Apostlenes Gerninger 1,15-26).

I den kristne billedkunst er vanskeligheden ofte blevet løst ved, at Paulus er anbragt på Judas' plads blandt de tolv apostle; Bertel Thorvaldsens tolv apostelstatuer i Københavns Domkirke er et eksempel herpå. I virkeligheden kendes antallet af apostle ikke; jf. talen af falske apostle i Andet Korintherbrev 11,13.

I Matthæus-, Markus- og Lukasevangeliet samt Apostlenes Gerninger er navnene på de 12 disciple anført: Peter, Andreas, Jakob, Johannes, Filip, Bartholomæus, Thomas, Matthæus, Jakob (Alfæus' søn), Thaddæus (eller Judas, Jakobs søn), Simon og Judas Iskariot; denne sidste erstattes altså i Apostlenes Gerninger af Matthias.

Apostle hører således hjemme i aposteltiden, dvs. den første generation efter Jesu død; de var af jødisk herkomst, og udsendelsen af dem gjaldt det jødiske tolvstammefolk, som deres antal efter alt at dømme også var bestemt af. Når missionsbefalingen i afslutningen af Matthæusevangeliet (28,18-20) lader den opstandne Jesus udsende de elleve (efter at Judas var faldet bort) til alle folkeslag, er det ikke historisk, men et led i dette skrifts skjulte polemik mod Paulus. For Paulus hævdede netop af den opstandne at være sendt som apostel til folkeslagene, dvs. de ikke-jødiske folk (se Galaterbrevet 1,16).

I Apostlenes Gerninger "forsones" de to opfattelser, når dette skrift lader det være Peter, der åbner for forkyndelsen blandt ikke-jøder (se især Apostlenes Gerninger 10), samtidig med at det undlader at kalde Paulus for apostel (undtagelsen, der bekræfter reglen, er 14,4.14) og i praksis underordner ham Jerusalem-menigheden netop for at styrke hans autoritet ved at knytte den til apostlene. Så når det af skildringen af apostelmødet i Galaterbrevet 2,1-10 fremgår, at Peter var apostel for jøderne både i og uden for Palæstina, mens Paulus var apostel for de uomskårne, dvs. ikke-jøderne, så fastholdes denne arbejdsdeling ikke i Apostlenes Gerninger, hvor Paulus under sine missionsrejser altid begynder med at forkynde i synagogerne, indtil han beslutter alene at henvende sig til ikke-jøderne (se Apostlenes Gerninger 13,46 og 28,28). Derved bliver Paulus i dette skrift en overgangsfigur mellem aposteltiden og Apostlenes Gerningers forfatters samtid, hvor bruddet med jødedommen er fuldbyrdet.

• Apostlenes gerninger
• apostelmødet