Spodumen, (af gr. spodoumenos, præs.part. af spodousthai 'blive brændt til aske', afledn. af spodos 'træaske' sigtende til mineralets farve ved iltning), lithium-aluminium-silikat, hvoraf flere varieteter anvendes som smykkesten. Hårdheden er 6,5-7, massefylden 3,2 g/cm3 og den kemiske sammensætning LiAlSi2O6. Spodumen krystalliserer monoklint og har kraftig spaltelighed i to retninger og afsondring (afbrækning) i en tredje. To af smykkestensvarieteterne har fået særlige varietetsnavne: kunzit og hiddenit, der begge fås fra pegmatitter. Kunzit er den vigtigste smykkestensvarietet og fremtræder rosa, men ændrer sig stærkt med betragtningsvinklen (pleokroisme) fra farveløs over violet til mørk violet. Den fås fra Californien, Madagaskar og Brasilien. Hiddenit er græsgrøn med et vist indhold af chrom. Den er også stærkt pleokroitisk fra blåliggrøn over smaragdgrøn til gulliggrøn og fås fra North Carolina, Brasilien og Madagaskar. Foruden kunzit og hiddenit anvendes lysegul og svagt grøn (uden chromindhold) spodumen som smykkesten under betegnelserne gul spodumen og grøn spodumen.
Det sker
Jonas Vingegaard
Jonas Vingegaard har netop vundet Giro d'Italia. Hermed bliver Vingegaard en af bare otte ryttere, der har vundet alle tre såkaldte Grand Tours. Vingegaard har tidligere vundet Tour de France i 2022 og 2023 og Vuelta a España i 2025.
Blå måne
Natten mellem søndag og mandag kan vi opleve fænomenet blå måne. Det indtræffer, når der er to fuldmåner inden for samme kalendermåned – eller når der er fire fuldmåner inden for samme astronomiske årstid.
Fødevarecheck
Omkring 500.000 børnefamilier med hjemmeboende børn vil i juni få udbetalt fødevarechecken. I maj har andre grupper på overførselsindkomster fået udbetalt checken.

Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.