Mont Ventoux

Nordsiden af Mont Ventoux er relativ stejl, mens sydsiden falder blødere. Denne asymmetri skyldes først og fremmest forskellige sedimenter og er forstærket af forkastninger og erosion. Nordsiden består af en blød kalksten, mens toppen udgøres af en meget kompakt kalksten, der fremstår som et ensartet stendække. Det er opstået på grund af virkningen af gentagen frost og tø, som har sprængt stenen i mindre stykker.

Mont Ventoux ligger i et middelhavsklima. Det betyder, at der er meget varmt om sommeren ved foden. Temperaturen falder med 0,6°C pr. 100 meters højde året rundt. Op mod toppen passerer man flere klimazoner, en tempereret på midten og en med fastlandsklima på toppen.

Vinden kan være meget voldsom, og mistralen blæser næsten halvdelen af året. På toppen blæser det to ud af tre dage. Der er tre hovedtyper af vind. Den mest dominerende er mistralen, der kommer fra nord. Sciroccoen er en sydlig vind, der kommer helt fra Sahara og medbringer regn. Begge disse vinde kan blive meget kraftige, og der er målt vindhastigheder på over 300 km/t. Den tredje vindtype er "ventourso" eller Ventoux-brisen. Denne kolde, tørre luft frisker om sommeren og kommer fra de sydlige alper. Fordi vinden betyder så meget i det daglige, findes der en række ordsprog om den.

Ud over vindene er det lokale klima påvirket af tre andre forhold: Nærheden til Middelhavet, bjergmassivets højde og asymmetrien med den stejle nordside og den fladere og længere sydside. Det har stor betydning for flora og fauna.

Solindfaldet er meget højt på sydsiden, som i gennemsnit får omkring 2.800 soltimer om året. På toppen er der færre, fordi her ofte er skyer og tåge. Bjergmassivet er også præget af store temperaturvariationer afhængigt af årstiden, og der kan komme tocifrede minusgrader.

Floraen er meget varieret. På toppen, der befinder sig i et ekstremt klima, finder man endda arktiske planter, som den lille behårede fjeldvalmue, der vokser i Sibirien og Grønland. På bjergsiderne er der cedertræer, fyrretræer, nøddetræer og egetræer, mange arter af blomster samt middelhavsplanter som timian, rosmarin, oliven og lavendel. Der er mange beskyttede arter, og nogle er meget sjældne og findes kun på Ventoux.

Blandt de større pattedyr finder man vildsvin, kronhjort, sikahjort, rådyr, gemse og korsikanske muflon, og mindre som hare, kanin, ræv og grævling. Ulven blev udryddet i midten af 1800-tallet, men den er vendt tilbage efter årtusindeskiftet.

Der findes over hundrede forskellige fuglearter, hvoraf nogle er sjældne, mens andre er mere almindelige som solsort, skovsneppe og stær.

Her findes også slanger, firben, tudser og padder. Der er to hugormearter samt andre slanger, fire arter af firben og otte arter af padder, herunder en yderst sjælen art, en spadefodstudse, der kun findes på Mont Ventoux.

Der er en rigdom af insekter og over 1400 sommerfuglearter, hvor fire arter kun findes på dette bjergmassiv.

I 1600-tallet begyndte man her at fremstille is ved at komprimere sne i hulrum. Isen skulle bruges om sommeren til både at fremstille sorbet og til konservering. Om vinteren drog mænd afsted på muldyr for at stable nysne op i på forhånd forberedte grøfter for derefter at tildække den med grene og blade.

Handlen med is, der var en lukrativ forretning, blev kontrolleret af pavelige legater, og isen blev solgt så langt væk som Avignon, Marseille og Montpellier. Der var selvfølgelig et stort tab under transporten, fx nåede kun 22 tons af de oprindelige 45 tons Montpellier i 1719, selvom transporterne foregik om natten. Det tog tre nætter at nå Montpellier. Ishandlen fortsatte indtil slutningen 1800-tallet, hvor det blev muligt at fremstille is industrielt.

Produktionen af trækul er en gammel aktivitet, der går tilbage til middelalderen og som i høj grad har bidraget til skovrydningen. For at producere trækul skulle der bygges en stabel træstammer eller kulovn, hvilket krævede mellem 10 og 50 tons træ. Stammerne blev anbragt omkring en skorsten og dækket med fugtig jord og løv. Forbrændingen blev styret af kulbrænderen ved, at han borede "udluftningshuller" i jordlaget. Efter et par dage var processen færdig. Fem tons træ gav på denne måde et ton trækul.

Denne rovdrift på skoven var helt tydelig i 1838. Her var ikke et eneste træ tilbage på bjerget mellem 500 og 1.000 meters højde, så kulbrænderne forlod området. Der er identificeret omkring 20 steder, som er blevet brugt til produktion af trækul.

Det var dog ikke kun kulbrænderne, der udnyttede skoven. I 1100-tallet brugte skibsværfterne i Toulon træerne til deres produktion. Udnyttelsen blev forværret efter den 1. januar 1250, da herremanden, le Barral des Baux, overførte det fulde ejerskab af bjerget til landsbybeboere i Bédoin, som var interesserede i så stor udnyttelse som muligt. Kun de utilgængelige områder på nordsiden havde stadig skov i 1800-tallet. Det rejste røster om genrejsning af skoven.

I 1858 fik borgmesteren i Bédoin med hjælp fra en statslig inspektør for vand og skove udarbejdet og vedtaget en plan for skovrejsning. Den blev vedtaget, fordi den indeholdt et forslag til at plante en stor mængde trøffelege. Mellem 1860 og 1890 lykkedes det at får dyrket så mange trøfler, at man kunne forsyne Carpentras-markedet og gøre den sorte Ventoux-trøffel kendt.

Man plantede også bøg, skovfyr og østrigsk sort fyr. En anden vigtig del af planen var genplantningen af cedertræerne, hvilket foregik 1862-1865. Denne skovrejsning blev fortsat ind i 1900-tallet.

I 1400-tallet besluttede biskoppen af Carpentras at bygge et kapel på toppen. Det blev hærget under religionskrigene og genopbygget i slutningen af 1600-tallet. Kapellet er svært tilgængeligt, så det blev et pilgrimssted for at opnå guddommelig beskyttelse mod det onde, bl.a. pesten i 1518. I midten af 1900-tallet blev kapellet forladt og raseret. Et moderne kapel blev indviet den 1. juli 1956. Hvert år, sankthansaften, afholdes her en messe, og der er bål på forpladsen.

I 1882 blev der etableret et nationalt meteorologisk observatorium på Mont Ventoux. Det fungerede til starten af 1. Verdenskrig. De meteorologiske observationer blev genoptaget i 1968, og udstyret fornyet i 2016. Hovedbygningen, der blev bygget i 1966, har et 42 meter højt tårn med en 20 meter lang antenne ovenpå.