immateriel kulturarv

UNESCO fremhævede med konventionen til beskyttelse af immateriel kulturarv, at denne kommer til udtryk på en række måder. Det kan fx være gennem:

• mundtlige traditioner, udtryk og sprog
• udøvelse af kunst
• sociale praksisser, ritualer og festivaler
• viden og praksisser vedrørende naturen og universet
• traditionelt håndværk

184 stater har tilsluttet sig UNESCO’s 2003-konvention. Dens lister over immateriel kulturarv omfatter 788 kulturelle praksisformer, fordelt over 150 lande. Konventionen har til formål at skabe større synlighed om den immaterielle kulturarv og dens betydning gennem internationalt samarbejde og uddannelse.

Et særligt krav i forbindelse med international anerkendelse fra UNESCO er, at den immaterielle kulturarv, der optages på listerne, er forenelig med menneskerettigheder, gensidig respekt og bæredygtig udvikling. Til inspiration har komitéen, der forvalter konventionen, også oprettet et internationalt register over god beskyttelsespraksis for immateriel kulturarv.

Konventionen om immateriel kulturarv og de lister, som hører under den, forveksles ofte med UNESCO’s mere kendte Verdensarvskonvention og den dertil knyttede Verdensarvsliste. Det sker således ofte, at praksisser, der optages på UNESCO’s repræsentativliste over immateriel kulturarv, omtales som værende “anerkendt som verdensarv”. Der er dog tale om to helt forskellige konventioner.

2003-konventionen om beskyttelse af den immaterielle kulturarv blev skabt på baggrund af tiltagende kritik af, at de eksisterende internationale rammer for anerkendelse og bevaring af kulturarv, særligt UNESCO's Verdensarvskonvention fra 1972, var for orienterede mod de materielle aspekter af kulturarven. Derved overså man betydningen af kulturel praksis, som nogle lande, bl.a. i Asien, i højere grad anerkendte som en vigtig del af deres kulturarv.

Skabelsen af en ny international konvention med fokus på den immaterielle kulturarv havde dermed to hensigter. Dels var den et forsøg på at brede kulturarvsbegrebet ud; dels skulle den give bedre muligheder for at give international anerkendelse af kulturarv i lande og verdensdele, hvis arv kun i mere begrænset grad har fået opmærksomhed i internationale rammer.

Erkendelsen af den immaterielle kulturarvs betydning flytter også fokus fra kulturarv som noget, der identificeres og bevares af eksperter. I stedet rettes opmærksomheden på, at kulturarv skabes og vedligeholdes som en del af dagliglivet.

2003-konventionen om beskyttelse af den immaterielle kulturarv tager desuden udgangspunkt i, at såvel globalisering som intolerance udgør trusler mod immateriel kulturarv. Konventionen anerkender, at forskellige fællesskaber gennem immateriel kulturarv bidrager til kulturel mangfoldighed og menneskelig kreativitet, og dens forudsætning er, at påskønnelse heraf øger mellemmenneskelig forståelse og gensidig respekt.

Danmark tilsluttede sig UNESCO’s 2003-konvention om beskyttelse af immateriel kulturarv i 2010. Det er Folkemindesamlingen ved Det Kgl. Bibliotek, som har ansvaret for at varetage det danske arbejde med konventionen gennem dokumentation, forskning og formidling.

• kulturarv
• UNESCO

• Konventionen om beskyttelse af immateriel kulturarv
• Den danske UNESCO-nationalkommissions side om immateriel kulturarv
• Levende kultur – fortegnelse over immateriel kulturarv i Danmark
• UNESCO’s lister over immateriel kulturarv