Gilberto Freyre

Freyre kom fra en rig familie blandt Pernambucos magtelite. Mellem 1918 og 1922 studerede han i USA, blandt andet antropologi på Columbia Universitet i New York vejledt af Franz Boas, hvis insisteren på det kulturelle aspekt fremfor betydningen af race og klima var grundlaget for Freyres fremstilling af den afrikanske kulturs afgørende indflydelse på det brasilianske samfund.

I 1926 organiserede Gilberto Freyre den første regionalistiske kongres, hvis manifest betonede traditionens historiske arv som nøgle til forståelse og udvikling og tog afstand fra São Paulo-modernisternes krav om et radikalt brud med fortiden.

Freyre bragte den historiske antropologi til Brasilien især med analyser af kolonitiden og Brasiliens udvikling efter republikken. Hans hovedværk var Casa-Grande & Senzala (1933, 'Herrehus og slavehytte'), der var første del af en stort anlagt "Introduktion til det patriarkalske samfunds historie i Brasilien". Her gav han en i form og metode skelsættende fremstilling af, hvordan sukkerplantagen, der baserede sig på slavearbejde og monokultur, udgjorde kernen i den portugisiske kolonisering og med sin aristokratiske organisationsform og udbredte raceblanding kom til grundlæggende at præge det brasilianske samfund.

I Sobrados e Mucambos (1936, 'Byhuse og Skure') beskrev Freyre, hvordan det patriarkalske landbrugssamfund ændrede sig som følge af den tiltagende europæiske indflydelse efter Dom João VI's ankomst i 1808 med hele det portugisiske hof. De slavegjortes hytter blev fjernet fra herregården, og i bymiljøet dukkede der toetagers huse op (sobrados), beboet af den velhavende befolkning, i modsætning til de fattiges skure, der med en bantu-term blev kaldt mucambos og senere favelas. Først i 1959 blev den stort anlagte trilogi gjort færdig med udgivelsen af Ordem e Progresso (1959, 'Orden og Fremskridt'), der beskrev Brasiliens overgang fra kejserrige (1822-89) til republik (Efter 1889).

I stedet for at følge den i datidens sociologi dominerende racemæssige determinisme, insisterede Freyre på at analysere økonomiske og sociale faktorer, især hvorledes strukturelle forskelle manifesterede sig kulturelt i dagligdagen, i personlige og familiære relationer. Freyre inddrog beskrivelser af arkitektoniske karakteristika, fakta om seksuallivet og kulinariske præferencer til at vise, hvorledes de bagvedliggende magtstrukturer blev oplevet i herrernes og de slavegjortes daglige samvær.

Gilberto Freyre forstod det brasilianske samfund som et resultat af mødet mellem de oprindelige folk, de slavegjorte afrikanere og de portugisiske koloniherrer. Fra disse tre kilder så han en ny civilisation udspringe, som han kaldte luso-tropicalismen. For Freyre var portugiserne bedre tilpassede i det tropiske end andre europæiske kolonimagter på grund af deres tidlige møde og omgang med arabisk og jødisk kultur. I stedet for at opretholde den strikse adskillelse mellem racerne blandede portugiserne sig i Brasilien med både afrikanske og oprindelige folk, og raceblandingen var et centralt punkt i Freyres definition af den brasilianske kultur. Ideen om en særlig portugisisk civilisation i troperne blev godt modtaget af den portugisiske diktator Salazar, og i 1960'erne blev Freyre udlagt og kritiseret for indirekte at forsvare den portugisiske kolonialisme. På samme måde er hans beskrivelse af de affektive forhold mellem racerne i kolonitidens familiestruktur ofte blevet kritiseret for ikke at lægge tilstrækkelig afstand til den underliggende vold.

• Brasiliens litteratur
• Brasiliens historie