mikrofon

Den tidligste mikrofontype, som blev opfundet til telefonen, var den såkaldte kulkornsmikrofon, som bestod af en lille, flad æske fyldt med kulkorn. Æskens låg var en tynd metalmembran, som blev sat i svingninger af lydbølgerne og derved pressede kulkornene mere eller mindre sammen. Herved ændredes den elektriske modstand, og en elektrisk strøm, der sendtes gennem kulkornene, varierede i samme takt som lydsvingningerne.

Kulkornsmikrofonen havde en ringe lydkvalitet og bruges ikke mere. I moderne mikrofoner sker den elektromekaniske kobling efter to forskellige principper, som opdeler mikrofoner i hhv. dynamiske mikrofoner og kondensatormikrofoner.

er i princippet opbygget som den elektrodynamiske højttaler med en svingspole af kobbertråd anbragt i et ringformet magnetfelt fra en permanent magnet. En lille membran af metal eller kunststof er limet til svingspolen, der er ophængt i magnetfeltet, således at spole og membran kun kan bevæge sig i én retning. Når membranen påvirkes af lydbølgerne, bevæger svingspolen sig frem og tilbage i magnetfeltet og skaber ved elektromagnetisk induktion en vekselstrøm i spolen i takt med lydsvingningerne.

er opbygget efter samme princip som den elektrostatiske højttaler. Den består af en tynd metalmembran udspændt brøkdele af en millimeter fra en metalplade ved påtrykning af en høj, elektrisk jævnspænding mellem membran og plade. Når membranen påvirkes af lydbølger, vil den svinge i takt med lydsvingningerne, og jævnspændingen overlejres med en vekselspænding i takt med lydens svingninger. En variant af kondensatormikrofonen er electret-mikrofonen, hvor man udnytter, at visse kunststoffer på forhånd kan polariseres elektrostatisk, således at de har en "indbygget" høj jævnspænding.

Vekselstrømssignalet fra en mikrofon kan forstærkes og gengives via en højttaler eller lagres for senere gengivelse fx på en båndoptager.

En vigtig egenskab ved en mikrofon er dens retningsfølsomhed, dvs. dens evne til at opfange lyd fra bestemte retninger og undertrykke lyd fra andre retninger. Man taler om fire forskellige retningskarakteristikker for mikrofoner: kugle, nyre, supernyre og ottetal, benævnt efter den figur, mikrofonens retningskarakteristik udviser. Kuglemikrofonen er lige følsom for lyd fra alle retninger; nyremikrofonen er mest følsom for en lydretning lige forfra og meget lidt følsom for lyd kommende bagfra; supernyremikrofonen er mest følsom for lyd forfra og noget følsom for lyd bagfra; og ottetalsmikrofonen er lige følsom for lyd forfra og bagfra, men ufølsom for lyd kommende sideværts. Valget af mikrofon må derfor rette sig efter opgavens art.