Konkurrenceret
Konkurrenceret, også kaldet konkurrencelovgivning eller, i amerikansk sammenhæng, antitrustlovgivning (af engelsk: antitrust), er den juridiske disciplin, der regulerer konkurrencen mellem virksomheder. Den udgør en gren af erhvervsretten og har til formål at sikre fair og lige konkurrence samt at modvirke monopoler og andre former for konkurrencebegrænsende magtkoncentration.[1]
Historie
[redigér | rediger kildetekst]I moderne tid blev konkurrenceretten formaliseret i det 19. århundrede[2], især i USA, hvor begrebet opstod i forbindelse med de store monopoldannelser på transportområdet, navnlig jernbanerne. Antitrustlovgivningen betegner de love, der omkring 1900 blev gennemført i USA for at begrænse trusternes, det vil sige virksomheder med monopolagtig status, magt. Trusterne fik deres store gennembrud, efter at John D. Rockefeller i 1882 havde samlet en række olieselskaber i Standard Oil Company. Selv om trusterne muliggjorde betydelige rationaliseringer, vakte deres hårdhændede metoder og ledernes meget store indtægter stærk offentlig kritik. Dette førte i 1890 til vedtagelsen af Sherman Anti-Trust Act, der havde til formål at gøre monopoler ulovlige.[3]
Loven blev imidlertid først for alvor anvendt under præsident Theodore Roosevelt fra 1901, da Standard Oil Company blev opsplittet i en række mindre selskaber. Sådanne såkaldte trust-busting-retssager har siden i et vist omfang holdt tendensen til monopoldannelse i ave i USA. Som et nyere eksempel nævnes sagen mod Microsoft, der efter foreløbige domfældelser i 1998 og 2000 endte med et forlig i 2002, som i vidt omfang var til IT-koncernens fordel.[3]
Formål
[redigér | rediger kildetekst]Formålet med konkurrenceret er at sikre, at virksomheder konkurrerer på lige vilkår.[1] Dette opnås ved at forhindre praksis, der begrænser konkurrencen, såsom karteldannelse, misbrug af dominerende stilling og ulovlig fusion.[4]
Anvendelse
[redigér | rediger kildetekst]Konkurrenceretten anvendes på en række områder, herunder:
- Karteldannelse: Konkurrenceretten forbyder virksomheder at indgå aftaler, der begrænser konkurrencen, såsom prisaftaler eller markedsdelingsaftaler; karteller udgør de alvorligste konkurrencebegrænsninger.[5]
- Misbrug af dominerende stilling: Virksomheder, der har en dominerende stilling på markedet, må ikke misbruge denne stilling til at begrænse konkurrencen.[6]
- Fusioner og opkøb: Konkurrenceret regulerer fusioner og opkøb for at forhindre, at de skaber en dominerende stilling, der kan begrænse konkurrencen.[7]
Meget konkurrenceret er reguleret af EU's retskater.[8]
Konkurrenceret i Danmark
[redigér | rediger kildetekst]I Danmark er konkurrenceretten reguleret af konkurrenceloven og markedsføringsloven.[9] Konkurrenceloven håndhæves af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen;[10] loven indeholder regler om forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler, misbrug af dominerende stilling og kontrol med fusioner og opkøb.[11]
Videre læsning
[redigér | rediger kildetekst]Kardo Filip Georgiev (2012): Kompendium i Konkurrence- og Markedsføringsret. Aspiri. ISBN 978-87-92678-26-3
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- 1 2 side 38 i Offentlige aktiviteter på kommercielle markeder Maj 2016 Konkurrencerådet på ft.dk
- ↑ "antitrustlovgivning". Den Store Danske (lex.dk online udgave).
- 1 2 Sørensen, Nils Arne (2016). "Antitrust-lovgivningen". I Jensen, Grethe (red.). Gads Historieleksikon (5. udgave). Gads Forlag. s. 27. ISBN 9788712054399. OCLC 957388478.
- ↑ side 20 i Vejledning om konkurrenceloven - Vejledning om forbuddene mod konkurrencebegrænsende aftaler og misbrug af dominerende stilling 2019 på kfst.dk
- ↑ side 9 i Vejledning om konkurrenceloven - Vejledning om forbuddene mod konkurrencebegrænsende aftaler og misbrug af dominerende stilling 2019 på kfst.dk
- ↑ Artikel 102 EUF: Forbud mod misbrug af dominerende stilling på eu.dk/da
- ↑ Fusionskontrol på kfst.dk
- ↑ Konkurrencereglerne i EU på europa.eu
- ↑ "konkurrenceret". Den Store Danske (lex.dk online udgave).
- ↑ "Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen". Den Store Danske (lex.dk online udgave).
- ↑ konkurrenceloven (Lovbekendtgørerelse nr. 360 af 04. marts 2021) på retsinformation.dk
| Spire Denne juraartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
