close
BERJAYA
Fedthalespidsmusopossum opbygger som den eneste art i familien fedtdepot i halen, så den har noget ekstra at tære på om vinteren. Den lever i tempereret Nothofagus-regnskov i det sydlige Chile. Den findes fra havoverfladen på øen Chiloé til 1.135 meters højde på Osorno-vulkanen.

Spidsmusopossummer er en gruppe af små sydamerikanske pungdyr.

Faktaboks

Videnskabeligt navn

Paucituberculata (orden), Caenolestidae (familie)

Også kendt som

inkaspidsmus; shrew opossums (engelsk)

Slægtskab og arter

Spidsmusopossumerne placeres både i deres egen familie (Caenolestidae) og orden (Paucituberculata). Deres nærmeste slægtninge er opossummerne i ordenen Didelphimorphia.

Der findes følgende syv arter:

Dansk navn Videnskabeligt navn Engelsk navn
Gråbuget spidsmusopossum Caenolestes caniventer Grey-bellied shrew opossum
Cóndorspidsmusopossum Caenolestes condorensis Andean caenolestid
Sortbrun spidsmusopossum Caenolestes convelatus Blackish shrew opossum
Mørk spidsmusopossum Caenolestes fuliginosus Silky shrew opossum
Sangay-spidmusopossum Caenolestes sangay Sangay shrew-opossum
Inkaspidsmusopossum Lestoros inca Incan shrew opossum
Fedthalespidsmusopossum Rhyncholestes raphanurus Chilean caenolestid

Udseende

Spidsmusopossumer har en hoved-og-kropslængde på 9-15 cm og en vægt på 20-53 gram; til sammenligning vejer en husmus 12-24 gram. De har en lang spids snude, en forholdsvis lang hale, og hunnerne mangler pung.

Levested og levevis

Seks af arterne lever i Andesbjergene, hvor de forekommer i op til 4.300 meters højde. De findes ofte i fugtig tempereret skov med rigeligt med mosser og bregner, men også i alpint páramo-græsland.

De lever nede på jorden. Føden består af en blanding af hvirvelløse dyr (især insekter og andre leddyr samt ledorme), frugt, svampe og små hvirveldyr.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig