sangha

Efter at Buddha i følge legenden blev oplyst og indgik i den buddhistiske idealtilstand nirvana begyndte flere at følge ham som religiøs leder. De første var de fem asketer, han tidligere havde dyrket askese sammen med, og siden fulgte andre fra forskellige sociale lag. En konge havde doneret en bambuslund, fællesskabet under regntiden (vassa, ‘regntid’) kunne opholde sig i; uden for denne periode vandrerede de fra sted til sted og opholdt sig kun midlertidigt ét sted ad gangen. Med tiden udviklede det omvandrende fællesskab mere permanente boliger (vihāra).

Sanghaen blev formaliseret som en institution gennem flere buddhistiske koncilier, hvor både læren og regler for sanghaens rammer blev fastsat. Koncilierne førte med tiden også til splittelse og opdeling i fraktioner og skoler (nikaya), og senere også til egentlige traditioner, som udviklede sig til de store hovedretninger Theravada og Mahayana.

Den tidligste sangha var centreret omkring den nye, asketiske religion, der senere blev kendt som buddhisme. Klostre var rammer for religiøs praksis for de munke (og senere nonner), der selv aspirerede til at leve et liv i mere eller mindre afsondrethed med meditation og tilegnelse af Buddhas lære.

Ofte lå munkeklostrene i byer, og de fungerede som større eller mindre religiøse parallelsamfund med egne værdier og livsformer. Livsfornødenheder har traditionelt været baseret på almisseindsamlinger, hvor mad og medicin blev indsamlet på den daglige ’tiggergang’ rundt i lokalområdet. Munke og nonner var ikke strengt vegetariske, da de i princippet modtog alle gaver og spiste, hvad der blev givet, også hvis det var kød. Dette gør sig også gældende i dag.

Munke og nonner har kun haft begrænset adgang til personlig ejendom. Klostrene kunne til gengæld udvikle sig materielt og økonomisk, og gennem historien har de ofte været magtfulde centre, understøttet af magthavere og rige handelsfolk. Klostre og templer blev betragtet som helligsteder og ’fortjenstmarker’, hvortil donorer kunne bidrage med pengegaver eller jorde.

En sådan buddhistisk udveksling af gaver (dāna) har været og er stadig en væsentlig del af klostrenes økonomiske og moralske grundlag. Til gengæld for donation af materielle gaver til munke og nonner, har de til gengæld givet Buddhas belæringer – og muligheden for prestige og god genfødsel ved opsparet fortjeneste for egne handlinger (karma).

Kvinder fik adgang til den buddhistiske sangha som ordinerede nonner, bhikkhunī, efter at Buddha havde givet tilladelse hertil. Trods store forskelle i anseelse og magtbeføjelser har nonner gennem historien spillet en væsentlig rolle for den buddhistiske klosterverden i de fleste steder i Asien.

Nonneordenen døde dog ud i Sri Lanka i 1000-tallet og forsvandt siden også i andre Theravada-buddhistiske lande som Thailand, Laos og Cambodia. Argumentet herfor var, at der manglede nonner til at ordinere nye nonner, sådan som traditionen påkræver.

Indenfor Mahayana-buddhismen har ordinationslinjen derimod været bibeholdt i Kina, Taiwan, Korea og Vietnam. I de senere år er også Theravada-ordination blevet genetableret i Sri Lanka med hjælp fra Mahayana-nonner. De officielle sangha-råd i Thailand og Myanmar anerkender dog stadig ikke bhikkhuni-ordenen. Mange kvinder lever i disse lande som nonner, men uden den officielle titel og status.

Klostrenes opbygning og funktion varierer i de forskellige buddhistiske traditioner. Indenfor Theravada-buddhismen er der tradition for to forskellige ordinationer:

• den 'lavere ordination' som barn, hvor man bliver novice (sāmaṇera)og nonne (sāmaṇerī). Betegnelserne betyder lille asket, ‘lille sāmaṇa’
• den 'højere ordination' som voksen, hvor man bliver 'rigtig’ munk (bhikku) eller nonne (bhikkhuni) .

Ved ordinationen til novice tager man afsked med familien for at leve som ‘Buddhas barn’ i et religiøst fællesskab. Denne overgang bliver symbolsk manifesteret ved kronragning, tildeling af navn og munkedragt samt rituel recitation af den buddhistiske tilflugt (‘jeg tager tilflugt i Buddha, dharma og sangha’).

I Theravada-buddhismen er der tendens til kun at definere sangha som forsamlingen af henholdsvis munke og nonner, mens Mahayana-buddhister oftere betegner alle buddhister som del heraf. I visse former for buddhisme er klostertraditionen slet ikke accepteret og praktiseret.

Inden for den japanske gren af Rene Land-buddhismen, der bl.a. lover frelse i Amida Buddhas 'paradis', er det helt almindeligt, at præsten gifter sig og stifter familie. Sangha betyder i denne tradition noget helt andet: man har ikke klostre, men præsteseminarer og uddannelsesinstitutioner, der understøtter en religiøs institution, hvor præstefamilen udgør centrum.

Hos flere nye religiøse grupper, er klostre også skiftet ud med fokus på lokale ledere og buddhistiske medlemmer. Hos disse (fx Soka Gakkai) betyder sangha da forsamlingen af (læg)buddhister. I sådanne grupper anerkendes munke, nonner eller præsteskab i det hele taget slet ikke. Man bliver del af sanghaen ved af være medlem, som var den religiøse organisation en fælles forening uden hierarkisk ordensstruktur – som dog alligevel findes med andre titler og ordenssystemer.

Nogle af de buddhistiske kulturer har tradition for, at klosterlivet forventes som livsform gennem hele livet. Andre steder er det kutyme at lade børn, især drenge, indgå i klostret i en kortere periode, før de vender tilbage til det sociale og borgerlige liv.

I Thailand opholder mange unge sig i klostre i nogle få måneder, måske bare et par uger i sommerferien. Klostertilværelsen fungerer da som en slags overgangsritual. Det giver god karma til både munkene og forældrene, samtidig med at det anses som en væsentlig del af den almene livsdannelse.

I japanske zenklostre opholder unge munke sig typisk nogle måneder eller et helt år efter endt universitetsuddannelse, hvorefter de vender tilbage og bliver præster i deres fædres templer. Mange af dem er gift og lever et familieliv med børn.

• buddhisme
• Buddha
• de fire ædle sandheder
• Benaresprædikenen
• zenbuddhisme