diagnostik

Diagnostik er at forsøge at finde ud af hvem, der er syge, og hvem, der ikke er syge. Diagnostik handler dermed om at identificere og klassificere symptomer, lidelser, sygdomme, afvigelser, abnormiteter, risikofaktorer eller andre tilstande, som har fælles kendetegn. Diagnostik udføres fx af læger og ud fra en medicinsk forståelse af, hvad sygdom er og ikke er. Korrekt diagnostik er en forudsætning for en korrekt behandling og for vurdering af udviklingen af og prognosen for sygdommen.

Faktaboks

Etymologi: Ordet diagnostik kommer af græsk diagnose 'bedømmelse, sondring' og endelsen -ik 'fag, videnskab, kunst'.

Diagnostisk proces

For at opnå en høj præcision i diagnostik anvendes patientens sygehistorie. Med sygehistorien kan der fx opnås en forståelse for patientens frygt, bekymringer, forestillinger om sygdom og forventninger. Dernæst skal patientens symptomer og evt. funktionsnedsættelse kortlægges, og lægen udfører en klinisk undersøgelse og/eller et klinisk interview, der er tilpasset den konkrete sygehistorie.

Når patienter opsøger deres praktiserende læge med et nyt problem, så er de fleste af de symptomer, sygdomme og/eller lidelser de har, noget som går over af sig selv. Og hovedparten af disse symptomer, sygdomme og lidelser, kræver ikke andre undersøgelser. Her er en fælles forståelse mellem læge og patient af patientens syghistorie og en klinisk undersøgelse og/eller et klinisk interview tilstrækkeligt til at opnå en høj præcision i diagnostikken.

Yderligere undersøgelser

BERJAYA — Patientens sygehistorie anvendes for at opnå en høj præcision i diagnostikken. Et mindretal af patienterne skal undersøges yderligere, fx med blodprøver eller andre undersøgelser.

Blodprøveglas (2019)

Af Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

Hos et mindretal af patienterne, som opsøger deres praktiserende læge, kræver det at patienterne undersøges yderligere, for at opnå en høj præcision i diagnostikken. Her kan det være relevant at patienten får taget én eller flere blodprøver, og/eller bliver undersøgt ved brug af instrumenter som blodtryksapparat, stetoskop og ultralydsapparat.

Hvis billede af, hvad der kan være galt med patienten er mindre klart, måske er der ligefrem ikke sammenhæng mellem kliniske fund og sygehistorien, så kan det være nødvendigt at fortsætte med flere undersøgelser, fx blodprøver, billeddiagnostik (for eksempel røntgenundersøgelse, CT-scanning, MR-scanning, PET-scanning) og andre specialundersøgelser (for eksempel lungefunktionsundersøgelse, EKG, EEG) for enten at udelukke andre mulige diagnoser (differentialdiagnoser) eller for at stille en korrekt diagnose.

Sammenhæng mellem krop og sind

Overordnet tænkes den diagnostiske proces ofte som enten noget, der er psykisk betinget eller noget, der har en fysisk årsag. Men da krop (soma) og sind (psyke) hænger sammen, er dette meget sjældent sort og hvidt. Inden for diagnostik tales der derfor også om psykosomatiske tilstande eller lidelser, og generelt er det sådan, at en psykisk lidelse også giver en kropslig, fysisk påvirkning, og af en somatisk lidelse også påvirker den menneskelige psyke.

Underdiagnostik og overdiagnostik

Ud over risikoen for falske svar, så er der også ved enhver diagnostik en risiko for at underdiagnosticere og overdiagnosticere.

Overdiagnosticering

Som læge, eller anden sundhedsprofessionel, handler det i høj grad om at sikre sig, at de raske personer forbliver raske, så man undgår overdiagnostik. Så derfor skal raske personer ikke udsættes for en klinisk undersøgelse, et klinisk interview, blodprøver, billeddiagnostiske undersøgelse eller andre medicinske undersøgelse, som der ikke er lægefaglig indikation for. Risikoen for overdiagnostik stiger nemlig jo flere test, undersøgelser og prøver, som en rask person udsættes for.

Underdiagnosticering

Samtidig er det et grundvilkår for læger, uanset hvor de dygtige de er til at diagnosticere, at de meget sjældent har en patient, med langvarige symptomer og funktionsnedsættelse, som forbliver underdiagnosticeret i uger, måneder eller ligefrem år. Det skyldes, at uanset hvor mange test, undersøgelser eller prøver en patient gennemgår, så er det ikke altid muligt at konstatere, at der noget galt i personens krop eller sind.

Ofte sker der det, hos sådanne underdiagnosticerede patienterne, at efter nogle uger, måneder eller år, så viser fx et blodprøvesvar pludselig, at der er noget galt, som er forenelig med patientens sygehistorie. Så her er det biologien, der spiller ind og forsinker den korrekte diagnose og ikke en dårlig læge, hvilket det dog kan tolkes som for patienten.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Diagnostik

John Brandt Brodersen

Professor, speciallæge i almen medicin, ph.d., Norges arktiske universitet