Hilda Hilst var en brasiliansk digter og forfatter, der anses for at være en af 1900-tallets vigtigste kvindelige lyrikere på portugisisk. Hendes forfatterskab spænder fra lyrisk poesi over drama, kronikker og eksperimentel prosa. Poesien tematiserer især den feminine sensualitet og erotisme, men udtrykker også en stærk teologisk interesse.
Hilda Hilst udgav sin første digtsamling Preságio (kan oversættes til 'Omen') i 1950, og i 1970 udkom den første samling af fortællinger Fluxo-Floema. I 1960'erne skrev hun en række teaterstykker, og hendes stærkt dialogiske prosa er blevet genstand for mange dramatiserede opsætninger. I hendes prosa blandes de traditionelle genrer og temaer fra det lærde til det populære. Gennemgående er henvisningen til det obskøne og det erotiske ofte i et sort humoristisk eller eskatologisk lys, men også vanviddet, døden og det mystiske.

Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.