close
BERJAYA

Typiske plantearter på en dansk strandeng: 1. Almindelig salturt, 2. Strandannelgræs, 3. Harril, 4. Sandkryb, 5. Strandgåsefod, 6. Strandasters.

.

Strandeng er en særlig saltvandspåvirket, oftest kystnær vegetationstype. Den udvikles typisk langs beskyttede saltvands- og brakvandskyster, hvor lavtliggende arealer regelmæssigt oversvømmes med havvand. I sjældne tilfælde finder man også strandenge inde i landet, hvor der er salt i undergrunden nær jordoverfladen.

Faktaboks

Etymologi

Ordet strandeng er sammensat af ordet strand, der stammer fra det norrøne ord strönd, som oprindeligt betød ‘rand’, og ordet eng, som er beslægtet med det tyske Anger ‘grønning eller fælled’ og det græske ankos, der betyder ‘dal’.

I Danmark er strandengen ofte præget af naturligt dannede loer (afvandingssystemer), saltpander (dvs. lavtliggende områder, hvorfra saltvandet fordamper), afløbsløse erosionshuller samt tuer af gul engmyre (Lasius flavus). Den grundlæggende forskel på ferske enge og strandenge er saltindholdet i både jordbunden og vandet.

Økologiske forhold på strandenge

Strandengen er en overgangszone mellem land og hav, hvor organismer tilpasset livet på land, fx pattedyr, insekter, landplanter og fugle, og organismer tilpasset livet i havet, fx fisk, muslinger og krabber, mødes. Dette stiller særlige krav til de arter, der har strandengen som levested. De arter, som er tilknyttet land, skal således kunne tåle at blive oversvømmet med saltvand; eksempelvis skal planterne på strandengen kunne klare at blive udsat for anoxiske (iltfrie) forhold og mekanisk slid fra bølger. Omvendt skal de arter, som findes i havet, bl.a. kunne klare udtørring og højere saltindhold i saltpanderne.

Strandengens overordnede struktur

Der findes to overordnede typer af strandenge i Danmark. Langs kyster, hvor havvandet har en høj saltholdighed, og der er betydelige tidevandsforskelle, vil der nærmest havet været vade. Vaden starter ved middelvandstandslinjen og slutter ved middelhøjvandslinjen. Længere inde i landet vil der dannes marsk (strandeng), og længst inde vil man typisk finde strandoverdrevet. Denne type salteng finder man oftest ved Vadehavet. Hvis marsken ikke afgræsses, vil der udvikles strandrørsump på tør bund. Langs de indre danske farvande udvikler strandengene oftest ikke en decideret vade, men nær havet findes der typisk en rørsump. Efter middelvandstandslinjen udvikles selve saltengen, og længere ind mod land finder man strandoverdrevet. I begge typer af strandenge finder man selve strandengen/saltengen i geollitoralzonen, som er et område, der normalt er tørlagt, men som kan være oversvømmet ved høj vandstand.

Vegetationen på strandenge

Strandengens planteliv omfatter en række forskellige salt- og fugtighedstålende græsser og urter, heriblandt almindelig salturt (Salicornia europaea), strandannelgræs (Puccinellia maritima), harril (Juncus gerardii), sandkryb (Lysimachia maritima), strandgåsefod (Suaeda maritima) og strandasters (Tripolium pannonicum).

Ofte holdes vegetationen lav af græssende husdyr, hvilket giver gode levevilkår for vadefugle. Dersom græsningen ophører, omdannes strandengen efterhånden til en terrestrisk strandsump med høj vegetation af fx tagrør. Tilbageførsel af tilgroede strandenge er et vigtigt mål for naturgenopretning i Danmark. Eksempelvis bliver enge ved Nissum Fjord nu afgræsset regelmæssigt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig