esperanto

Esperanto, hvor udtalen er romanskpræget, tager udgangspunkt i det latinske alfabet, hvoraf nogle bogstaver kan kombineres med diakritiske tegn:

• Cirkumfleks: ĉ, ĝ, ĥ, ĵ og ŝ.
• Breve: ŭ

Trykket ligger altid på næstsidste stavelse, fx la uˈnua malˈgranda lerˈnejo 'den første lille skole'.

Ordbøjning og ordafledning foregår ved hjælp af et begrænset antal faste præ- og suffikser. Substantiver ender altid på -o, adjektiver altid på -a, adverbier på -e, fx amo 'kærlighed', ama 'kærlig', ame 'kærligt, på en kærlig måde'. Den bestemte artikel er altid la, og flertalsendelsen for både substantiver og adjektiver er -j: la granda domo 'det store hus', la grandaj domoj 'de store huse'. Objektet har endelsen -n: mi vidas la grandan domon 'jeg ser det store hus', mi vidas la grandajn domojn 'jeg ser de store huse'. Verberne, som i infinitiv ender på -i, bøjes således:

Ordrødderne er mest latinske og romanske med et vist tilskud af tyske, engelske og slaviske ord. Esperantos konsekvente udnyttelse af alle sprogets afledningsendelser muliggør et meget stort og logisk gennemsigtigt ordforråd, men giver samtidig sproget et stift og skematisk præg og lægger afstand til et mere "naturligt" internationalt ordforråd; denne argumentation er bl.a. blevet fremført af forkæmpere for mere "naturalistiske" kunstsprog, fx interlingua.

• ido
• kunstsprog
• orddannelse