Odysseen

De første fire sange handler om Odysseus' søn Telemachos. Odysseus' skytsgudinde Athene opmuntrer Telemachos til at drage ud i verden for at høre nyt om sin far, mens Odysseus' hustru Penelope bliver på deres ø Ithaka. Her omgives hun modvilligt af bejlere, der vil slå Telemachos ihjel, når han vender tilbage.

Først i femte sang møder vi Odysseus, som den guddommelige nymfe Kalypso holder fanget på sin ø. Gudernes hersker Zeus befaler Kalypso at lade Odysseus sejle videre, men på havet knuses hans skib af et frygteligt uvejr. Havets gud, Zeus' bror Poseidon, er vred på Odysseus, fordi han har bragt Poseidons by Troja til fald.

Skibbruden driver Odysseus i sjette sang i land på faiakernes ø, hvor han afkræftet falder i søvn i en busk. Da han vågner, møder han i en berømt scene den lokale prinsesse Nausikaa, og senere inviteres han til kamplege ved paladset.

Ved den efterfølgende middag i ottende sang fortæller Odysseus om de strabadser, han hidtil har lidt på sin hjemfart.

De kendteste af disse strabadser er Odysseus' ophold hos nymfen Kirke, som forvandler halvdelen af Odysseus' mænd til svin; Odysseus' tur ind og ud af kyklopen Polyfemos' hule; Odysseus' rejse ned i dødsriget Hades og hans overvindelse af Sirenernes sang.

Disse historier fortæller Odysseus i digtets niende til tolvte sang. Faiakerne lader derefter et af deres selvsejlende skibe føre Odysseus det sidste stykke hjem til Ithaka.

Digtets sidste halvdel (trettende til fireogtyvende sang) handler om Odysseus', Telemachos' og Penelopes fælles indsats for at overvinde bejlerne og genindsætte Odysseus i sin retmæssige funktion som hersker på Ithaka.

Det sidste af disse indledende ord – den omflakkende –giver os en idé om, hvad musen nærmere bestemt skal fortælle os om ved Odysseus. Det græske ord for "omflakkende", polytropos, betyder både at være vidtberejst og at være udspekuleret – og dermed omflakkende i sindet. Begge disse betydninger af ordet og deres tilknytning til Odysseus er vigtige temaer i resten af digtet.

Odysseus' hjemfart bliver nemlig betydeligt længere og mere strabadserende, end han nok havde regnet med, og han får rigeligt med anledninger til at drage nytte af sin udspekulerethed.

Inden han efter adskillige års forsinkelse endelig kan sætte foden på Ithakas sandede bred, skal han i kamp med guder, i seng med gudinder og helt ned i Dødsriget at vende, for atter at kunne vende hjem – men til hvad?

Hele tiden lurer en bekymring om, hvorvidt Odysseus' hustru og søn mon stadig er der for ham, når han vender hjem. Også dette tema har digteren sørget for at slå an i begyndelsen af digtet.

Første gang vi hører, hvordan en af de andre græske hærførere er kommet hjem fra krigen, er kun få verslinjer henne i digtet. Her fortæller Zeus ganske kortfattet, at grækernes øverstbefalende Agamemnon ved hjemkomsten blev slået ihjel af sin hustru Klytaimnestra og sin fætter Aigisthos, som havde indledt en affære, mens Agamemnon havde kæmpet i Troja.

Det er farligt at gå i krig – men heller ikke uden risiko at vende hjem fra den igen.

Igennem århundrederne er Odysseen derfor blevet sunget på et utal af forskellige måder. Den version, vi læser i dag, er altså ikke en originaludgave af Odysseen, men derimod en tekst, der indeholder elementer fra mange forskellige århundreder og fra mange forskellige forestillingsevner.

Den indeholder endda også mange forskellige græske dialekter, i en grad så sproget omtales som homerisk kunstsprog.

Alle antikke græske digte er skrevet på versemål. Versemålene giver digtene genkendelige rytmer med gode variationsmuligheder, så digtene kan synges. Det daktyliske heksameter, som Odysseen er skrevet på, giver særligt gode variationsmuligheder, så digtets ca. 12.000 verslinjer ikke bliver rytmisk monotone.

Versemålene gør digtene lettere at huske, fordi ordene skal passe til bestemte rytmer. Et andet vigtigt hjælperedskab for dem, der har sunget Odysseen, er verslinjer og ordpar, der hyppigt går igen i digtet. Disse kaldes formelvers og epiteter, og de udgør brikker, der mundtligt kan sættes ind i digtet, hvis hukommelsen et øjeblik svigter.

Odysseen er tre gange blevet oversat til dansk i sin fulde form. Den første komplette oversættelse er Christian Wilsters heksameteroversættelse fra 1837, Homers Odyssee. Den anden er Otto Gelsteds prosaoversættelse fra 1954, Homer: Odysseen, og den tredje er Otto Steen Dues heksameteroversættelse fra 2002, Homers Odyssé. Alle tre oversættelser er stadig tilgængelige i handlen og på biblioteket.

Nyere forskning har vist, at der er betydelige problemer i de danske oversættelser af Odysseen, når det handler om præsentationen af kvinder og hudfarve. De tre danske oversættelser har en tendens til at beskrive kvinderne svagere og heltene hvidere end i den græske tekst.

For eksempel beskriver oversættelserne den unge prinsesse Nausikaa som langt mindre magtfuld og ærefrygtsindgydende, end hun er i den græske tekst, mens Odysseus i oversættelserne kaldes "brun" på et sted, hvor han på græsk beskrives som "sorthudet".

Dette giver et misvisende indtryk af den kultur, som Odysseen udspringer af. Vi kommer som læsere af oversættelserne til at tro, at kvinderne var mindre handlekraftige, og at menneskene var hvidere, end den græske tekst viser.

Når den amerikanske filminstruktør Christopher Nolan får kritik for at bruge sorte skuespillere i sin filmatisering af Odysseen, kan kritikerne derfor finde dokumentation for deres indvendinger i oversættelserne – men ikke i kildeteksten, hvor den egentlige dokumentation findes. Den græske tekst giver tværtimod fuld støtte til anvendelsen af både hvide og sorte skuespillere og til skildringer af mægtige og handlekraftige kvinder.