Designerhunde er planlagte blandinger af racehunde, der bliver avlet for at opnå bestemte, ønskede egenskaber hos afkommet. Mange af designerhundene har puddel som den ene race.
Faktaboks
- Også kendt som
-
designerracer eller doodles, som især bruges, når der indgår pudler (poodles) i blandingen.
Der findes ca. 400 hunderacer på verdensplan, men indenfor de senere år er en ny hundetype, der går under betegnelsen designerhunde, blevet populær. Design kendes fra mange forskellige professioner såsom industrielt design, møbeldesign og tøjdesign og beskriver en proces, hvor noget bliver skabt eller formgivet med fokus på såvel udseende som funktionelle egenskaber ved produktet.
Dette er også den grundlæggende idé med designerhunde, hvor opdrætteren nøje udvælger de racer, der skal blandes, for at opnå afkom med et bestemt udseende og som er i besiddelse af nogle ønskede egenskaber. De ydre, fysiske træk kan være en bestemt pelstype eller hovedform, og de egenskaber, der ofte anprises i annoncer for designerhunde, er fx allergivenlighed eller generel sundhed.

Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.