Apostlenes Gerninger

Apostlenes Gerninger står som det femte skrift i Det Nye Testamente i Bibelen, dvs. mellem de fire evangelier og brevene. Apostlenes Gerninger består af 28 kapitler og har samme forfatter som Lukasevangeliet; begge skrifter er også tilegnet den samme ellers ukendte Theofilus, og forordet i 1,1-2 omtaler ligefrem en forudgående "første bog". De to "bøger" udgør tilsammen en fjerdedel af Det Nye Testamente og er således det største forfatterskab i denne samling af skrifter.

Faktaboks

Også kendt som: Ap.G.

Det ser ud til, at Lukasevangeliet ligefrem har fået sin særlige udformning for at skulle lægge op til sin fortsættelse, således at kirkens grundlæggelseshistorie først er fortalt færdig ved afslutningen af dobbeltværket. De to dele blev imidlertid tidligt skilt fra hinanden, hvad der praktisk taget stadig er tilfældet i alle bibeludgaver, hvor Johannesevangeliet adskiller dem.

Indhold

Apostlenes Gerninger falder i to hoveddele. Den første (1,1-12,25) skildrer i forlængelse af Lukasevangeliet den kristne menigheds grundlæggelse og tidligste udbredelse. Her er apostlen Peter den overordnede skikkelse. Anden hoveddel (13,1-28,31) gælder missionen blandt de ikke-jødiske folk. Her bliver Paulus hovedpersonen i et hændelsesforløb, der ender med, at evangeliet når frem til den daværende verdenshovedstad Rom. Her slutter fortællingen med en "kobling" til forfatterens egen tid derved, at Paulus efter modstand også fra Roms jøder endelig beslutter sig for kun at henvende sig til de øvrige folk.

Den følgende mere detaljerede oversigt over indholdet må begrænse sig til kun at forfølge hovedlinjerne og nævne en række af de mere betydningsfulde hændelser i forløbet.

Efter et forord med et ultrakort resumé af indholdet af første bog (1,1-2) og en optakt, der etablerer forbindelsen til denne ved at berette om disciplenes møder med den opstandne inden for en periode af 40 dage (1,3-8), fortælles igen og udførligere om Jesu himmelfart (1,9-14; jf. Lukasevangeliet 24,50-52). Derefter gælder det valget af en ny apostel, Matthias, til at afløse Judas Iskariot, hvis skæbne efter forræderiet først skildres her (1,15-26).

Menigheden i Jerusalem

Første hoveddel (2,1-8,3) gælder menighedens første tid i Jerusalem. Det begynder med beretningen om Helligåndens komme ved pinsen og Peters pinseprædiken (2,1-41) og en kort beskrivelse af menighedens liv (2,42-47; jf. 4,32-27, hvor den såkaldte "kærlighedskommunisme" skildres, samt 5,12-16). Siden følges en underfuld helbredelse, som Peter og Johannes foretager af en lam (3,1-11), op af Peters efterfølgende prædiken (3,12-26), hvad der fører til en konfrontation med de religiøse myndigheder (4,1-31).

Som et indskud optræder der et regulært straffeunder, hvor to ældre mennesker dør, fordi de forsøger at snyde Helligånden (5,1-11). Da apostlene ikke vil adlyde myndighederne og holde op med deres prædiken, fængsles de, og under et forhør for Rådet (synedriet), hvor apostlene hævder, at "man bør adlyde Gud mere end mennesker" (5,29; jf. 4,19), holder en ledende farisæer ved navn Gamaliel en tale. Gamaliels pointe er, at handler apostlene mod Gud, vil deres projekt løbe ud i sandet (noget der illustreres med et par eksempler fra samtiden), men forkynder de efter Guds vilje, er det uklogt at stå dem imod (5,17-42).

Siden følger en beretning om et valg af syv "diakoner" (menighedstjenere), der skal bistå apostlene med det praktiske (6,1-7). Dette afsnit slutter med en voldsom anklage mod én af disse diakoner, Stefanus (6,8-15), samt hans såkaldte forsvarstale (med sine i alt 53 vers det den længste tale i skriftet). Talen er dog et hæftigt angreb mod jøderne og fører da også til en lynchning. Stefanus bliver således menighedens første martyr (7,54-60). Begivenheden udløser en forfølgelse af de Kristus-troende i Jerusalem, så de – med undtagelse af apostlene – flygter ud af byen (8,1-3), hvad der giver startskuddet til, at forkyndelsen kommer videre ud.

Mission spredes uden for Jerusalam og Paulus' omvendelse

Der følger nu en beskrivelse af missionen i Samaria og på kystsletten ved Middelhavet (8,4-12,25). En anden af de syv diakoner, Filip, konfronterer her i Samaria en konkurrerende figur, der ved hjælp af magi gør store undere (8,4-25). Hans navn er Simon (Mager), og han er gået over i historien med sit forsøg på at købe Helligånden (simoni), men trods en voldsom konfrontation med Peter ender historien åbent. Siden møder og døber Filip på vejen til Gaza en etiopisk hofmand, altså en ikke-jøde, der dog åbenlyst er proselyt (8,26-40).

Efter denne "åbning" står en beretning om Paulus' omvendelse – han hedder i dette skrift frem til og med 13,9 Saulus (9,1-31; denne fortælling gentages med betydningsfulde variationer af Paulus selv i 22,3-21; 26,9-20). Omvendelsen sker på vej til Damaskus, hvor Paulus vil forfølge Kristus-troende, men da han nu i stedet forkynder Kristus, kommer han selv i livsfare og må flygte tilbage til Jerusalem. Dermed er han anbragt i venteposition til sit fremtidige virke.

I mellemtiden skal det imidertid sanktioneres, at evangeliet også forkyndes for ikke-jøder. Efter en redegørelse for hans virke i Lydda og Joppe (9,32-43) fører et kompliceret forløb således Peter frem til den erkendelse, at ikke-jøder ikke er urene, hvorfor de også kan modtage evangeliet og blive døbt (10,1-33). I dette tilfælde gælder det en ikke-jødisk officer i Cæsarea ved Havet ved navn Cornelius. Da Helligånden simpelt hen falder ned over Cornelius og hans husfæller, nødsager det Peter til at døbe dem – selv om "dogmatikken" egentlig tilsagde, at de først skulle få Helligånden ved dåben. Peter holder i den anledning en tale, der understreget nybruddet (10,34-48).

Hændelsens kirkehistoriske betydning understreges yderligere af, at Peter derefter må aflægge nøje regnskab for sin handling i Jerusalem, hvorunder hele forløbet repeteres (11,1-18). Siden optræder nogle enkeltfortællinger, dels om tilblivelsen af en menighed i Antiokia (11,19-30), dels henrettelsen af Zebedæus-sønnen Jakob samt om Peters fængling og underfulde udfrielse (12,1-17), dels om kong Agrippas 1.' voldsomme død (12,18-23), dels endelig en notits om, at Paulus og Barnabas kommer til Antiokia (12,24-25).

Paulus og hans tre missionsrejser

I resten af Apostlenes Gerninger bliver Paulus nu ubestridt hovedpersonen. I første omgang sker det i fortællingerne om de tre missionsrejser, hvori dette skrift opdeler hans virke, og som kun afbrydes af beretningen om det såkaldte apostelmøde i Jerusalem (13,1-21,16). Den første missionsrejse sammen med Barnabas udgår fra Antiokia i Syrien og gælder først Cypern siden landskaberne Pisidien og Lykaonien i det sydlige Lilleasien (i det nuværende Tyrkiet) (13,1-14,28). I synagogen i Antiokia i Pisidien holder Paulus sin første store missionsprædiken (13,16-47). Da nu nogle ved deres tilbagekomst til Antiokia i Syrien hævder, at frelsen er betinget af omskærelse og overholdelse af Moseloven, beslutter menigheden, at sende Paulus og Barnabas til Jerusalem for at få afgjort sagen (det er i Apostlenes Gerninger Paulus' tredje besøg i byen).

Vigtigheden af dette såkaldte apostelmøde, der i øvrigt ledes af Jesu bror, Jakob, understreges ved dets placering midt i skriftet (15,1-35). Resultatet er det såkaldte aposteldekret om, at ikke-jøder, der kommer til tro, ikke skal underkaste sig omskærelse, men dog overholde visse spiseforskrifter (15,20; jf. 15,29; 21,25).

Paulus tager så ud på sin anden missionsrejse, der foruden genbesøg i tidligere grundlagte menigheder i Lilleasien kommer til at omfatte Makedonien og Akaja (= Grækenland) (15,36-18,21). Herunder falder et besøg i Athen, hvor Paulus holder sin store tale til græske filosoffer, epikuræere (se Epikur) og stoikere, på højen Areopagos (17,14-34).

Et fjerde besøg i Jerusalem omtales kun kort (18,22), inden Paulus begiver sig ud på sin tredje missionsrejse, der i første omgang gælder Efesos. I denne by fortælles han at opholde sig længe og forårsage en større uro. Siden besøger Paulus Makedonien og Akaja med en tilbagetur til Jerusalem over Milet (18,23-21,17). I Milet holder han sin såkaldte afskedstale til de tilrejsende ældste (se presbyter) fra Efesos ((20,18-38). Denne del afsluttes af en beretning om rejsen fra Milet til Jerusalem (21,1-16).

Paulus i Jerusalem, tilfangetagelsen, processen mod ham og rejsen til Rom

Dette sidste afsnit (21,18-28,31) beretter først om Paulus' femte og sidste besøg i Jerusalem. Her modtages han af Jakob, Herrens bror. Efter uroligheder på tempelpladsen er han ved at blive lynchet af jøderne, men reddes ved at blive fængslet af romerne (21,18-40).

I det følgende optræder tre forsvarstaler, som Paulus holder. Den første er henvendt til jøderne (22,1-21) og indeholder bl.a. hans egen beretning om sin omvendelse. Siden får Paulus, efter et kort forhør for Rådet og efter af sikkerhedsgrunde at være blevet overført til Cæsarea (22,22-23,35), lejlighed til dér at forsvare sig over for den romerske statholder Felix (24,1-27). Under den nye statholder, Festus, får han under et besøg hos denne af kong Agrippa 2. (25,1-27) på ny lejlighed til at holde en forsvarstale (26,1-29, hvor omvendelseshistorien optræder for tredje gang). Både Festus og Agrippa må bedyre Paulus' uskyld, men da han ikke vil lade sin sag behandle i Jerusalem, udnytter han sin rettighed som romersk statsborger til at indanke sin sag for den kejserlige domstol. Derfor sendes han til Rom (26,30-32). Hertil ankommer han dog først efter en højdramatisk sørejse (27,1-26), der ender med en stranding på øen Malta. Først efter et vinterophold på denne ø kan rejsen fortsætte og ende i Rom (27,27-28,10).

Apostlenes Gerninger ender med en beretning om Paulus' ankomst til denne by og om hans møde med de derboende jøder. Det ender dog igen i en slags konfrontation, hvorefter han beslutter sig til fra nu af kun at henvende sin prædiken til ikke-jøder (28,11-31).

Formålet med Apostlenes Gerninger

Apostlenes Gerninger har tydeligvis både et historisk og et teologisk formål. Skriftet beretter om begivenheder af betydning for kirkens udvikling frem til det tidspunkt, hvor menighederne overvejende udgøres af ikke-jødiske Kristus-troende. Desuden søger skriftet at fremme bestemte teologisk-kirkelige synspunkter i en logisk fortsættelse af evangeliedelen. Denne enhed fremgår dog ikke af håndskriftoverleveringen, hvor Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger aldrig optræder sammen, selv om man udmærket var klar over, at de havde samme forfatter. Denne adskillelse er altså fastholdt i praktisk taget alle trykte bibler og kan skyldes et teologisk ubehag ved, at fortsættelsen med historiefortællingen i Apostlenes Gerninger truer med at forvandle den evangeliske fortælling om Jesus til en forhistorie, dvs. fortid. Ved sin nuværende placering står Apostlenes Gerninger som en indledning til Det Nye Testamentes breve.

Spørgsmålet om kilder

Tidligere regnede mange med, at der lå forskellige ældre kilder til grund for dele af Apostlenes Gerninger. I kapitel 16, 20, 21 og 27-28 findes nogle afsnit, hvor der optræder en fortæller, der anvender 1. person flertal: "vi". Det har ført til forsøg på at udsondre en særlig "vi-kilde", der tilsyneladende især samler sig om sørejser og i givet fald skulle gå tilbage til en rejseledsager til Paulus. I skriftets første tolv kapitler er Peter den dominerende skikkelse, der dog som leder af Jerusalem-menigheden umærkeligt afløses af Jakob, Herrens bror.

I resten af skriftet er Paulus hovedperson. Men det gør ikke nødvendigvis Apostlenes Gerninger til nogen særlig pålidelig historisk kilde til disse to skikkelser. For de er – især Paulus – "redigerede" til at optræde i forfatterens konstruktion af det begivenhedsforløb, der førte frem til den kirkelige situation på dobbeltværkets affattelsestid. Således er de store taler undervejs af Peter (i kapitel 2, 3 og 10), af martyren Stefanus (kapitel 7) og af Paulus (i kapitlerne 13, 17, 20, 22, 24 og 26) ikke på nogen måde referater af, hvad der blev sagt ved de forskellige lejligheder, endsige udtryk for Peters, Stefanus' eller Paulus synspunkter. Tværtimod supplerer de forskellige talers indhold hinanden og må helt og holdent tilskrives skriftets forfatter som udtryk for hans teologi.

Et vigtigt spørgsmål i denne forbindelse er, om forfatteren til Apostlenes Gerninger har kendt og benyttet i hvert fald nogle af Paulus' breve under udarbejdelsen af sit skrift. Selv om eksistensen af de paulinske breve påfaldende nok ikke nævnes med et ord, så er der dog adskillige steder i fortællingen om Paulus' virksomhed, der røber kendskab til hans breve. Så når de ikke nævnes, er forklaringen måske, at Apostlenes Gerninger netop er blevet til for at tegne et andet billede af Paulus end det, som fremgår af hans breve. Der har således været perioder i fortolknigens historie, hvor man udelukkede et kendskab til disse breve netop med den begrundelse, at Apostlenes Gerningers Paulus ikke var særlig "paulinsk". I dag vil dog nok de fleste forudsætte, at Paulus' breve var blandt kilderne til dette skrift.

I dag drøftes desuden, om og i givet fald i hvor høj grad forfatteren til Apostlenes Gerninger er påvirket af samtidig græsk litteratur og historieskrivning. Således synes ikke mindst den jødiske historieskriver Josefus' værker at være en af hans kilder til samtidens historie. Men der er desuden mindelser om andre antikke værker.

Tilblivelsestidspunkt og forfatter

Det er stadig en udbredt antagelse, at Apostlenes Gerninger ligesom også Lukasevangeliet er skrevet i slutningen af det 1. århundrede, ja enkelte fortolkere har endda ment, at man skal tilbage til 60'erne, bl.a. fordi grunden til, at der ikke fortælles om Paulus' død, skulle være, at han endnu var i live. Der spores dog i dag i historisk-kritisk forskning en voksende tendens til i hvert fald at bevæge sig et stykke ind i 100-tallet. Adskilligt i den forudsatte situation synes dog at vise hen til 130'erne eller endda 140'erne. Det vil i givet fald gøre dette forfatterskab til et af de yngste i Det Nye Testamente.

Dobbeltværket er i sig selv anonymt og blev først engang efter midten af 100-tallet pseudonymt blev tillagt Paulus' rejsefælle Lukas. Det er dog ganske usandsynligt. Ligesom tilfældet er med Lukasevangeliet, synes forfatteren således at stamme fra en langt senere tid og at have været en græskkyndig ikke-jøde, som dog viser stor fortrolighed med jødedommens Bibel i skikkelse af den gamle græske oversættelse, Septuaginta, hvis sprogbrug han åbenlyst søger at efterligne.

Teologiske særpræg

Det er påfaldende, hvor lille en rolle den opstandne Jesus spiller i Apostlenes Gerninger efter himmelfarten. Her er hans plads overtaget af Helligånden som ledende og styrende faktor. Således begynder fortællingen om kirkens tid også med beretningen om udgydelsen af Helligånden pinsedag, som siden følges op med skildringer af "Ånden" eller "Jesu ånds" indgriben i historien (jf. 10,44-48; 16,7 og 19,21). Kirkens tid kommer ikke bare efter, men afløser så at sige Jesu tid og får sin selvstændige betydning som formidler af frelsen.

Apostelmødet i Jerusalem

Kapitel 15 står centralt med sin behandling af det vigtige teologiske spørgsmål: Skal (mandlige) ikke-jøder for at kunne regnes for sande Kristus-troende underkaste sig omskærelsen? På Apostelmødet i Jerusalem, der også er omtalt i Galaterbrevet 2,1-10 og må dateres til år 53 e.Kr., blev dette krav afvist. Derved blev kristendommens universalitet anerkendt, og der fremkom en mulighed for fællesskab mellem de to grupper. Apostlenes Gerninger har som vist ovenfor forberedt denne afgørelse i beretninger om, hvordan evangeliet lidt efter lidt var blevet modtaget af ikke-jøder (kapitel 8, 10, 11 og 13). Her bliver det dog vel at mærke bliver Peter, der står for det afgørende gennembrud. Det er ellers noget, som Paulus i Galaterbrevet 1,15-16 hævder, at Gud havde forudbestemt ham til.

Værdi som historisk kilde: Paulus i Apostlenes Gerninger

Det kan synes utilfredsstillende ikke at få oplyst udgangen på retssagen mod Paulus. For den har selvfølgelig været kendt. Men forfatteren har øjensynlig ikke villet behandle Paulus' skæbne, men menighedens historie. Han kan også have villet undgå at forudsætte et fjendtligt forhold til den romerske øvrighed.

Som historisk kildeskrift er Apostlenes Gerninger i det hele taget af stor, men omstridt betydning. Skriftet er i hvert fald en tvivlsom kilde til Paulus' historie, som det fremgår af en sammenligning med oplysningerne i hans breve. Således bliver Paulus her underordnet Peter, og de Paulus-breve, der i mellemtiden var blevet kontroversielle i nogle kredse, end ikke nævnes, ligesom begrebet apostel i dette skrift bliver begrænset til de tolv på en måde, så Paulus ikke kan være det (jf. profilen af en apostel i 1,21-22).

Men hvad der her kan forekomme at være et forsøg på at marginalisere Paulus, kan måske faktisk være det modsatte: På et tidspunkt, hvor Paulus var blevet spydspids i alternative forståelser af Kristus-troens betydning, kunne det i virkeligheden være udtryk for en bestræbelse på at fastholde denne vigtige skikkelse i den tidligste menigheds historie inden for rettroenhedens ramme netop ved at underordne ham Peter, de øvrige apostle og Jakob, Jesu bror, i Jerusalem. Vi er således i Apostlenes Gerninger et godt stykke henne i Paulus' receptionshistorie.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Ny testamente

Mogens Müller

Professor emeritus, dr.theol., Københavns Universitet