Med opførelsen af det første Christiansborg Slot blev der brug for en bro, der førte direkte ind til slottet. Slottets bygherre, Christian 6., havde oprindeligt tænkt sig, at den af hensyn til skibstrafikken på kanalen skulle udformes som en vindebro. Men dette ønske var svært at forene med, at broen skulle danne en fornem optakt til slottet, og at den udover en bane til vogne også skulle have brede fortove. Slottet skulle jo rumme både hof og centraladministration foruden boliger til de fleste ansatte. Dertil kom, at det havde en aflægger i det kommende Prinsens Palæ, det nuværende Nationalmuseum, på den anden side af kanalen. Mange hundrede personer skulle altså dagligt over den nye bro, og de fleste til fods.
Frem for at gå videre med tanken om vindebroen, leverede Nicolai Eigtved i 1739 en tegning til en fast bro, som ind imod slottet endte i en gitterport mellem to pavilloner. Denne tegning blev accepteret og lagt til grund for arbejdet på den nye bro, der dog ikke blev helt så rigt udsmykket, som Eigtved havde foreslået. Broen blev funderet på et slyngværk af træ med cement og fik en kerne af mursten beklædt med sandsten. Dens opførelse blev forsinket af problemer med sandstensleverancerne og af økonomiske prioriteringer, og den stod først færdig i 1745. Herefter gik der endnu seks år, før porten mellem de to pavilloner kom til. Den synes ifølge ældre afbildninger at have været et pragtfuldt smedejernsarbejde. Men den blev allerede i 1830’erne nedtaget og solgt som gammelt jern.
Både det første og det andet Christiansborg gik op i luer i henholdsvis 1794 og 1884. Men Marmorbroen og det ridebaneanlæg med stalde og ridehus, som lå den nærmest, overlevede begge brande.
Broens vejbelægning og dens belysning er flere gange blevet udskiftet. Selve broen gennemgik i perioden 1970-1995 en stærkt tiltrængt restaurering under ledelse af arkitekt Erik Hansen (1927-2016) og med billedhuggerne Eric Erlandsen, Johan Galster og Povl Søndergaard til at tage sig af dens udsmykning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.