close
Spring til indhold

Tilhold

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Et tilhold - også kendt som et polititilhold[1] - indebærer et forbud mod at opsøge en person eller på nogen måde kontakte eller følge efter personen.[2]

Politiet kan meddele et tilhold i respons til forfølgelse, chikane m.v., når betingelserne herfor er opfyldt. Overtrædelser af tilhold kan straffes med bøde eller fængsel. Et tilhold har en begrænset gyldighedsperiode.[2]

Når betingelserne for et tilhold ikke er opfyldt, kan politiet i stedet give en formaning (advarsel) om, at hvis den uønsket adfærd fortsætter, kan politiet da give et tilhold.[2]

Politiet kan også give et strakstilhold med en kortere gyldighedsperiode, hvorefter politiet foretager en nærmere undersøgelse i forhold til, om betingelserne for tilhold er opfyldt.[2]

Hvis man er udsat for forfølgelse, chikane eller lignende, kan man anmode politiet om at give personen et tilhold. At modtage et tilhold indebærer et forbud mod at opsøge en specifik person ved personlig, mundtlig eller skriftlig henvendelse, herunder ved elektronisk kommunikation, eller på anden måde at kontakte eller følge efter denne, jf. 1 i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.[3]

Dette omfatter dog ikke kontakt m.v., som af særlige grundet må anses som berettiget, jf. § 13. Det kan eksempelvis være tilfældet ved fælles børn, hvor personen med tilholdet stadig har en samværsret.[2]

I nogen tilfælde, kan det være nødvendigt at udvide et tilhold således, at personen med tilholdet heller ikke kan tage kontakt til personer fra ens husstand, jf. § 6.[3]

Betingelser m.v.

[redigér | rediger kildetekst]

Et tilhold kan ske efter anmodning herom, eller når almene hensyn kræver det, jf. § 14 i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.[3] Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, kan politiet dog alligevel meddele et tilhold, hvis det er grundet rimelig mistanke om, at en person har tvunget eller forsøgt tvunget en anden person til at indgå ægteskab eller lignende religiøs vielse, jf. § 2, stk. 3, 2. pkt.[3]

Betingelserne for et tilhold er, at der foreligger begrundet mistanke om, at en person har krænket en anden persons fred ved at forfølge eller genere dem, eller at de har begået en forbrydelse, der har karakter af en sådan fredskrænkelse, jf. § 2, stk. 1, nr. 1, i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.[3] Det kan eksempelvis være ved personlige, mundtlig eller skriftlige henvendelser, eller ved trusler eller hærværk.[2]

Samtidig kræves det, at der er bestemte grunde til at antage, at den pågældende vil fortsætte med at krænke personen på denne måde, jf. § 2, stk. 1, nr. 2.[3] Det vil eksempelvis være, hvor personen allerede har være chikanerende i en længere periode, eller at de tidligere har modtaget en advarsel fra politiet.[2]

Derudover kan der gives et tilhold, hvis der er begrundet mistanke om, at en person har begået eller forsøgt at begå drab, røveri, frihedsberøvelse, vold, psykisk vold, voldtægt eller anden seksualforbrydelse, stalking, ulovlig tvang, trusler på livet eller afpresning, og hvor den forurettede eller dennes nærmeste ikke findes at skulle tåle kontakt med den pågældende, jf. § 2, stk. 2.[3]

Sidst kan tilhold gives, hvis en person med rimelig grund mistænkes for at have tvunget eller forsøgt tvunget en anden person til at indgå et ægteskab eller lignende religiøs vielse, jf. § 2, stk. 3.[3]

Overtrædelse af tilhold straffes med bøde eller fængsel på op til 2 år, jf. § 21, stk. 1, i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.[3]

Straffen for overtrædelse af et tilhold afhænger af antallet af overtrædelser, grovheden heraf, og hvor mange gange tidligere, det er blevet overtrådt. Ved første overtrædelse vil der som udgangspunkt være tale om en bødestraf af 1.000 kr. Hvis der er tale om flere overtrædelser, skal bøden dog forhøjes. Hvis personen allerede tidligere er dømt for overtrædelse af tilholdet - altså at der er tale om overtrædelse i gentagelsestilfælde - skal personen som udgangspunkt idømmes en frihedsstraf.[4]

Varighed og ophør

[redigér | rediger kildetekst]

Et tilhold har en gyldighedsperiode på op til 5 år, jf. § 5, stk. 1, i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.[3] Et tilhold vil bortfalde, hvis man bor sammen med personen eller på anden måder indgår eller genoptager et forhold med dem.[2]

Strakstilhold / foreløbigt tilhold

[redigér | rediger kildetekst]

I nogen tilfælde kan der være grund til at meddele et tilhold straks, mens politiet undersøger nærmere i forhold til, om betingelserne for tilhold er opfyldt. Dette betegnes som et strakstilhold eller et foreløbigt tilhold, jf. § 2 a i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.[3]

Et strakstilhold kan gives, hvor en person med rimelig grund er mistænkt for at have krænket en anden persons fred ved at forfølge eller genere dem, eller at de har begået en forbrydelse, der har karakter af en sådan fredskrænkelse. Samtidig kræves det, at der er bestemte grunde til at antage, at den pågældende vil fortsætte med at krænke personen på denne måde. Sidst kræves det, at personen ikke har en rimelig interesse i at kontakte den anden. Dette fremgår af § 2 a, stk. 1.[3]

Et strakstilhold bortfalder, når der er truffet afgørelse om, hvorvidt betingelserne for et tilhold er opfyldt. Det skal så vidt muligt ske inden for 60 dage. Dette fremgår af § 2 a, stk. 2 og 3.[3]

Formaning / advarsel

[redigér | rediger kildetekst]

I nogen tilfælde er betingelserne for et tilhold ikke er opfyldt, herunder fordi, at de ikke er opfyldt endnu. I sådanne tilfælde kan politiet i stedet for et tilhold give en person en advarsel - benævnt formaning - om, at politiet kan give et tilhold, hvis forfølgelsen eller chikanen fortsætter.[2]

Referencer
  1. polititilhold | Den Danske Ordbog
  2. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 "Særligt for dig, der har været udsat for forfølgelse, chikane eller stalking | Anklagemyndigheden". anklagemyndigheden.dk. Hentet 2026-07-20.
  3. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 Lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning
  4. Anklagemyndighedens Vidensbase
Kilder


Spire
Denne juraartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.