Oldenburg
For alternative betydninger, se Oldenburg (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Oldenburg)
| Oldenburg Oldenborg | |
 | |
| Våben | Beliggenhed |
 |
  |
| Administration | |
| Land |  Tyskland |
|---|---|
| Delstat | Niedersachsen |
| Kreis | Kreisfri by |
| Underinddeling af byer | 34 bydele 9 statistiske bezirke |
| Overborgmester | Jürgen Krogmann (SPD) |
| Statistiske data | |
| Areal | 102,99 km² |
| Højde | 4 m |
| Indbyggere | 168.210 (31/12/2018) |
| - Tæthed | 1.633 Indb./km² |
| Andre informationer | |
| Tidszone | CET/CEST (UTC+1/UTC+2) |
| Nummerplade | OL |
| Postnr. | 26001–26135 |
| Tlf.-forvalg | 0441 |
| Koordinater | 53°08′38″N 8°12′50″Ø / 53.14389°N 8.21389°Ø |
| Hjemmeside | www.oldenburg.de |
| Beliggenhed af byen Oldenborg i Landkreis Niedersachsen | |
 | |
Oldenburg (dansk: Oldenborg) er en by i den tyske delstat Nedersaksen vest for Bremen i det nordvestlige Tyskland. Byen har 174.629(2023) indbyggere.
Oldenborg var til 1946 hovedstad i landet Oldenborg. Den var regionshovedstad i Regierungsbezirk Weser-Ems.
Historie
[redigér | rediger kildetekst]
Arkæologiske fund vidner om, at der har været bosættelse i området siden 700-tallet. Omkring den nuværende Marktplatz opstod der en bebyggelse ved vadestedet over floden Hunte, hvor trafikken på handelsvejen fra Bremen og Westfalen til Jever let kunne krydse floden. I første halvdel af 1000-tallet opførtes øst for byen ringborgsanlægget Heidenwall, der i 2007 dendrokronologisk kunne dateres til 1032 og 1042.
Oldenborg omtales første gang i skriftlige kilder i 1108 som Aldenburg i forbindelse med Egilmar 1., der regnes for den første greve af Oldenborg. Hans stamborg "Olde borg" (den gamle borg) blev den kerne, omkring byen Oldenburg og den oldenborgske stat voksede op.[1] Byen voksede i betydning i kraft af sin beliggenhed ved vadestedet over Hunte.
Grevskabet Oldenborg blev siden kendt gennem greve Didrik den Lykkelige (d. 1440) af Oldenborg som blev stamfader for såvel den danske kongeslægt via sønnen Christian 1. som greveslægten Oldenborg via sønnen Gerhard af Oldenborg. Den første oldenborger var grev Otto, og til ham er der knyttet en legende om et fyldt drikkehorn, som en ung mø tilbød greven på en jagt i året 989. Han slukkede ikke tørsten, men drikkehornet beholdt han. Legenden blev senere knyttet til et senmiddelalderligt drikkehorn, som oldenborgerne antagelig fik foræret af domkapitlet i Køln. Drikkehornet gik i arv til det danske kongehus og findes i dag på Rosenborg slot.
Den yngre linje af den oldenborgske slægt uddøde med grev Anton Günther i 1667. Oldenborg var herefter under dansk styre fra 1667 til 1773. Det var en periode med pest og en ødelæggende bybrand, og på grund af de danske kongers manglende opmærksomhed mistede byen sin betydning.
Hertugdømmet Oldenborg skabtes med Frederik August af Slesvig-Holsten-Gottorp, født 1711, fyrstebiskop af Lybæk, ophøjet af kejser Josef 2. til hertug af Oldenborg i 1774. Hans søn, Peter Frederik Vilhelm af Oldenborg død 1823, var sindssyg, og regeringen blev overladt til hans fætter Peter Frederik Ludvig af Oldenborg.
Han vægrede sig ved Napoleons forslag om at bytte Oldenborg mod Erfurt, og derfor besatte Napoleons tropper byen i 1810, og den kom under Frankrig. Efter Napoleons fald gengav Wienerkongressen Oldenborg dets rettigheder, og det blev gjort til storhertugdømme. Peter Frederik Ludvig efterfulgtes 1829 af sin søn, Paul Frederik August af Oldenborg, storhertug 1829-1853.
Paul Frederik Augusts søn Niels Frederik Peter af Oldenborg var tyskorienteret, og 1866 indlemmedes Oldenborg i det Nordtyske forbund og i 1871 i det af Preussen ledede Tyske kejserrige.
