springvand og fontæner

Med springende vand udnytter man vandets bevægelse kunstnerisk, både visuelt og lydmæssigt. Teknisk kan vandet drives frem ved selvtryk, dvs. med vandets egen tyngdekraft, gennem forfinet hydraulisk ingeniørarbejde eller med mekaniske pumper.

Allerede i antikken kunne vandet via akvædukter bringes til højtliggende cisterner og dermed bibringe den nødvendige trykkraft som ved Hadrians Villa, 125-134 e.v.t. ved Tivoli øst for Rom.

Vandtrykket fra højereliggende søer, damme og vandløb blev benyttet i barokkens haveanlæg, fx i de oprindelige kaskader i Frederiksborg Slotshave og i Vaux-le-Vicomte, hvor et imponerende system af rør under jorden dannede grundlag for, at der kunne springe vand.

I antikkens Grækenland placerede man brønde på torve, i tempellunde eller over hellige kilder, og brønden kunne være placeret i et udsmykket brøndhus. Brønde havde en central plads midt i byen gennem middelalderen og helt frem til vor tid, som et sted man kunne hente vand og som vandingssted for husdyr.

I middelalderens vesteuropæiske klostergårde, i islamiske og mauriske bygnings- og haveanlæg er rindende eller springende vand en væsentlig bestanddel. Berømt er Løvebrønden i Alhambra i Spanien fra 1200-1300-tallet.

Hos romerne var der springende eller rislende vand i grotter og såkaldte nymphaea, der var en helligdom for vandgudinderne. I de italienske renæssance- og barokhaver kunne sådanne særlige rum eller en større niche være udsmykket med mosaikker, skulpturer, vand og grønne vækster.

Springvand havde en storhedstid i renæssancen og barokken, hvor vandets mangfoldige muligheder blev udnyttet ikke alene i haverne, men også på byens torve og pladser. Midt på Frederiksborg Slots gårdsplads blev i 1622 opstillet et bronzespringvand med figurer, Neptunfontænen, hvor en rekonstruktion efter figurernes bortførelse blev opsat 1888.

Den italienske renæssancehave ved Villa d'Este i Tivoli, fra 1564-1572, er med sine hundredvis af springvand, fontæner, kaskader og vandorgler et usædvanligt imponerende eksempel på, hvordan vand og dets brusende, plaskende, rislende lyde blev brugt til at berige en have. Blandt barokkens stramt udformede pragtanlæg kan fremhæves Versailles ved Paris fra ca. 1660.

I Norden har det koldere klima betydet færre springvand. Caritasbrønden på Gammeltorv er Københavns ældste eksisterende springvand og fredet.

Perioden fra sidst i 1800-tallet og nogle årtier frem blev rig på springvand, og der blev lagt vægt på en udformning med skulpturer. Det var ikke bare springvand i København som Storkespringvandet, 1894, Dragespringvandet på Rådhuspladsen, 1904-1923, Gefionspringvandet, 1908, og Springbrønden på Vandkunsten, 1910, men også en række springvand rundt om i landet. Bl.a. Egernbrønden på Nytorv i Viborg, 1914, Skt. Catharinae Brønden i Ribe, 1929, Havfruespringvandet i Svendborg, 1929, og Bjørnebrønden på Nykøbing Falster Torv, 1936.

Helt specielt er Niels Hansen Jacobsens Troldespringvandet fra 1923 ved Vejen Kunstmuseum, hvor brandvarmt vand fra byens elværk skulle afkøles. Som noget ganske enestående i Norden fungerede springvandet derfor ikke alene i sommerhalvåret, men også om vinteren. Det kunne opleves dampende i kulde eller overiset i frost. Niels Hansen Jacobsen kaldte det vinterpels.

Fra Oslo kendes Gustavs Vigelands springvand i Vigelandsparken; det blev tegnet først i 1900-tallet, men først indviet 1947. Ved Millesgården i Stockholm skabte kunstnerparret Olga og Carl Milles først i 1900-tallet en række haverum, hvor vandstråler springer fra skulpturer og bassiner.

Bevægelige skulpturer kombineret med vand kendes fra italienske renæssancehaver, bl.a. den berømte have Pratolino nordøst for Firenze. Sidst i 1500-tallet var der både såkaldte automata (mekaniske springvand) og giochi d’acqua (vandlege) i den store have – nogle gange i kombination med lyde. Sådanne konstruktioner er dog allerede beskrevet i arabisk litteratur om haver fra 1200-tallet.

Kunstnerparret Jean Tinguely og Niki de Saint-Phalle har udført flere springvand, hvor bevægelige skulpturer indgår, fx i Paradiset, 1966 på Skeppsholmen i Stockholm og Stravinsky-fontænen, 1983 ved Pompidoucentret i Paris.

Siden 1990’erne er der – især med inspiration fra Lyon – i mange nye byrum skabt springvand, hvor enkelte vandstråler springer op fra belægningen, fx på Sankt Hans Torv, 1993, i København og i Frederiksbergs nye byrum, 2005.

Sankt Hans Torv blev udformet af Sven-Ingvar Anderssons tegnestue. Seks gader løber sammen mod torvet, hvis granitbelægning skråner svagt ned mod Jørgen Haugen Sørensens store skulptur Huset der regner, og i forsænkningen her springer syv enkle vandstråler op.

• have- og landskabsarkitektur
• have- og landskabsarkitektur i Danmark

• Caritasbrønden