rosen

Rosen skyldes de sygdomsfremkaldende bakterier kaldes beta-hæmolytiske streptokokker, normalt gruppe A, ofte sammen med stafylokokker af typen Staphylococcus aureus. Raske personer kan bære begge bakterier. Streptokokker kan findes i halsen, sjældnere på huden, mens stafylokokkerne kan findes på huden.

Der kan ofte findes en indgangsport for infektionen. Indgangsporten kan fx være en rift eller anden skade i huden, men også fx en revne i eksem i øregangen, i mellemrum mellem tæer på grund af fodsvamp, et bensår eller i navlen hos nyfødte. Risikoen for smitte med rosen er lille.

Nedsat funktion af lymfekar og vener øger risikoen for hævelser (ødem) og dermed for at få rosen. Andre disponerende faktorer er nedsat modstandskraft på grund af generelt dårlig almentilstand, svækket immunsystem og diabetes.

Symptomerne ved rosen er udslæt, der ofte varmt, rødt, skarpt afgrænset og ømt. Rosen ses hyppigst på ben, arme og i ansigtet. Området udvider sig i løbet af timer eller dage. Lymfeknuderne, som drænerer det aktuelle hudområde, er ofte ømme og forstørrede. Sygdommen er næsten altid ledsaget af høj feber og symptomer som slaphed og hovedpine.

Behandlingen af rosen består typisk af antibiotika, der er rettet mod både streptokokker og stafylokokker. I alvorlige tilfælde kan indlæggelse på hospital med intravenøs behandling med antibiotika være nødvendig.

Før penicillinet blev opdaget, var rosen en alvorlig sygdom, der kunne være dødelig, især hos personer med dårligt helbred.

Hos nogle personer har rosen tendens til at komme tilbage flere gange, hvilket kaldes recidiverende rosen. Det skyldes ofte en lokal svaghed i huden eller lymfesystemet. Gentagne episoder af rosen kan give varige skader på lymfesystemet og føre til et kronisk lymfødem, der især rammer benene med tydelige og blivende hævelser.

• infektionssygdomme
• streptokokker
• stafylokokker
• hudsygdomme
• huden