Legalitetsprincippet
Legalitetsprincippet er et retsprincip, hvorefter offentlige myndigheders indgribende foranstaltninger over for borgernes frihed og øvrige rettigheder (herunder økonomiske), forudsætter hjemmel i lov.[1]
Princippet omfatter ifølge den overvejende del af den juridiske teori to elementer.[2] For det første den formelle lovs princip, der går ud på, at en lov har forrang frem for administrative retsakter (anordninger udstedt af forvaltningen) også kaldet den retlige trinfølge, og at en lov kun kan ophæves eller ændres ved ny lov. For det andet omfatter legalitetsprincippet hjemmelskravet,[3] også kaldet den materielle lovs princip, hvorefter at forvaltningen ikke kan handle uden den fornødne bemyndigelse eller lovhjemmel.[4][5] Hjemmelskravet gælder især for strafferet.[6]
Legalitetsprincippet er en retsgrundsætning.[7] Denne retsgrundsætning udspringer af Grundlovens § 3, 1. og 2. punktum.[8] Det vil sige, at legalitetsprincippet udledes af forholdet mellem den lovgivende magt og den udøvende magt.[9]
I strafferetten er legalitetsprincippet fastslået i FN's Menneskerettighedserklæring og gentaget i straffelovens § 1, hvorefter straf kun kan pålægges for et forhold, hvis strafbarhed har hjemmel i lov eller må sidestilles hermed. Princippet indebærer dermed også, at der ikke kan straffes for handlinger, som på gerningstidspunktet ikke var ulovlige, dvs. et forbud mod (indskrænkende) lovgivning med tilbagevirkende kraft, og det kan sættes i modsætning til opportunitetsprincippet, hvorefter myndighederne kan gribe ind over for borgere ud fra et hensigtsmæssighedsskøn.[1]
Oversigt
[redigér | rediger kildetekst]- Legalitetsprincippet
- Den formelle lovs princip[10]
- Den retlige trinfølge
- En gang lov – altid lov[11]
- En lov kan kun ophæves/ændres ved ny lov (undtagelse derogation)
- Hjemmelskravet
- Al forvaltningsvirksomhed kræver lovhjemmel
- Forvaltningsvirksomhed kan dog også have bemyndigelse i en ligestillet retsnorm som retssædvane eller anstaltsbetragtninger.
- Den retlige trinfølge
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Jens Evald: Juridisk teori, metode og videnskab. 2. udgave. 2020. Djøf Forlag. ISBN 978-87-574-3842-0
- Bo von Eyben: Juridisk Ordbog. 14. udgave. 2016. Karnov Group. ISBN 978-87-619-3556-4
- siderne 98-99 i Carina Risvig Hamer & Sten Schaumburg-Müller (red.): Juraens verden - metoder, retskilder og discipliner. 2020. Djøf Forlag. ISBN 978-87-574-4778-1
- Karsten Revsbech: Forvaltningsret - Almindelige emner. 6. udgave. 2016. Jurist- og Økonomforbundets Forlag. ISBN 978-87-574-3310-4
- Frederik Waage: Forfatningsret - tekster, opgaver, materialer. 2019. 2. udgave. Karnov Group. ISBN 978-87-619-4130-5
- Louise Schelde Frederiksen: Juraboost 2.0 : juridiske opskrifter til dig der vil dyrke juratræning. 2020. Schelde Frederiksen. ISBN 978-87-996885-8-6
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- 1 2 Skou, Kaare R. (2007). Dansk politik A-Å: leksikon. Lindhardt og Ringhof. s. 450. ISBN 978-87-11-31440-1.
- ↑ "Arkiveret kopi" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 18. maj 2022. Hentet 13. april 2022.
- ↑ "legalitetsprincippet". Den Store Danske (lex.dk online udgave).
- ↑ Legalitetsprincippet forklaret - Nem og simpel forståelse - Allemands Jura
- ↑ https://jura.ku.dk/jurabog/pdf/juridiske-monografier/meyer_offentlig_forvaltning_i_danmark_1979.pdf
- ↑ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 14. april 2022. Hentet 14. april 2022.
- ↑ (Waage 2019:30f)
- ↑ Gorm Toftegaard Nielsen (den 31. januar 1977): GRUNDLOVENS § 3 Retssikkerhed eller demokrati. KU jurabog
- ↑ side 15 i Louise Schelde Frederiksen: Juraboost 2.0 : juridiske opskrifter til dig der vil dyrke juratræning. 2020. Schelde Frederiksen. ISBN 978-87-996885-8-6
- ↑ Legalitetsprincippet - SmithKnudsen.dk
- ↑ (Revsbech m.fl. 2016:151f)
- ↑ Dansk lovgivning | Institut for Menneskerettigheder
- ↑ (Revsbech m.fl. 2016:112 - 114)
- ↑ "tjenestebefaling". Den Store Danske (lex.dk online udgave).
