Tour de France er verdens største og mest betydningsfulde cykelløb. Det er et årligt etapeløb, der køres over ca. tre uger i juli med hviledage indlagt undervejs. Efter De Olympiske Lege og VM i fodbold for mænd er Tour de France den tredjestørste tilbagevendende sportsbegivenhed. Løbet er kørt siden 1903, kun afbrudt i årene 1915-1918 og 1940-1946 af verdenskrigene. Som den første dansker vandt Bjarne Riis løbet i 1996. I 2022 vandt Jonas Vingegaard.
- Læs mere: vindere af Tour de France
Tour de France 2023 finder sted i perioden 1. juli til 23. juli 2023.
Tour de Frances historie
Henri Desgrange (1865-1940) betragtes som løbets skaber. Han var journalist ved bladet L'Auto (nuværende L'Équipe), som stadig er medarrangør af løbet sammen med A.S.O. (Amoury Sport Organisation, tidligere Société du Tour de France). Tour de France blev hurtigt en begivenhed langt ud over Frankrigs grænser og et forbillede for Giro d'Italia (1909), Vuelta a España (1935) og mange andre nationale etapeløb.
Den første vinder var franskmanden Maurice Garin (1871-1957), som var 2 timer, 59 minutter og 21 sekunder foran nr. 2. Til sammenligning vandt amerikaneren Greg Lemond i 1989 med blot 8 sekunder. Amerikaneren Lance Armstrong vandt fra 1999 løbet syv gange i træk, men blev i 2012 frakendt sine sejre af den internationale cykelorganisation UCI efter vedvarende dopingrygter.
I årene 1984-1989 kørtes en Tour de France for kvinder med noget kortere etaper end mændenes, og i 2022 afholdtes for første gang Tour de France Femmes.
Den første Tour gik over 2.428 kilometer, der blev kørt i vindertiden 94 timer, 33 minutter og 14 sekunder. I 2022 blev der kørt i alt 3.349,8 km i vindertiden 79 timer, 33 minutter og 20 sekunder.
I mange år startede og sluttede Touren i Paris, men siden 1950 er man kun én gang (1963) startet her. Siden 1975 er løbet afsluttet på Champs-Élysées. På grund af De Olympiske Lege vil løbet i 2024 dog slutte i Nice.
I alt 21 ryttere ud af de 60 startende gennemførte det første Tour de France-løb, mens antallet var 135 ud af 176 i 2022. Løbet er i dag udskrevet for professionelle firmahold; tidligere kørtes med landshold. I 2022 startede 22 hold. Den samlede præmiesum var i 2022 på ca. 2,3 millioner euro, hvilket svarer til ca. 17 millioner danske kroner.
Ryttere med mindst tre sejre i Tour de France
| Rytter | Land | År |
|---|---|---|
| Philippe Thijs |
Belgien
|
1913, 1914, 1920 |
| Louison Bobet | Frankrig | 1953, 1954, 1955 |
| Jacques Anquetil | Frankrig | 1957, 1961, 1962, 1963, 1964 |
| Eddy Merckx | Belgien | 1969, 1970, 1971, 1972, 1974 |
| Bernard Hinault | Frankrig | 1978, 1979, 1981, 1982, 1985 |
| Greg Lemond | USA | 1986, 1989, 1990 |
| Miguel Indurain | Spanien | 1991, 1992, 1993, 1994, 1995 |
| Lance Armstrong | USA | 1999, 2000, 2001, 2002, 2003, 2004, 2005 (alle sejre senere annulleret) |
| Alberto Contador | Spanien | 2007, 2009, 2010 (sejren i 2010 senere annulleret) |
| Chris Froome | Storbritannien | 2013, 2015, 2016, 2017 |
Danskere i Tour de France gennem tiden
Første danske deltager i Tour de France var Christian Christensen i 1913; første dansker, der fuldførte, var Hans E. Andresen (1927-2013) i 1958, og første etapevinder var Mogens Frey i 1970. I alt har 60 danske ryttere deltaget i løbet gennem tiden (pr. 2022). Jesper Skibby og Jakob Fuglsang er de danskere, der har deltaget flest gange i Tour de France.
| Rytter | Antal deltagelser | År |
| Jakob Fuglsang | 11 | 2010, 2011, 2013, 2014, 2015, 2016, 2017, 2018, 2019, 2021, 2022 |
| Jesper Skibby | 11 | 1987, 1989, 1990, 1991, 1992, 1993, 1994, 1995, 1996, 1997, 2000 |
| Nicki Sørensen | 10 | 2001, 2002, 2003, 2004, 2005, 2008, 2009, 2010, 2011, 2012 |
| Bjarne Riis | 9 | 1989, 1990, 1991, 1993, 1994, 1995, 1996, 1997, 1998 |
| Michael Mørkøv | 8 | 2012, 2014, 2016, 2018, 2019, 2020, 2021, 2022 |
| Lars Bak | 8 | 2011, 2012, 2013, 2014, 2015, 2016, 2017, 2019 |
| Bo Hamburger | 8 | 1993, 1994, 1995, 1996, 1997, 1998, 1999, 2000 |
| Michael Valgren | 7 | 2015, 2016, 2017, 2018, 2019, 2020, 2021 |
| Rolf Sørensen | 7 | 1991, 1992, 1993, 1994, 1996, 1997, 2001 |
| Kim Andersen | 6 | 1981, 1982, 1983, 1984, 1985, 1987 |
| Søren Lilholt | 5 | 1988, 1989, 1990, 1991, 1992 |
| Søren Kragh Andersen | 5 | 2018, 2019, 2020, 2021, 2022 |
| Chris Anker Sørensen | 5 | 2009, 2010, 2011, 2012, 2016 |
| Brian Holm | 5 | 1990, 1991, 1992, 1993, 1996 |
| Magnus Cort | 5 | 2018, 2019, 2020, 2021, 2022 |
| Christopher Juul-Jensen | 5 | 2016, 2019, 2020, 2021, 2022 |
| Kasper Asgreen | 4 | 2019, 2020, 2021, 2022 |
| Jørgen Pedersen | 4 | 1985, 1986, 1987, 1988 |
| Michael Rasmussen | 4 | 2004, 2005, 2006, 2007 |
| Brian Vandborg | 4 | 2009, 2010, 2011, 2013 |
| Per Pedersen | 4 | 1989, 1991, 1992, 1993 |
| Leif Mortensen | 4 | 1971, 1972, 1973, 1974 |
| Jakob Piil | 4 | 2001, 2002, 2003, 2004 |
| Johnny Weltz | 4 | 1988, 1990, 1991, 1992 |
| Lars Michaelsen | 3 | 1995, 1998, 1999 |
| John Carlsen | 3 | 1989, 1990, 1991 |
| Mikkel Bjerg | 3 | 2020, 2021, 2022 |
| Peter Meinert-Nielsen | 3 | 1997, 1998, 1999 |
| Mads Würtz Schmidt | 3 | 2019, 2020, 2021 |
| Michael Blaudzun | 3 | 2000, 2001, 2003 |
| Mads Pedersen | 3 | 2020, 2021, 2022 |
| Michael Sandstød | 2 | 2000, 2002 |
| Jesper Hansen | 2 | 2018, 2019 |
| Brian Sørensen | 2 | 1987, 1989 |
| Jens Veggerby | 2 | 1988, 1989 |
| Nicolay Bo Larsen | 2 | 2000, 2001 |
| Jonas Vingegaard | 2 | 2021, 2022 |
| Ole-Bent Retvig | 2 | 1959, 1960 |
| Matti Breschel | 2 | 2010, 2016 |
| Andreas Kron | 2 | 2021, 2022 |
| Casper Pedersen | 2 | 2020, 2021 |
| Niklas Eg | 1 | 2020 |
| Bekim Christensen | 1 | 2003 |
| Frank Høj | 1 | 2000 |
| Arne Jonsson | 1 | 1959 |
| Claus Michael Møller | 1 | 2004 |
| Christian Christensen | 1 | 1913 |
| Hans Andresen | 1 | 1958 |
| Eluf Dalgaard | 1 | 1958 |
| Kaj-Allan Olsen | 1 | 1958 |
| Fritz Ravn | 1 | 1958 |
| Leif Hammel | 1 | 1960 |
| Anders Lund | 1 | 2012 |
| Mogens Frey | 1 | 1970 |
| Ole Ritter | 1 | 1975 |
| Per Bausager | 1 | 1979 |
| Jørgen Marcussen | 1 | 1979 |
| Allan Johansen | 1 | 2000 |
| Jesper Worre | 1 | 1989 |
| Mikkel Honoré | 1 | 2022 |
Bedste danske resultater i Tour de France
Bedste dansker i Touren var i mange år Leif Mortensen med en sjetteplads i 1971, indtil Bjarne Riis i 1993 blev nr. 5. To år efter kom Bjarne Riis på podiet som nr. 3, og i 1996 vandt Riis som første dansker løbet. Med hans resultater blev Touren for alvor et begreb for den danske offentlighed. Der skulle dog gå 25 år, inden der igen kom en dansker i top-3. Det skete, da Tour de France-debutanten Jonas Vingegaard (f. 1996) i 2021 sluttede som nr. 2 i løbet. Året efter vandt han. Vingegaard erobrede den gule førertrøje efter 11. etape og beholdt den resten af løbet.
Efter Bjarne Riis' dopingindrømmelse i maj 2007 slettede A.S.O. hans navn fra vinderlisten for 1996; denne beslutning blev imidlertid omgjort ca. et år senere.
I 2000 deltog det første danske firmahold, MemoryCard Jack & Jones, der senere samme år blev overtaget af Bjarne Riis. Flere års flotte resultater i Tour de France kulminerede i 2008, da holdet under navnet Team CSC-Saxo Bank opnåede den samlede sejr til holdets kaptajn, spanieren Carlos Sastre (f. 1975), samt sejren i løbets holdkonkurrence.
Danske etapesejre i Tour de France
| År | Rytter (hold) | Etape |
|---|---|---|
| 1970 | Mogens Frey (Frimatic) | 9. etape, Saarlouis – Mulhouse, 269 km |
| 1983 | Kim Andersen (Coop) | 12. etape, Fleurance – Rocquefort, 261 km |
| 1985 | Jørgen V. Pedersen (Carrera) | 10. etape, Epinal – Pontarlier, 204 km |
| 1988 | Johnny Weltz (Fagor) | 19. etape, Limoges – Puy de Dôme, 188 km |
| 1993 | Jesper Skibby (TVM) | 5. etape, Avranches – Evreux, 225 km |
| 1993 | Bjarne Riis (Ariostea) | 7. etape, Peronne – Chalons sur Marne, 199 km |
| 1994 | Bo Hamburger (TVM) | 8. etape, Poitiers – Trélissac, 218 km |
| 1994 | Bjarne Riis (Gewiss-Ballan) | 13. etape, Bagneres de Bigorre – Albi, 223 km |
| 1994 | Rolf Sørensen (GB MG) | 14. etape, Castres – Montpellier, 202 km |
| 1996 | Bjarne Riis (Telekom) | 9. etape, Le Montier les Bains – Sestrières, 46 km |
| 1996 | Rolf Sørensen (Rabobank) | 13. etape, Le Puy en Velay – Super Besse, 177 km |
| 1996 | Bjarne Riis (Telekom) | 16. etape, Agen – Hautacam, 199 km |
| 2003 | Jakob Piil (Team CSC) | 10. etape, Gap – Marseilles, 219 km |
| 2005 | Michael Rasmussen (Rabobank) | 9. etape, Gérardmer – Mulhouse, 171 km |
| 2006 | Michael Rasmussen (Rabobank) | 16. etape, Le Bourg d'Oisans – La Toussuire, 182 km |
| 2007 | Michael Rasmussen (Rabobank) | 8. etape, Le-Grand-Bornand – Tignes, 165 km |
| 2007 | Michael Rasmussen (Rabobank) | 16. etape, Orthez-Gourette – Col d'Aubisque, 218 km |
| 2009 | Nicki Sørensen (Team Saxo Bank) | 12. etape, Tonnerre – Vitelle, 212 km |
| 2018 | Magnus Cort (Astana Pro Team) | 15. etape, Millau – Carcassonne, 182 km |
| 2020 | Søren Kragh Andersen (Team Sunweb) | 14. etape, Clermont-Ferrand – Lyon, 175 km |
| 2020 | Søren Kragh Andersen (Team Sunweb) | 19. etape, Bourg-en-Bresse – Champagnole, 167 km |
| 2022 | Magnus Cort (EF Education-Easypost) | 10. etape, Morzine – Megève, 148 km |
| 2022 | Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) | 11. etape, Albertville – Col du Granon, 151 km |
| 2022 | Mads Pedersen (Trek-Segafredo) | 13. etape, Le Bourg-d'Oisans – Saint-Étienne, 192 km |
| 2022 | Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) | 18. etape, Lourdes – Hautacam, 143 km |
Danske top-10-placeringer i Tour de France
| År | Rytter | Placering |
|---|---|---|
| 1971 | Leif Mortensen | nr. 6 |
| 1993 | Bjarne Riis | nr. 5 |
| 1995 | Bjarne Riis | nr. 3 |
| 1996 | Bjarne Riis | nr. 1 |
| 1997 | Bjarne Riis | nr. 7 |
| 2005 | Michael Rasmussen | nr. 7 |
| 2013 | Jakob Fuglsang | nr. 7 |
| 2021 | Jonas Vingegaard | nr. 2 |
| 2022 | Jonas Vingegaard | nr. 1 |
Offentliggørelse af Tour de France-ruten
Offentliggørelsen af det kommende års Tour de France-rute foregår traditionelt ved et pressemøde i Paris i oktober og er altid genstand for stor interesse. Fx er det afgørende, om der skal køres "med uret" (så Alperne nås før Pyrenæerne) eller omvendt. Rutekortet vist i denne artikel er fra 2000, hvor der kørtes "mod uret".
Derudover hæfter man sig især ved, hvor mange bjergetaper der er, hvilke berømte bjergtoppe der skal forceres, og hvor mange etaper og kilometer der skal køres som enkeltstart (på tid).
Bjergetaper i Tour de France
Bjergene inddeles i kategorier fra 1 til 4 med kategori 1 som den sværeste; desuden findes begrebet hors catégorie ('uden for kategori', HC) om de allersværeste, heriblandt Hautacam, Alpe d'Huez, Izoard, Courchevel og Ventoux. Sværhedsgraden bedømmes ud fra såvel stigningens længde som stigningsprocenten (hvor mange meter terrænet stiger inden for 100 meter).
I en række år var Alpe d'Huez kendt som det klassiske Tour de France-bjerg, men senere har også Hautacam i Pyrenæerne, hvor Bjarne Riis triumferede i 1996, fået en næsten mytisk status. Den etape, der er vist i denne artikel med højdeprofiler, ender netop på Hautacam, hvor det også i 2000 var Tourens samlede vinder, Lance Armstrong, der sejrede. På etapen er desuden indlagt to spurter (S).
- Læs mere: vindere af bjergtrøjen i Tour de France
Start og mål i Tour de France
Tour de France har altid haft mål i Paris, men det er ofte sket, at løbet er startet uden for Frankrig (første gang i 1954 i Amsterdam), ligesom det er almindeligt med afstikkere til nabolandene Italien, Schweiz, Spanien, Tyskland, Belgien mv. Borgmestre i Frankrig, og også uden for landets grænser, ønsker at få besøg af Touren og er også parate til at betale for det. Særlig attraktivt er det naturligvis at have en start eller et opløb, og vil man være vært for selve starten på løbet, må man regne med at skulle betale mange millioner for det. I 2022 blev løbets tre første etaper kørt i Danmark.
Sponsorer
Der er mange penge involveret i Tour de France, og der er reklamer på alt det, der hører til afviklingen af løbet. Selve løbet har en eller flere hovedsponsorer, og desuden har hvert hold et antal sponsorer eller en ejer, hvis logo og reklamer især pryder rytternes tøj og holdets biler og busser.
Reklamekaravanen er et vigtigt element i løbet. Karavanen består af en række køretøjer, som kører ruten igennem nogle timer før cykelrytterne, og som smider reklamegaver ud til de ventende tilskuere. Sponsorbilerne kaster fx hatte, slik, merchandise og drikkevarer ud, og for mange tilskuere er karavanen en væsentlig del af oplevelsen.
Førertrøjer
Den gule førertrøje blev indført i 1919 og bæres af den til enhver tid førende rytter i det samlede klassement på tid.
I 1953 indførtes den grønne trøje til den førende rytter i klassementet på point (på basis af etapeplaceringerne samt indlagte spurter).
Bjergkonkurrencen, hvor den førende rytter kører i hvid trøje med røde prikker, blev indført i 1933. Derudover er der blandt andet en hold- og en ungdomskonkurrence.
- Læs mere: førertrøjer i Tour de France
Doping i Tour de France
Løbet har siden slutningen af 1990'erne været sat i forbindelse med dopingmisbrug, og løbets arrangører har kæmpet ihærdigt for en genrejsning af løbets image.
I 1998 ramte den første alvorlige skandale, da en soignør fra Festina-teamet blev opdaget med store mængder dopingstoffer i sin holdbil, hvilket resulterede i hele holdets udelukkelse, inklusive de franske yndlinge Richard Virenque (f. 1969) og Christophe Moreau (f. 1971).
I 2006 måtte ni ryttere dagen før start udelukkes som følge af mistanke om bloddoping. Blandt dem var to af løbets absolutte favoritter, tyskeren Jan Ullrich og italieneren Ivan Basso. Amerikaneren Floyd Landis (f. 1975) vandt løbet dette år; imidlertid blev Landis ugen efter sin sejr afsløret i at have benyttet ulovlige præstationsfremmende præparater og anerkendes ikke længere som vinder.
I 2007 blev den danske rytter Michael Rasmussen på grund af dopingmistanke, men uden bevisligt misbrug, af sit hold taget ud af løbet efter 16. etape til Col d'Aubisque. Etapen var blevet vundet af Michael Rasmussen, der også bar løbets gule førertrøje. Den blev efterfølgende overtaget af spanieren Alberto Contador, der også vandt løbet, en sejr, han gentog i 2009 og 2010. Han blev dog siden frakendt sejren i 2010 på grund af en dopingdom, hvorefter løbets nr. 2, Andy Schleck (f. 1985) fra Luxembourg, blev erklæret for vinder.
Læs mere i Den Store Danske
- cykelsport
- danske cykelryttere i Tour de France 2023
- førertrøjer i Tour de France
- Grand Tour
- Tour de France 2023
- Tour de France Femmes
- vindere af Tour de France
- vindere af bjergtrøjen i Tour de France
- vindere af pointtrøjen i Tour de France
- vindere af ungdomstrøjen i Tour de France
