Marie Curie

Marie Curie (født Skłodowska) voksede op som det yngste af fire børn i en intellektuel familie i Warszawa. Den del af Polen var på det tidspunkt domineret og undertrykt af den russiske zar Aleksander 2. Det betød blandt andet, at hendes far, Wladyslaw Skłodowski (1832-1902), som var gymnasielærer i matematik og fysik, ikke måtte undervise på sit polske modersmål. Hendes mor, Bronislawa Skłodowska (1835-1878), bestyrede en privat kostskole for piger, men hun fik tuberkulose, mens Marie Curie var ganske lille og måtte derefter opgive sit arbejde.

Da Marie Curie var seks år, mistede faren sit job af politiske årsager. Som alternativt levebrød oprettede han en privat kostskole i familiens lejlighed. Marie Curie måtte derfor sove i familiens stue. Det var en mørk tid for familien, og Marie Curie var under stort pres. Moren døde i 1878, og to år tidligere døde den ældste søster, Zosia (1862-1876), af tyfus.

Marie Curie blev undervist på private pigeskoler, og som sine søskende var hun videbegærlig og meget højt begavet. Hun kom siden på et prestigefyldt gymnasium for piger. Hendes yndlingsfag var ligesom farens matematik og fysik, men hun var også interesseret i litteratur, specielt i poesi. I 1883 blev hun student som den bedste i sin klasse og fik derfor overrakt en guldmedalje. Hendes mentale helbred var imidlertid nedbrudt, og hun tog derfor et års uddannelsespause, hvor hun opholdt sig hos en del af familien, der boede i rolige landlige omgivelser ved foden af bjergkæden Karpaterne langt syd for Warszawa.

Universitetet i Polen var dengang lukket land for kvinder, og faren havde ikke midlerne til at betale for en universitetsuddannelse for sine døtre i udlandet. Marie Curie og hendes søster Bronia (1865-1939) aftalte derfor, at Marie Curie for en tid skulle tjene penge som guvernante, som det hed, når man var privatlærer for rige familiers børn. På den måde finansierede Marie Curie, at Bronia kunne færdiggøre sit medicinstudium i Paris. Frankrig havde åbnet dørene for, at kvinder kunne studere på universiteterne allerede i 1866. Der kom til at gå syv år, hvor Marie Curie arbejdede som privatlærer i Polen, før hun i 1891 kunne følge i sin søsters fodspor til Paris.

I Paris begyndte Marie Curie at studere matematik og fysik ved det prestigiøse Sorbonne Universitet. En af hendes lærere var Gabriel Lippmann, der senere, i 1908, fik Nobelprisen i fysik. Hun afsluttede fysikstudiet i 1893 som den bedste på årgangen og matematikeksamen i 1894 som den næstbedste på holdet. Hun fik derefter tilladelse til at bruge Lippmanns laboratorium til sin videre forskning.

Marie Curie mødte fysikeren Pierre Curie i 1894 hos en fælles bekendt, og han blev hendes livs kærlighed og tætteste samarbejdspartner. De blev gift i 1895, og året efter indledte hun sin udforskning af den nyopdagede radioaktivitet i hans laboratorium. Ægteparret arbejdede tæt sammen om deres videnskab, og de anså hinanden som ligemænd i arbejdet såvel som i livet. Første skridt i forskningen var at undersøge, om der fandtes andre grundstoffer end uran, der udsendte denne nye form for stråling.

I 1906 døde Pierre Curie på tragisk vis, da han på en brolagt vej var så uheldig at glide og falde, hvorefter han blev kørt over af en hestevogn.

Efter hans død fortsatte Marie Curie ufortrødent deres arbejde i laboratoriet. Når hun ikke koncentrerede sig om sine døtre, ønskede hun bare at arbejde, og hun afviste at modtage en pension fra undervisningsministeriet. I stedet efterfulgte hun ægtefællen som professor ved Sorbonne. Marie Curie blev dermed den første kvindelige professor ved universitetet.

I 1910 afslog Marie Curie (ligesom Pierre Curie havde gjort det i 1903) at modtage Frankrigs fornemmeste orden Æreslegionen; hun ønskede i stedet blot flere midler til sin forskning.

Det var måske lidt naivt, når Marie Curie, verdens betydeligste kvindelige fysiker og kemiker, ønskede, at hendes privatliv ikke blev blandet sammen med det videnskabelige arbejde, som hun repræsenterede. Men hun kunne på ingen måde bremse den enorme offentlige interesse for hendes person. Det gjaldt ikke mindst, da berømmelsens grimme bagside viste sig i 1911 i form af en voldsom smædekampagne mod hende, da det blev offentligt kendt, at hun havde en affære med en gift kollega og nær ven, fysikeren Paul Langevin.

Da hun samme år fik Nobelprisen i kemi for opdagelsen af de to grundstoffer polonium og radium, opfordrede Det Svenske Videnskabernes Akademi hende direkte til at blive væk fra ceremonien og endda at frasige sig prisen på grund af skandalen. Men Marie Curie tog til Stokholm og modtog Nobelprisen for sit videnskabelige arbejde.

Under 1. Verdenskrig stod Marie Curie i spidsen for arbejdet med at udstyre røntgenambulancer til brug ved fronten og uddanne læger og sygeplejersker i brugen af dette moderne udstyr. Hun blev assisteret af sin datter Irène.

Også efter krigen var Marie Curies hovedinteresse den medicinske udnyttelse af røntgenstråling og radioaktivitet. Fra 1918 arbejdede hun ved det nyoprettede Institut du Radium (i dag Institut Curie) i Paris.

Marie Curie modtog ud over de to Nobelpriser talrige andre udmærkelser. Men selvom hun var højt respekteret for sin videnskabelige indsats og et forbillede som mønsterbryder i et traditionelt mandsdomineret univers, opnåede hun aldrig medlemskab af Det Franske Videnskabernes Akademi.

Marie Curie døde i 1934 af perniciøs anæmi, som hun pådrog sig ved den ioniserende stråling, hun gennem mange år var udsat for i sit forskningsarbejde med radioaktivitet uden tilstrækkelig beskyttelse.

I 1995 blev Marie og Pierre Curies jordiske rester flyttet til Panthéon i Paris, som er et hvilested for de mest fremtrædende franskmænd. Det var første gang en kvinde fik plads i Panthéon på baggrund af egne bedrifter.

I 1944 blev det radioaktive grundstof nr. 96 opdaget og blev kaldt Curium efter Marie og Pierre Curie.

• fysik
• fysik – de store skridt
• Pierre Curie
• radioaktivitet
• Nobelprisen
• modtagere af Nobelprisen i fysik
• modtagere af Nobelprisen i kemi