iskæmi

Forsnævring af arterier skyldes næsten altid åreforkalkning. Dette er en betændelsessygdom med fedtaflejring inderst i arterievæggen, som fører til, at den normalt tynde indre hinde (intima) i arterien bliver tykkere. Dermed reduceres arteriens diameter, og der bliver mindre plads til blodet. På denne måde opstår der iskæmi.

Åreforkalkning opstår oftest på steder, hvor arterierne deler sig. Man antager, at turbulens på delingssteder disponerer for skader i intima med efterfølgende betændelse. Rygning, højt blodtryk, højt fedtindhold (hyperkolesterolæmi) eller ugunstig sammensætning af fedtholdige molekyler i blodet, arvelige faktorer og inaktivitet bidrager til sygdomsudviklingen. Alder er også en medvirkende faktor, da de fleste får åreforkalkning i større eller mindre grad, når de bliver ældre.

De mest almindelige steder at få åreforkalkning er i hjertets koronararterier, i halsarterierne, hvor indre og ydre arterie til hjernen deler sig, ved afgangssteder for arterierne til nyrerne og mave-tarm-kanalen, og hvor hovedpulsåren (aorta) deler sig til bækken- og lårarterier. Hvis en arterie forsnævres i så høj grad, at blodet ikke kommer videre, opstår infarkt. Dette kan ske i hjertet, hjernen, nyrerne, mave-tarm-kanalen og andre organer.

Iskæmi kan også opstå, hvis blodårerne trækker sig sammen, især hvis personen også har anæmi. Organer kan blive mere udsatte for skade ved en kombination af lav blodforsyning og lavt iltindhold. Et eksempel på dette er personer, der har hjertekrampe (angina pectoris). De har øget risiko for hjerteinfarkt, hvis de samtidig har anæmi.

Betændelsen knyttet til åreforkalkning kan føre til, at der udfældes kalk (calcium), som danner såkaldte plak (fra fransk plaques, 'plet'), der gør arterien stivere. Sådanne plak kan være synlige ved radiologiske undersøgelser. Plak kan over tid øges i størrelse og give forsnævring i blodåren og begrænse blodgennemstrømningen. Plak kan også briste, hvilket kan føre til blodlevring (trombe) og aflukning af blodkaret. Dele af plakket eller tromben kan løsne sig og føres videre med blodstrømmen til mindre arterier. Dette kaldes embolus. Hvis flere dele løsner, kaldes de embolier. Hvis en embolus sætter sig fast i en arterie, vil der som oftest opstå infarkt i den del af organet, som arterien forsyner. Dette kan ske i hjernen, nyrerne, tarmen og andre organer.

Atrieflimren, aneurisme på venstre hjertekammer og mekanisk hjerteklap er tilstande, der giver øget risiko for blodlevring og er en anden vigtig kilde til embolus.

Ved diabetes kan der opstå en variant af åreforkalkning, som også giver iskæmi. I modsætning til ved den øvrige åreforkalkning sker forandringerne hovedsageligt i de mindste arterier og der, hvor disse går over i kapillærer i arteriolerne. Disse meget små blodårer får ofte en diffust fortykket væg, hvor en type sukkermolekyler har aflejret sig. Det vides ikke præcist, hvordan dette sker, men personer med dårligt reguleret diabetes og højt blodsukkerniveau er mere udsatte for sådan skade. De organer, der normalt bliver mest skadet, er øjnene (nethinden) og nyrerne.

Hvis man klemmer en arterie af, vil der ret hurtigt opstå iskæmi i de organer eller kropsdele, arterien forsyner. Dette kan gøres kortvarigt i forbindelse med operationer og for at standse blødninger. Afklemningen må ikke foregå så længe, at der kan opstå infarkt.

Hjertekrampe og hjerteinfarkt er grader af samme sygdom. Hjertekrampe skyldes iskæmi i hjertemusklen, og hvis den ikke behandles eller går tilbage af sig selv inden for en vis tid (normalt 30 minutter), vil der udvikle sig hjerteinfarkt i det iskæmiske område.

Symptomerne ved hjertekrampe/hjerteinfarkt er meget stærke brystsmerter, ofte med udstråling til halsen eller venstre arm, kvalme og nogle gange kuldefornemmelse. Symptomerne kan variere, også mellem kvinder og mænd. Sygdommen skyldes næsten altid åreforkalkning i hjertets koronararterier.

Hjerneslag skyldes oftere blodprop end blødning. Omtrent en tredjedel af alle hjerneslag skyldes blodpropper, der er løsnet fra plak eller levret blod i halsarterierne. Blodpropperne forårsager iskæmi i det område, som den tilstoppede arterie forsyner, og det udvikler sig temmelig hurtigt til infarkt, hvis blodproppen ikke opløses.

Transitoriske iskæmiske anfald (TIA) kan være forløbere til hjerneslag og antages at skyldes forbigående iskæmi i enkelte områder af hjernen. De kan vise sig som forbigående følelse af at miste synet, miste kraft i armen eller vanskeligheder med at sige det, man ønsker.

Symptomgivende kronisk tarmiskæmi giver mavesmerter, spisevægring og vægttab, men der er sjældnere smerter, når man ikke indtager mad. Diagnosen kan være vanskelig at stille, da mavesmerter kan have mange årsager. Akut iskæmi opstår, når cirkulationen i tarmen bliver så dårlig, at der bliver infarkt i tarmen. Årsagen til iskæmien kan være åreforkalkning i arterierne, der fører til tarmen, men den kan også opstå akut, hvis et plak eller del af levret blod i aorta har løsnet sig og sat sig fast ved et delingssted (embolus). Akut tarmiskæmi er meget smertefuldt og er en livstruende tilstand, der kræver hurtig behandling.

Lungerne er mindre udsatte for irreversibel skade end mange andre organer, fordi de også har blodforsyning via bronkierne. Derfor opstår der sjældent iskæmi i lungerne.

Det, der oftest forårsager reduceret blodgennemstrømning i lungerne, er løsnede trombedele fra andre større vener, som kan nå lungerne via hjertets højre halvdel. Når disse er store og tilstopper de store lungearterier (lungeemboli), opstår en akut alvorlig iskæmi, der er dødelig.

Tromber kan også opstå lokalt i lungerne, men dette er langt sjældnere. Åreforkalkning i lungerne er også sjælden og skyldes som oftest øget tryk i lungekredsløbet.

Ekstremiteterne, især benene, kan også rammes af iskæmi. Den folkelige betegnelse er "rygerben", mens danskerne ofte kalder det "vindueskiggersyndrom" om personer, der har iskæmi i benene og som har behov for at stoppe op med jævne mellemrum for at mindske behovet for ilt. Iskæmien giver smerter, der kommer ved anstrengelse som gang, og går over, når man stopper, fordi iltbehovet da reduceres. Hvis blodforsyningen til benene bliver meget nedsat, vil man også kunne have smerter i hvile eller udvikle sår eller koldbrand på fødderne.

Andre organer, der kan rammes af iskæmi, er nyrerne og milten. Det er ukendt, om iskæmi i disse organer, som ikke er alvorlig nok til at give infarkt, giver symptomer. Infarkt kan give smerter også fra disse organer.

Alle med erkendt symptomgivende åreforkalkning vil blive anbefalet at bruge kolesterolsænkende medicin og en blodpladehæmmer. Disse lægemidler hæmmer kolesterolproduktionen og reducerer risikoen for blodprop ved at påvirke blodpladerne, men de har også en betydelig betændelsesdæmpende effekt. Åreforkalkning anses i dag som en betændelsestilstand. Formålet med behandlingen er at forhindre videre udvikling af åreforkalkning og reducere risikoen for nye hændelser, som blandt andet hjerteinfarkt og -slag. Sygdomme som diabetes og højt blodtryk øger risikoen for åreforkalkning og behandles. Det samme gælder livsstilsfaktorer som rygning, overvægt og inaktivitet.

Atrieflimren og aneurisme på venstre hovedkammer øger risikoen for embolus, og ofte vil der være grund til at give antikoagulationsbehandling for at forhindre, at blodet levrer sig i hjertekamrene. Hvis man har fået indsat en mekanisk hjerteklap, vil der altid være behov for antikoagulationsbehandling.

For at forbedre cirkulationen i den ramte blodåre er der hovedsageligt tre muligheder:

1. Gennem en adgang i lysken kan man via et kateter udvide eller genåbne en forsnævret eller aflukket blodåre ved at blokere den ud (PTA), med eller uden tilføjelse af stentbehandling.
2. Åbne selve blodåren og rense forandringerne ud (trombendarterektomi) eller lave en bypass-operation for at lede blodet forbi området med forsnævret eller aflukket blodåre.
3. Embolus kan fjernes ved hjælp af et Fogarty-kateter og/eller trombolyse. Ved trombolyse gives der via et kateter fibrinolytisk behandling direkte ind i den ramte blodåre for at opløse embolusen.