Berliner Secession

Kunstlivet i Berlin var i slutningen af 1800-tallet styret af de konventionelle standardorganisationer, Die Königliche Akademie der Künste og den private forening Verein Berliner Künstler samt den årlige censurerede Salon. Desuden havde akademidirektøren Anton von Werner og kejser Wilhelm 2. en betydelig magtposition.

Allerede i 1892 var grupperingen Die Elf blevet dannet. Den talte blandt andet kunstnere som Max Liebermann, Walter Leistikow, Max Klinger og Ludwig von Hofmann. Die Elf udstillede i Gallerie Schulte uden dog at bryde med den konservative Verein Berliner Künstler.

Særlig to faktorer var med til at skabe udbrydergrupperingen Berliner Secession. I november 1982 afstedkom en Edvard Munch-udstilling i Verein Berliner Künstler skandale og måtte lukke. Det var især, fordi kejser Wilhelm 2. og Anton von Werner mente, at Munchs værker var anstødelige mod sæder og skikke.

Nogle år senere i 1898 indleverede kunstneren Walter Leistikow et stort landskab til Große Berliner Kunstausstellung. Værket, der var langt de fleste øvrige værker kvalitetsmæssigt overlegent, blev forkastet på grund af kejserens mishag. Dette afstedkom det endelige brud med Verein Berliner Künstler, og Berliner Secession blev en realitet den 2. maj 1898.

Berliner Secession opførte en udstillingsbygning på hjørnet af Kantstrasse og Fasanenstrasse med Hans Griesebach (1848-1904) som arkitekt. Den første udstilling fandt sted i 1899 med 187 udstillende kunstnere, der fremviste 330 malerier og 50 skulpturer samt grafik. Kernen i Secessionens første år var tendenser med inspiration fra den franske realisme og impressionisme.

Berliner Secession havde 65 medlemmer og optog kvindelige kunstnere i modsætning til Verein Berliner Künstler. Max Liebermann blev præsident og Walter Leistikow sekretær. Forlagsredaktørerne og galleristerne Bruno Cassirer (1872-1941) og Paul Cassirer (1871-1926) blev forretningsførere.

Blandt medlemmerne talte Lovis Corinth, Max Slevogt, Käthe Kollwitz, Heinrich Vogeler, Max Klinger, Wilhelm Trübner, Ernst Barlach og Max Beckmann.

• tysk billedkunst
• secession
• impressionisme
• Max Liebermann
• Neue Secession