Rogaining er en variant af orienteringsløb, hvor løbere i hold skal samarbejde om at finde så mange poster som muligt inden for en bestemt tidsgrænse. Som hjælpemiddel må de kun bruge kort, kompas og ur.
Rogaining-konkurrencer kan variere meget, men har som ofte meget lange tidsgrænser på fx 3, 6, 12 eller 24 timer og dermed også poster spredt over et meget stort område. Det gør typisk planlægningen af ruten og holdsamarbejdet til en meget væsentlig del af udfordringen.
VM i rogaining organiseres af International Rogaining Federation og foregår som en 24-timers konkurrence ofte i vanskeligt og skovrigt terræn. De bedste deltagere vil kunne tilbagelægge tæt ved 100 km inden for tidsrammen.
Sporten blev først dyrket i Australien i 1940'erne og har sit usædvanlige navn fra fornavnene på de tre første arrangører Rod Phillis, Gail Davis og Neil Phillips.
I Danmark dyrkes rogaining ikke fast, men sporten ligger tæt på orienteringsvarianten "mangepostløb" eller "pointløb", hvor løberne ligeledes skal finde poster i fri rækkefølge. Rogaining adskiller sig normalt ved at være betydeligt længere og ved, at deltagerne løber i hold.

Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.