Strandeng er en særlig saltvandspåvirket, oftest kystnær vegetationstype. Den udvikles typisk langs beskyttede saltvands- og brakvandskyster, hvor lavtliggende arealer regelmæssigt oversvømmes med havvand. I sjældne tilfælde finder man også strandenge inde i landet, hvor der er salt i undergrunden nær jordoverfladen.
Faktaboks
- Etymologi
-
Ordet strandeng er sammensat af ordet strand, der stammer fra det norrøne ord strönd, som oprindeligt betød ‘rand’, og ordet eng, som er beslægtet med det tyske Anger ‘grønning eller fælled’ og det græske ankos, der betyder ‘dal’.
I Danmark er strandengen ofte præget af naturligt dannede loer (afvandingssystemer), saltpander (dvs. lavtliggende områder, hvorfra saltvandet fordamper), afløbsløse erosionshuller samt tuer af gul engmyre (Lasius flavus). Den grundlæggende forskel på ferske enge og strandenge er saltindholdet i både jordbunden og vandet.

Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.