St. St. Blicher

St. St. Blichers fortælleteknik er afgørende for, at han fremstår som den første store realist i dansk digtning. Det særlige er brugen af en personaliseret fortæller. Denne er en førstepersonsfortæller, der er dybt involveret i det, han fortæller om. Det medfører, at de mennesker, han beretter om, fremstår både levende og vedkommende. Men fortællernes engagement i begivenhederne betyder også, at man kan få mistillid til de tolkninger, han fremlægger. Er han pålidelig, hvis han ikke kan gennemskue sine egne motiver? Fortælleren er troværdig i den forstand, at læseren tror på, at han er, som han er, og at tingene er sket, som de fortælles. Men der kan blandt andet stilles spørgsmål ved, om jeg-fortælleren kan gennemskue, at han lyver for sig selv, og om hans konklusioner er holdbare.

Blichers noveller – dem, der nu er kendt som de bedste fra hans hånd – er kendetegnet ved, at kompositionen er ret speciel. Hos Blicher er der som regel en tilbageskuende personaliseret jeg-fortæller; Ofte veksler fortælleren mellem tiden, hvor han fortæller fra (fortælle-tid), og det tidspunkt, hvor begivenhederne, der fortælles om, fandt sted (fortalt tid). Jeg-fortælleren fortæller altså om noget, som er hændt tidligere. Det kan være 20–30 år forud for, at han beretter. Læseren kommer derfor på arbejde, da det bliver uklart, om fortælleren husker rigtigt, og hvorfor han husker, som han gør. Alle disse overvejelser peger ind på det, som gør Blichers stil psykologisk interessant og realistisk. Når kompositionen ikke er kronologisk fremadskridende, påvirker det variationen af fremstillingsformer, som der som regel er mange af. Der veksles mellem scenisk- og panoramisk fremstilling, beskrivelser og længere refleksionsafsnit.

En person føler sig fremmed ved ikke at være i overensstemmelse med sine omgivelser. Måske føler personen sig fremmed i sit eget liv, fordi der ikke er overensstemmelse mellem egne følelser og kulturens normer. Eller fremmed ved at opholde sig på afstand fra sit velkendte miljø. Måske i et fremmed land. Alle de fire nævnte temaer foldes ud i denne og i de andre store noveller. Dog ikke i novellen "De tre Helligaftner".

Blichers kvinder gør i stor udstrækning det, de gerne vil, på tværs af normerne i samfundet. Hermed opstår en dikotomi: Den individuelle, kvindelige drift op imod samfundets normer.

I de fleste noveller indgår en erotisk trekant. Det ideelle parforhold er truet, men Blicher moraliserer ikke. Hans mål synes at være at vise menneskets fremmedhed og miljøets kvælende virkning.

Novellerne beskriver livets forfald. Vi ældes, vi forfalder, og vi bliver gamle og skrøbelige. Dette er ingen konflikt hos Blicher. Det er et eksistentielt grundvilkår – sådan som livet er. Et forfald tager tid, og derfor er den tid, en handling strækker sig over, lang.

"Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog" fra 1824 er Danmarks første anerkendte realistiske novelle. Den personaliserede jeg-fortæller, Morten Vinge betror dagbogen sin skæbne, efterhånden som den udvikler sig. Morten Vinges manglende selvstændighed afsløres ved, at hans sprog skifter efter hans omstændigheder. Fra lydig discipel hos præsten til underdanig lakaj på herregården og til taknemmelig degn hos et pietistisk herskab.

I novellen "Sildig Opvaagnen" fra 1828 er der en personaliseret jeg-fortæller, hvis motiver for at fortælle sætter læseren på arbejde. Denne upålidelige fortæller – en selvretfærdig præst – blotlægger sit eget hykleri på en sådan måde, at det bliver Blichers indirekte fremstilling af lillebyens snæversyn og sladderagtighed, der står frem. Dertil en skildring af en fortæller, som gør alverdens krumspring for at undgå at se sig selv i øjnene. Typisk for Blichers skrivestil er novellen spækket med autenticitetsmarkører, og hans evne til realistiske psykologiske skildringer gør, at han regnes for en af Danmarks stærkeste forfattere. Handlingen i "Sildig Opvaagnen" udfoldes i en provinsby og ikke på landet, hvilket er atypisk for Blicher.

“Hosekræmmeren” fra 1828 er i dag Blichers mest kendte novelle. I “Hosekræmmeren” er fortæller-jeget en udefrakommende iagttager, der beretter om en tragisk hændelse hos en hosekræmmer (en slags handelsmand) på den jyske hede. Fortællerens egen betagelse af den kvindelige hovedperson skinner tydeligt igennem. Ikke mindst når han reflekterer over, hvad der er vigtigst i ægteskabet: Materiel tryghed eller kærlighed? Blichers dybe kendskab til de jyske bønder skinner tydeligt igennem i hans karaktertegninger. Ikke mindst af hosekræmmeren.

“Præsten i Vejlbye" fra 1829 kan betegnes som danmarkshistoriens første krimi. Præsten, Hr. Søren, tilstår et mord, han ikke har han begået, og han accepterer sin dødsstraf. Nogle år efter at han er blevet halshugget, dukker den skyldige morder op. Gåden og den psykologiske spænding ligger i, hvorfor præsten tilstår et mord, han ingen erindring har om. Forklaringen, som også fremstår af fortællingen, er, at det gør han, fordi han ikke kan andet, ellers bryder hele hans tilværelsesforståelse sammen.

I "Skytten paa Aunsbjerg" fra 1839 beretter en personaliseret jeg-fortæller om nogle begivenheder, han husker fra sin barndom. Dels gengiver han en ældre slægtnings udfyldende beretning — men igen er det af afgørende betydning for læserens tilegnelse af historien, at han får at vide, at dens hovedperson, skytten, var den lille Steens bedste ven på en herregård, hvor han ellers ikke befandt sig godt.

I "De tre Helligaftner" fra 1841 efterligner Blicher helt den folkelige fortællers alvidende 3. personsform, og det bidrager til almueskildringens nærvær som fortælling, at fortællerens historie foregår i hans eget sogn og har hans egen forfader som hovedperson.

Trækfuglene fra 1838 er en suite, hvilket er en række tekster, der hænger sammen ved fx et fælles tema. Samlingen består af 30 digte, der hver især tager udgangspunkt i en trækfugl og den årstid, hvor de er aktive og synlige i Danmark. Digtsamlingen regnes for noget af det smukkeste danske naturlyrik, der findes. Højskolesangbogen har bl.a. den kendte "Sig nærmer tiden"

Sig nærmer tiden, da jeg maa væk!

Jeg hører Vinterens Stemme;

Thi ogsaa jeg er kun her paa Træk

Og haver andensteds hjemme.

Strikning og salg af uldvarer var på Blichers tid et vigtigt erhverv og supplement til landbruget. Man mødtes og strikkede i fællesskab, både mænd og kvinder. Mens man strikkede underholdt man hinanden med fortællinger og sang. En binde-stue (binde = at strikke) danner rammen for novellen "E Bindstouw", der har undertitlen "Fortællinger og Digte i jydske Mundarter". Novellen er skrevet på dialekt, og det var første gang, at den etablerede litteratur, der også blev læst af det dannede publikum fra Skagen til Fyn og København om en bondebefolknings liv, udtrykt på deres eget sprog:

"De war e Awten fa bette Jywlawten – nej hold! – A lywwer – de wa sgi den Awten far ved indda, da wa Binnstoww te a Skwolmæjsters, ham Kræn Koustrup – I kinne ham wal?"

Jylland var ukendt og eksotisk for størstedelen af Blichers læsere, og der var en interesse og fascination af det fremmede, knyttet til de ukendte miljøer. Man taler ligefrem om "den jyske mode" i Blichers samtid. H.C. Andersen rammer oplevelsen af Jylland præcist i dette citat fra 1836:

"Jylland er dog den meest romantiske Deel af Danmark! Jeg har ret faaet Interesse for det Land, siden jeg læste Steen-Blichers Noveller. Jeg synes, det maa have meget tilfælles med de skotske Lavlande! og der er jo Zigeunere"

Blichers miljø og kulturbeskrivelser, herunder gengivelser af talesprog på dialekt, var meget nyt for læserene, og mange har sikkert haft svært ved at forstå dialekten.