Meningitis
| Meningitis Klassifikation | |
|---|---|
 | |
| Information | |
| Navn | Meningitis |
| Medicinsk fagområde | infektionsmedicin, neuromedicin  |
| SKS | DA87 |
| ICD-10 | A87 |
| DiseasesDB | 22543 |
| MedlinePlus | 000680 |
| ICD-9-CM | 322, 322.9 |
| Patientplus | meningitis-pro |
| MeSH | D008581 |
| Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Meningitis, også kendt som meningit eller hjernehindebetændelse, er en inflammation (betændelse) i de bløde hinder (meninges) omkring hjernen og rygmarven. Tilstanden er karakteriseret ved et inflammatorisk ekssudat i cerebrospinalvæsken. Sædvanligvis er der også medinddragelse af selve hjernens (cerebrums) væv, hvorved der er tale om en meningoencephalitis, men tilstanden må ikke forveksles med encephalitis, som er en betændelse isoleret i selve hjernen. Sygdommen kan fremkaldes af mekanisk eller kemisk påvirkning, immunreaktioner eller være en uspecifik reaktion. Oftest skyldes den dog en infektion med mikroorganismer i form af bakterier, virus (for eksempel i forbindelse med fåresyge eller røde hunde), svampe (såsom kryptokokker eller gærsvampen Candida) eller parasitter (eksempelvis afrikansk sovesyge).[1][2]
Klinisk skelnes der overordnet mellem to hovedtyper af infektionen. Den virusbetingede (virale eller serøse) hjernehindebetændelse er en relativt mild, men betydeligt hyppigere sygdom. Her er symptomerne mindre udtalte og minder i sværere tilfælde om influenza, hvorfor den udelukkende behandles symptomatisk med smertestillende midler. Bakteriel (eller purulent) meningitis er derimod livstruende, kræver intensiv behandling og har både alvorligere følgeskader og en højere dødelighed end den virale form, men den kan til gengæld forsøges behandlet med antibiotika.[1][2]
De primære årsager til bakteriel meningitis varierer meget afhængigt af patientens alder. Hos nyfødte skyldes den bakterielle form hyppigst streptokokker og coli-bakterier. Generelt er de tre hyppigste årsager til purulent meningitis dog meningokokker (gramnegative bakterier af arten Neisseria meningitidis), pneumokokker (grampositive bakterier af arten Streptococcus pneumoniae) og den gramnegative Haemophilus influenzae type B (HiB) i den nævnte rækkefølge. Af disse forekommer meningokokmeningitis overvejende hos børn og unge, og særlige risikogrupper kan i dag vaccineres mod visse typer af disse meningokokker. HiB-meningitis ses næsten udelukkende hos små- og spædbørn. Op til femårsalderen var HiB tidligere den oftest forekommende årsag, men efter indførelsen af HiB-vaccinationen som en del af børnevaccinationsprogrammet er denne form blevet markant sjældnere. Derfor udgør pneumokokker og meningokokker i dag de almindeligste årsager i denne aldersgruppe. For voksne og ældre i Danmark er pneumokokmeningitis den absolut hyppigste årsag, hvilket oftest opstår som en direkte følge af lungebetændelse eller mellemørebetændelse.[1][2]
Sygdommens kliniske symptombillede præges af en tilstand kaldet meningealia. Det begynder typisk akut og inkluderer voldsom hovedpine, kvalme, opkastninger, lysfølsomhed, høj feber samt udtalt sløvhed. Hertil kommer den klassiske nakke- og rygstivhed, som giver patienten en nedsat mulighed for at flektere i halsen (få hagen ned til brystet) og for at flektere i ryggen som helhed. Dette testes klinisk ved fremoverbøjning i siddende stilling med fikserede, strakte knæhaser, hvor kroppen hos unge skal kunne danne en vinkel på mindst 90° med benene. Hos småbørn optræder desuden det såkaldte Kernigs symptom, ligesom Brudzinskis nakkefænomen kan observeres. I alvorlige bakterielle tilfælde kan patienten fremstå gråbleg med sløret bevidsthed, og der kan eventuelt opstå shock og kramper. Ved netop meningokokmeningitis forekommer der tillige et særligt symptom i form af småblødninger i huden (petekkier).[1][2]
Diagnostisk vil man efter en lumbalpunktur finde en øget mængde hvide blodlegemer (pleocytose) i rygmarvens spinalvæske. Afhængigt af sygdommens type vil der være forskel på celletypen: Ved den purulente meningitis drejer det sig hovedsageligt om neutrofile granulocytter, mens det ved den serøse meningitis overvejende er mononukleære celler, det vil sige lymfocytter og monocytter.[1]
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- 1 2 3 4 5 Levin, Klaus; Nørgaard, Jan Rytter (2015). "Meningitis". I Toft, Martin (red.). Medicinske fagudtryk: en klinisk ordbog med kommentarer (4 udgave). København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. s. 493. ISBN 9788717042056. OCLC 901512451.
- 1 2 3 4 Langer, Jerk W., red. (1996). "Hundegalskab". Politikens store lægebog (3 udgave). København: Politikens Forlag. s. 268. ISBN 87-567-5689-5. OCLC 1032568763.
 | Spire Denne artikel om sygdom er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
