Mo Yan

Mo Yan voksede op i en landsby i det nordøstlige Gaomi i Shandongprovinsen. Han forlod skolen efter 5. klasse, da han var 11 år gammel, og arbejdede herefter bl.a. som kvæghyrde, indtil han i 1973 blev ansat på en bomuldsfabrik.

Da Mo Yan i 1976 sluttede sig til Folkets Befrielseshær, var det første gang, han forlod sin hjemegn i længere tid. Mellem 1984 og 1986 læste han litteratur på hærens kulturakademi.

Mo Yan debuterede i 1981 med novellen 'Regnfuld forårsnat' (ikke udgivet på dansk) og fik i 1986 sit gennembrud med kortromanen 'Rød sorghum' (på dansk i 2016).

Han blev i 1980’erne betragtet som del af den nye bølge af ”eksperimenterende litteratur”, der i form og indhold søgte væk fra det maoistiske kunstsyn og bl.a. også talte forfattere som Yu Hua, Can Xue og Ge Fei.

Hovedværket De røde marker (1987, på dansk i 2016) samler fem løst sammenhængende kortromaner – deriblandt 'Rød sorghum' – til et sprudlende og spraglet kludetæppe, der generelt opfattes som en samlet roman.

Værket opnåede i 1988 international opmærksomhed, da Zhang Yimous filmatisering fra samme år vandt Guldbjørnen på den internationale filmfestival i Berlin, Berlinalen.

Konstrueret som en førstepersonsfortællers afdækning af sin familiehistorie følger De røde marker fortællerens far, farmor og farfar fra begyndelsen af 1920’erne til slutningen af 1930’erne.

Ligesom en stor del af forfatterens øvrige værker foregår historien på landet i Shandong, og for første gang mytologiseres det nordøstlige Gaomi som et unikt univers, der samtidig rummer en form for almenmenneskelig genklang – ”det mest vidunderlige og mest afskyelige, mest usædvanlige og mest almindelige, mest ophøjede og mest profane, mest heltemodige og mest nederdrægtige, hårdest drikkende og hedest elskende sted på hele jorden”.

Persongalleriet i De røde marker består hovedsageligt af røvere og alskens andre udskud og medløbere foruden enkelte normbrydere (særligt fortællerens farmor). Lovløsheden hærger på landet, og Den Anden Kinesisk-Japanske Krig udgør et centralt omdrejningspunkt i fortællingen.

Tonen i værket er afstumpet og brutal, men fuld af varme og humor. Sansemættede naturbeskrivelser krydres med æstetiserede skildringer af vold og lemlæstelse, og i baggrunden lurer et genkommende tema i Mo Yans forfatterskab: den jordbundne, livfulde eksistens på landet over for den overfladiske, åndløse tilværelse i byerne.

Mo Yans første konventionelle roman, Hvidløgsballaderne (1988, på dansk i 2013), kan siges at være forholdsvis atypisk for forfatterskabet – dels ved at være modelleret over virkelige hændelser uden personlig reference til forfatteren (et lokalt bondeoprør), dels ved ikke at udspille sig i det nordøstlige Gaomi.

Efter at bønderne i det fiktive Paradis amt på foranledning af lokalregeringen omlægger landbrugsproduktionen til udelukkende at fokusere på hvidløg, overmættes markedet, og de brænder inde med deres afgrøder. Samtidig pålægger lokalregeringen bønderne uretmæssige skatter, nægter dem at sælge til udenbys handlende og beriger sig selv via det illegale marked. I et anfald af afmagt og fortvivlelse stormer bønderne til sidst amtsadministrationen.

Romanen undersøger korruption og magtmisbrug i tiden efter Deng Xiaopings økonomiske reformer (1978-).

Den ambitiøse murstensroman Livet og døden tager røven på mig (2006, på dansk i 2022) skitserer Kinas omskiftelige sociale og politiske rejse gennem 50 år – fra jordreformerne i slutningen af 1940’erne til Det Store Spring Fremad, Kulturrevolutionen, reformæraen i 1980’erne og markedsøkonomien på tærsklen til det 21. århundrede.

I sit episke tilsnit og ønske om at fortælle ”den store historie” om det moderne Kina har værket dermed flere ting tilfælles med Yu Huas samtidige roman Brødre (2005-2006, på dansk i 2019).

Livet og døden tager røven på mig kredser om herremanden Ximen Nao, der henrettes af de revolutionære bønder under jordreformerne og efterfølgende vender tilbage til landsbyen i skiftende reinkarnationer – som æsel, okse, svin, hund, abe og drengen med det store hoved. Størstedelen af historien fortælles gennem disse skiftende perspektiver, som stadig bærer en rest af Ximen Naos oprindelige jeg.

Mo Yans seneste roman er Frø (2009, ikke udgivet på dansk), der behandler Kinas etbarnspolitik og modtog Mao Dun-litteraturprisen i 2011. Siden har hans skønlitterære produktion været relativt sparsom.

I 2020 udkom samlingen A Late Bloomer (ikke udgivet på dansk) med selvbiografiske, essayistiske fortællinger, skrevet mellem 2011 og 2020.

Senest har Mo Yan kastet sig over dramatik – bl.a. med stykket Krokodille (2023, ikke udgivet på dansk).

Mens Mo Yan blev hyldet som Kinas største nulevende forfatter, mødte han visse steder kritik for sin manglende stillingtagen til den politiske situation i hjemlandet – ikke mindst i forbindelse med fængslingen af systemkritikeren Liu Xiaobo.