Danmarks Nationalbank

Ved stabile priser forstås et inflationsniveau, der er lavt og stabilt, dvs. uden store udsving fra år til år. Det gøres via fastkurspolitikken, hvor kursforholdet mellem danske kroner og euro holdes indenfor et meget snævert interval. Når man fører fastkurspolitik i forhold til et andet valutaområde, vil inflationen i de to områder udvikle sig ensartet over længere tidsrum. Danmark vil dermed få samme inflation som i euroområdet. Forudsat at inflationen i eurolandene er lav og stabil – hvilket er Den Europæiske Centralbanks ansvar – vil Danmark dermed også opleve en tilfredsstillende prisudvikling.

Nationalbanken anvender to typer instrumenter for at opretholde fastkurspolitikken. For det første kan banken intervenere direkte på valutamarkedet for at stabilisere eurokursen. Er kronekursen eksempelvis høj, kan banken sælge kroner mod at få udenlandsk valuta, som forøger valutareserven. Det vil få kursen på danske kroner til at falde. Er kronekursen omvendt lav, kan banken købe kroner og betale med udenlandsk valuta fra valutareserven. Den større efterspørgsel efter danske kroner vil få kronekursen til at stige.

Betalingsinfrastrukturen er det samlede netværk af systemer, der håndterer betalinger mellem forskellige borgere, virksomheder, pengeinstitutter og myndigheder. Det gælder både betalinger, der foretages med kontanter, og digitale overførsler. Tidligere var kontanter dominerende i betalingssystemet, men andelen af digitale betalinger har i mange år været stigende. I 2023 blev 9 ud af 10 betalinger i fysiske butikker foretaget digitalt. Nationalbanken har et hovedansvar for, at alle disse betalinger kan fungere effektivt. Det sker blandt andet gennem bankens deltagelse i det europæiske betalingssystem TARGET Services.

Nationalbanken overvåger løbende det finansielle system i Danmark og vurderer for eksempel, om der er tegn på de finansielle markeder, der tyder på sårbarheder. Det er et vigtigt arbejde i den makroprudentielle politik, der skal forebygge ustabilitet og finanskriser. Nationalbankens overvågning præsenteres blandt andet i en halvårlig publikation om den finansielle stabilitet i Danmark. Banken har desuden formandsposten og er samtidig sekretariat for Det Systemiske Risikoråd, hvor der desuden sidder repræsentanter fra Finanstilsynet, de økonomiske ministerier samt tre uafhængige finansielle eksperter.

Nationalbanken er desuden den yderste kilde til likviditet (engelsk: lender of last resort) i tilfælde, hvor et pengeinstitut kommer i en kritisk likviditets- og/eller solvensmæssig position, og hvor en redningsaktion kan blive nødvendig. Det skete blandt andet under Finanskrisen, hvor Nationalbanken i 2008-2012 indførte en række midlertidige lånetiltag. Også under COVID–19-pandemien i 2020 stillede banken særlige midlertidige lånetiltag til rådighed for forretningsbankerne.

Som Nationalbankens opgaver er formuleret i lovgivningen, ligger de ikke langt fra dem, der blev formuleret for Kurantbanken i 1736 — den første danske seddelbank overhovedet. Den var i begyndelsen en privat bank, der havde til opgave at virke til "Commerciens og Manufacturers Befordring" og til "et retskaffen Credit-Væsens sikre og uforanderlige Vedligeholdelse".

Det sidste lykkedes ikke for banken, idet den danske stats store underskud under Englænderkrigene førte til den såkaldte statsbankerot i 1813. Kurantbanken var da blevet omdannet til en statsbank, og udviklingen skabte mistillid til statsbanken som organisationsform, og specielt dens evne til at modstå inflationsskabende kreditkrav fra de politiske myndigheders side. Alene i 1813 var priserne i Danmark steget med mere end 300 procent.

Ved nyordningen af pengevæsenet blev i en overgangsperiode oprettet Rigsbanken (1813-1818). Den blev i 1818 omdannet til det privatejede aktieselskab Nationalbanken i Kjøbenhavn. Ordningen med en rent privatejet centralbank blev opretholdt, indtil Nationalbankloven i 1936 afløste oktrojen (bevillingen) af 1818, der var givet på 90 år og forlænget i 1907.

I monarkiets kolonier oprettede man normalt ikke nationalbanker. I den tilbageværende koloni i Dansk Vestindien fandt man det i 1904 imidlertid nødvendigt at etablere Den Dansk-Vestindiske Nationalbank.

Loven om Danmarks Nationalbank fra 1936 er fortsat grundlaget for bankens virksomhed. Den nuværende organisationsform er et kompromis mellem en privat institution og en statsbank. Bankens status som selvejende institution markerer dens principielle uafhængighed af statsforvaltningen. Regeringen og Folketinget har dog væsentlig indflydelse på udpegningen af Nationalbankens ledelse, og økonomiministeren fører tilsyn med banken i sin egenskab af kongelig bankkommissær. Bankens overskud tilfalder staten.

Nationalbanken øverste myndighed er et repræsentantskab, der mødes hvert kvartal. Otte af medlemmerne vælges blandt Folketingets medlemmer, to udnævnes af erhvervsministeren, og de øvrige 15 sammensættes bredt geografisk og erhvervsmæssigt. Repræsentantskabet udpeger fem af de syv medlemmer i Nationalbankens bestyrelse. De sidste to bestyrelsesmedlemmer er de to medlemmer af repræsentantskabet, som erhvervsministeren har valgt. Bestyrelsen holder som udgangspunkt ti møder om året.

Nationalbankens direktion har tre medlemmer og varetager den daglige ledelse. Formanden for direktionen er kongelig udnævnt direktør, dvs. reelt udnævnt af regeringen. De to øvrige direktører vælges af repræsentantskabet efter indstilling fra bestyrelsen.

Danmarks Nationalbanks hovedbygning er tegnet af arkitekten Arne Jacobsen og opført 1965-78 ved Holmens Kanal i København. Den nuværende bygning afløste en mindre, men markant bygning fra 1866-70 i florentinsk renæssancestil af J.D. Herholdt. Siden 2020 har hovedbygningen været under en omfattende og langvarig renovering, og nationalbanken holder derfor midlertidigt til i en lejet bygning på Langelinie i København.

• centralbank
• pengepolitik
• ECB
• Danmarks økonomi
• valutapolitik

• Danmarks Nationalbanks hjemmeside