boligmangel

Den boligmangel, som har præget Danmark siden begyndelsen af 2. Verdenskrig, tilskrives traditionelt en lov fra 1939 om huslejestop i private udlejningsboliger, suppleret med opsigelsesforbud.

Da loven trådte i kraft, var der et overskud af ledige boliger, samtidig med at mange boliger var overbefolkede. Huslejestoppet i 1939 medførte en for stor efterspørgsel efter de ældre, private udlejningsboliger, som med tiden blev relativt billigere at bo i end boliger på andre dele af boligmarkedet.

Ventetiden til en almennyttig bolig kan være meget lang, og huslejerne i dele af den private udlejningsmasse ligger så lavt, at boligerne udlejes via private forbindelser.

En række større boligbebyggelser er præget af kvalitativ boligmangel i form af social forarmning og uro, stor fraflytning, etniske konflikter og opsamling af restgrupper, der som følge af arbejdsløshed og social udstødelse ikke har mulighed for at flytte.

Denne kvalitative boligmangel har medført et øget behov for kommunal boliganvisning, som også til en vis grad søger at modvirke en koncentration af socialt belastede beboere i bestemte bebyggelser.

• almene boliger
• boligpolitik
• bolighistorie