Nicolas Bro

Bro var i en periode ansat på Det Kongelige Teater, hvor han modtog flere priser for sin fortolkninger af klassiske roller, men han var også en central spiller i opsætning af ny dramatik. Bro medvirkede således i flere af Jokum Rohdes horrorsorte, genrelegende værker, hvor han blandt andet viste farlig tvetydighed i rollen som Werner Bruun i den prisbelønnede Pinocchios Aske (2005).

Nicols Bro blev tidligt udråbt som et af sin generations store talenter, netop fordi han med en blanding af fysisk tyngde og uskyldig lethed forener det rørende og klovnede med det brutale – barnet med magtmennesket, det gnistrende vanvid med kølig beregning, det stupide med det blide.

Han har siden raffineret sin evne til at rumme det modsætningsfyldte og forløst den i vidt forskellige genrer. Han viste sårbare sprækker i et brutalt panser i sin Hamlet-karakter i opsætningen, der åbnede Det Kongelige Teaters nye Skuespilhus med et brag i 2008.

Tiltrækning og afsky vekslede i publikums møde med hans komisk prustende og frustrerede Alceste i Grønnegaards Teatrets Misantropen (2018), mens han lod opgivelse veksle med servilitet og raseri i sit forrygende makkerskab med Mads Wille i Samuel Becketts absurde klassiker Mens vi venter på Godot på Teatret ved Sorte Hest (2020-2024).

Siden gik Bro i en sand eksplosion af vrede fra koket psykose til frådende aggression på et splitsekund, mens han foldede små spor af tårer og eksistentiel grundangst ind i endnu en formidabel præstation på Teatret ved Sorte Hest i Anders Abildgaards vredesdigt IBIS (2025).

Nicolas Bro har modtaget priser både som dramatiker og skuespiller

Nicolas Bros samarbejde med instruktør Christoffer Bro har taget ham ad andre, mere eksperimenterende veje. Han var markant i sin kompromisløse indsats i Offscreen (2006), hvor han filmede sig selv, mens han improviserede sin bærende rolle frem. Filmen portrætterer den sårbare kunstners mere mørke sider og kan også ses som et avantgardeforsøg på at gribe den mediering, der dengang endnu ikke havde manifesteret sig i hverdagslivet. Christoffer Bro stod også bag den mere folkelige Spies og Glistrup (2013), der under sine stilsikre tidsmarkører kritisk klædte de to hovedkarakterer af. Nicolas Bros Mogens Glistrup tog således derouten fra folkekær fantast til forvildet racist med sitrende indlevelse i flot samspil med Pilou Asbæks hedonistiske magtmenneske Simon Spies.

Nicolas Bros evne til at spille med latent farlighed fik også plads i hans første hovedrolle som enkemanden Anker i den psykologiske thriller Mørke (2005), mens han året før spillede den let bryske, men på bunden gode journalist Henrik Moll i filmatiseringen af Niels Krause Kærs Kongekabale (2004). En rolle, han gentog i Mørkeland 20 år efter.

Bro har gennem hele karrieren formået at veksle mellem roller, der vægter det humoristiske, skæve og akavede på den ene side, og roller, der vægter det tvetydige og monstrøse på den anden side. Endelig har han spillet roller, hvor han fremstiller helt almindelige mennesker med temperament som far Leif i Mr. Freeman (2024) – og i den lidt mere kulørte ende den forelskede kageproducent Niels i filmatiseringen af Christian Lollikes Kagefabrikken (2023).

Nicolas Bro er gennem hele karrieren blevet belønnet med priser for sine roller i både humoristiske og mere dramabårne film.