Nunavut

Nunavut omfatter 1.932.260 km² landareal og 160.930 km² vandområder i de nordøstlige, arktiske og subarktiske dele Canada. Territoriet udgør 21 procent af landets samlede areal. Foruden dele af det canadiske fastland, omfatter territoriet også størstedelen af det arktiske øhav. Her hersker midnatssolen i sommermånederne og polarnatten i vintermånederne.

De østligste dele består af et bjergområde og kystlinjer med dybe fjorde, mens de centrale og vestlige dele har relativt begrænsede højdeforskelle. Der er fundet betydelige mineralforekomster i territoriet, herunder zink, bly og sølv, men udnyttelsen hæmmes af de ekstreme naturforhold og de høje transportomkostninger. Der findes nemlig ingen veje, som forbinder Nunavut med resten af Canada, og territoriets lokalsamfund er heller ikke indbyrdes forbundet med vejnet. Derfor ankommer forsyninger til Nunavut primært med fly eller skib.

Størstedelen af området består af tundra, som er bundet af permafrost. Der opleves dog accelererende klimaforandringer, som optør permafrosten, øger kysterosionen og svækker fundamenter for bygninger og veje. I Nunavut viser klimaforandringerne sig også ved svindende hav- og landis, samt tilbagetrækning af gletsjere. Forandringerne truer vildtbestanden af blandet andet sæler, hvalrosser, rensdyr og isbjørne – og dermed traditionel fangst, som den har været praktiseret af inuit gennem århundreder.

Nunavuts befolkning (nunavummiut) udgør i 2026 blot 0,1% af Canadas samlede befolkning og er landets yngste; omkring 30 procent af nunavummiut er under 14 år.

Der er fire officielle sprog i Nunavut: Inuktitut, inuinnaqtun (en dialekt af inuktitut), engelsk og fransk. Inuktitut er modersmål for 53 procent af befolkningen (2021), mens omkring 70 procent kan tale sproget. Administrationen er dog stadig afhængig af tilkaldt arbejdskraft, hvilket betyder, at engelsk anvendes dagligt overalt i territoriet. Man forsøger fra lokalregeringens side at beskytte og revitalisere inuktitut og stræber mod at gøre sproget til det primære i forvaltningen, uddannelsessystemet og andre offentlige tjenester.

Ifølge folketællingen fra 2021 identificerede 30.865 personer i Nunavut sig som inuk, svarende til 84 procent af befolkningen. Efter inuitterne var de hyppigst angivne etniske baggrunde skotsk (5,7 procent), irsk (4,3 procent) og engelsk (3,8 procent).

Selv om inuitternes livsform ændrede sig markant gennem det 20. århundrede, står traditionelle værdier og kulturelle praksisser fortsat relativt stærkt blandt Nunavuts befolkning. Inuit Qaujimajatuqangit (traditionel inuitisk viden) udgør stadig en væsentlig del af både det kulturelle og det politiske liv, og inuitisk musik og filmproduktion har både et stort lokalt og internationalt publikum.

Selvom mange nunavummiut dyrker vestlige sportsgrene som fodbold, ishockey, baseball og basketball, fastholdes også traditionelle inuitiske lege og konkurrencer såsom et-bens-højdespark, knuckle-hop og spring-over-kælk. Inuitter fra denne del af Canada har deltaget i Arctic Winter Games siden 1970 og siden 1999 som repræsentanter for Nunavut.

Råstofefterforskning og -udnyttelse af naturressourcer har udgjort grundlaget for Nunavuts økonomi. I årtierne efter Anden Verdenskrig oplevede territoriet en bølge af mineral- og olieefterforskning, som tog yderligere fart under oliekrisen i 1970’erne. Siden 1960’erne er økonomien blevet udvidet til også at omfatte kommercielt fiskeri og turisme. I de senere år er turismen med arktiske krydstogtskibe vokset betydeligt, og især friluftsoplevelser og inuitternes kulturarv tiltrækker besøgende.

Olieudvinding har kun sjældent vist sig rentabel, og Nunavut er fortsat afhængigt af importerede olieprodukter til transport og opvarmning m.m. Der er dog planer om et stort vandkraft-anlæg nær Iqaluit, som forventes at kunne producere mellem 15 og 30 megawatt strøm.

Historisk har der i Nunavut været udvinding af guld, bly, zink, nikkel, kobber, platin og diamanter, men minedrift har vist sig af være vanskelig på grund af de ekstreme driftsforhold og den mangelfulde infrastruktur. Nogle rentable miner er dog blevet åbnet i løbet af de seneste årtier; i 2026 var der to guldminer og en enkelt jernmine i fuld drift. Mineindustrien har potentiale til at skabe hundredvis af arbejdspladser for inuitter og tilføre territoriets regering betydelige royaltyindtægter, men giver også ofte anledning til miljømæssige bekymringer om forurening, tab af dyrehabitater samt forstyrrelser af traditionel levevis og fangstaktiviteter.

I 2026 var arbejdsløsheden i Nunavut på 13,8 procent, hvilket er det højeste niveau i Canada. Den høje arbejdsløshed hænger sammen med et relativt lavt uddannelsesniveau og et kompetencegab, som betyder, at avancerede moderne jobs i både det private og det offentlige, f.eks. i Nunavuts lokalregering, må besættes med tilkaldt arbejdskraft.

Nunavummiut oplever en række sundhedsmæssige udfordringer, som delvist hænger sammen med dårlige boligforhold samt begrænset adgang til sundhedsydelser. Der ses blandt andet høje forekomster af diabetes, fedme, tuberkulose, lungekræft og seksuelt overførte sygdomme. Desuden er selvmordsraten alarmerende høj (7 gange så høj som det canadiske gennemsnit).

Selvom mange lokalsamfund de sidste årtier har oplevet forbedringer inden for sundhed, uddannelse og beskæftigelse, er levestandarden fortsat relativt lav. Dette skyldes blandt andet den generelle boligmangel, meget høje fødevarepriser og lave indkomster.

For omkring 5.000 år siden begyndte de første mennesker at udforske de landområder og have, som i dag udgør Nunavut. Som led i en migrationsbølge, der begyndte i Sibirien, bevægede palæo-inuitterne fra Dorset-kulturerne sig i små grupper langs den arktiske kyst og nåede til sidst det nordøstlige Canada og Grønland. Med jagtteknikker og redskaber, der var tilpasset det udfordrende arktiske miljø, jagede de moskusokser, rensdyr og sæler med harpun, bue og pil, samt fiskede.

For godt 1.000 år siden begyndte endnu en migrationsbølge at bevæge sig fra Beringstrædet mod det østlige Arktis. Thule-kulturen, som disse nomadiske folk kaldes, udviklede yderligere avanceret teknologi til fangst og transport, herunder kajakken, umiaq’en (konebåden), harpuner, buer og pile, ulu’en (en særlig knivtype), tranlamper og snebriller, som gjorde det muligt effektivt at rejse over store afstande og overleve i det vanskelige klima. Gradvist pressede Thule-kulturen den teknologisk underlegne Dorset-kultur væk fra de bedste jagtområder og Dorset-befolkningen uddøde helt mellem år 1000 og 1500 e.v.t. Thule-kulturen udviklede sig til de inuitsamfund, der i dag bebor Nunavut og resten af Arktis, inklusive Grønland.

• Canada
• Inuit