K-vitamin

K-vitamin blev opdaget af den danske biokemiker Henrik Dam, som påviste blødninger under huden hos kyllinger fodret med K-vitaminfattig kost. Ved tilførsel af et fedtopløseligt stof fra grønne blade kunne han forebygge blødningerne hos kyllingerne. Senere isolerede Henrik Dam, sammen med Edward Adelbert Doisy, det fedtopløselige stof, som blev til K-vitamin. K står for koagulation.

K-vitamin er egentlig et fællesnavn for tre grupper fedtopløselige forbindelser:

• fyllokinonderivater (K₁-vitamin), som findes i grønne planter
• menakinonderivater (K₂-vitamin), som dannes af mange mikroorganismer, blandt andet bakterier i tarmen
• Menadion (K₃-vitamin), som fremstilles kunstigt og bruges som kosttilskud

Alle tre grupper har samme virkning, og animalsk væv kan indeholde alle tre typer af K-vitamin, selvom lagrene først og fremmest består af K₁-vitamin og K₂-vitamin.

K-vitamin fungerer som en kofaktor for karboksylering ved aktivering af flere koagulationsfaktorer i leveren, herunder protrombin (faktor II) såvel som faktor VII, IX og X. Desuden spiller vitaminet en rolle ved aktivering af proteiner, der regulere knoglemineralisering (osteocalcin, matrix GLA protein). K-vitamin modvirker derudover forkalkning af blodkar.

Der findes flere stoffer, som hæmmer virkningen af K-vitamin. Antikoagulationsmidlet dikumarol virker ved at hæmme karboksyleringen. Warfarin er også et antikoagulationsmiddel, og bruges blandt andet som blodfortyndende medicin. Høje doser af forskellige typer antikoagulationsmidler bruges i muse- og rottegift, som resulterer i, at skadedyrene dør af indre blødninger.

Brug af antibiotika kan reducere indtaget af K-vitamin, fordi tarmens bakterieflora hæmmes. Nedsat optagelse af fødemidler fra tarmen (malabsorptionssygdomme) kan også føre til K-vitaminmangel. Derudover kan enkelte blodfortyndende typer medicin virke hæmmende på K-vitaminfunktionen.

Grønne bladgrøntsager har en højt indhold af K₁-vitamin, mens K₂-vitamin findes i mindre mængder i kød, æg og visse oste. Fermenteret soja, som det japanske Natto, indeholder meget høje mængder af K₂-vitamin.

K-vitamin i form af K₂-vitamin produceres af bakterier, både i tarmen hos mennesker og andre pattedyr og ved fermentering af fødevarer. Tidligere troede man, at produktionen af K-vitamin i tarmen var nok til at forsyne os med tilstrækkelige mængder, men det ser ikke ud til at være sandt.

Eftersom modermælk indeholder begrænsede mængder af K-vitamin, og da tarmen er næsten steril ved fødslen, gives nyfødte rutinemæssigt en indsprøjtning med K-vitamin lige efter fødslen.

Det daglige behov for K-vitamin hos voksne er ca. 1 mikrogram pr. kg legemsvægt. Behovet er baseret på at sikre normal koagulation. Der er dog flere forskere, der mener, at der skal et langt højere indtag til, for at sikre optimal funktion af de proteiner, der er involveret i knoglemineralisering og forebyggelse af forkalkning af blodkar. Flere lande, herunder Japan og Canada, anvender meget høje doser (45 mg/dag) af K₂-vitamin i behandlingen af knogleskørhed.

K-vitaminmangel kan føre til øget blødningstendens. Det er årsagen til den rutinemæssige indsprøjtning med K-vitamin til nyfødte. Voksne udvikler normalt ikke K-vitaminmangel, som kun ses ved sygdomstilstande, hvor optagelsen fra tarmen er mangelfuld. K-vitaminmangel ses også ved behandling med lægemidler, der hæmmer dannelsen af koagulationsfaktorer.

Der er ikke beskrevet forgiftninger med K-vitamin. Dog skal personer, der indtager blodfortyndende midler som dikumarol og warfarin, undgå at tage tilskud med K-vitamin, da disse ellers vil kunne neutralisere virkningen af den blodfortyndende medicin.

• vitaminer
• vitaminmangelsygdomme
• vitaminer – historie