Hannover er hovedstad i den tyske delstat Niedersachsen ved floden Leine. Byen har 522.700 indbyggere (2010). Som delstatshovedstad har Hannover mange administrative, økonomiske, videnskabelige og kulturelle institutioner, bl.a. Landestheater med operascene. Ud over Hannovers Universitet, som blev grundlagt 1879, er der i byen en række uddannelsesinstitutioner, bl.a. et akademi for musik og teater, et Max-Planck-Institut for eksperimentel endokrinologi og Fraunhofer-Institut for toksikologi. Der afholdes årligt store messer i Hannover; i 2000 var Hannover vært for verdensudstillingen EXPO 2000.
Byen ligger gunstigt i skæringspunktet mellem nord-syd- og øst-vest-gående jernbanelinjer og motorveje og har international lufthavn samt fire havne ved Mittellandkanalen. Den har mange forskellige industrier; de vigtigste brancher er maskin- og transportmiddelindustri (Hanomag), gummi-, nærings- og nydelsesmiddelindustri samt elektronisk, elektroteknisk (Telefunken) og kemisk industri (Günther Wagner).

Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.