logisk positivisme

Den tidlige fase knytter sig til Wienerkredsen, der opstod i Wien i begyndelsen af 1900-tallet. En ledende skikkelse var filosoffen Moritz Schlick. I 1928 stod Schlick bag oprettelsen af Ernst Mach Selskabet, som havde til formål at sprede en videnskabelig verdensopfattelse – baseret på empirisk forskning og logisk analyse.

I løbet af 1920'erne udviklede logisk positivisme sig til en international bevægelse gennem forbindelser til beslægtede miljøer, bl.a. Berlingruppen omkring filosoffen Hans Reichenbach samt kredse i Warszawa og Skandinavien.

I Danmark var den ledende skikkelse filosoffen Jørgen Jørgensen. I denne fase opstod en betydelig variation i emner og filosofiske positioner.

Efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland og Østrig blev mange filosoffer med tilknytning til den logiske positivisme fordrevet til Storbritannien og USA. Her blev idéerne integreret med analytisk filosofi. Særligt i USA fik den logiske positivisme stor indflydelse på moderne videnskabsteori gennem filosoffer som Rudolf Carnap, Hans Reichenbach og Carl Hempel.

En vigtigt redskab var filosoffen Immanuel Kants distinktion mellem analytiske og syntetiske udsagn, som også optog nykantianere. Ifølge Kant og nykantianismen er analytiske udsagns sandhedsværdi knyttet til faste begreber og kategorier, som former vores måde at erkende verden på.

De logiske positivister tog afstand fra denne idé og mente i stedet, at analytiske udsagn er meningsfulde, hvis de er i overensstemmelse med forudgående definitioner og udledningsregler – og ikke fordi de afspejler dybe strukturer i erkendelsen. Dermed forskød fokus sig fra erkendelsens struktur til analysen af sprog, matematik og logik.

Trods uenigheden om analytiske udsagn var der enighed mellem nykantianere og de logiske positivister om, at syntetiske udsagn handler om verden, og at disse udsagns sandhedsværdi må undersøges empirisk – typisk gennem videnskaben.

For de logiske positivister blev distinktionen mellem analytiske og syntetiske udsagn brugt til at afgrænse meningsfulde udsagn fra metafysiske og dermed meningsløse udsagn. Ved at kræve, at udsagn enten skulle være analytisk sande eller empirisk testbare, søgte man at vise, at mange traditionelle filosofiske påstande hverken var logiske nødvendigheder eller empiriske hypoteser og derfor manglede kognitiv mening.

For syntetiske udsagn er det nødvendigt at finde ud af, hvornår de er empirisk sande eller falske. I den tidlige fase af den logiske positivisme ledte det til et princip om verificérbarhed eller empirisk efterprøvbarhed for filosofiske udsagn (som per definition er syntetiske): For at være meningsfulde skal filosofiske udsagn kunne afprøves empirisk, og for at gøre dette muligt skal udsagnene være formuleret så klart, entydigt og objektivt som muligt.

Især den tidlige logiske positivisme brugte verificérbarhedsprincippet til at afvise filosofiske udsagn om religion, æstetik og etik. Et tidligt problem var, at universelle naturvidenskabelige udsagn ikke kan efterprøves endegyldigt med et endeligt antal observationer. Derfor blev princippet gradvist omformuleret til et svagere krav, hvor mening og sandhed knyttes til empirisk bekræftelse, testbarhed og graden af støtte fra observationer snarere end til endegyldig verificérbarhed.

Et centralt bidrag kom fra Rudolf Carnap, der udviklede en formel teori om sandsynlighed som grundlag for videnskabelig bekræftelse. Carnap forstod sandsynlighed som et logisk forhold mellem et udsagn og dets evidens og søgte at angive graden af empirisk støtte gennem en bekræftelsesfunktion.

Da empirisk viden aldrig er endegyldig, opfattes bekræftelse som gradvis. Carnap skelnede desuden mellem logisk sandsynlighed, der opstår gennem analyse af forholdet mellem udsagn og evidensgrundlag, og statistisk sandsynlighed, der angår observerede frekvenser i den undersøgte virkelighed.

Samtidig udviklede Carl Hempel den deduktive-nomologiske forklaringsmodel. Den siger, at en videnskabelig forklaring kun gyldig, hvis det fænomen, der skal forklares (explanandum), kan udledes deduktivt af et sæt forklarende præmisser (explanans), typisk bestående af generelle teorier og relevante "randbetingelser" som fx observationer eller antagelser.

Hempel supplerede senere den deduktive-nomologiske model med en induktiv-statistisk model for videnskabelige forklaringer. Her forklares et fænomen på grundlag af statistiske analyser af observationerne. Forklaringen er dermed ikke deduktivt tvingende, men giver stadig en rationel begrundelse for, hvorfor fænomenet var at forvente, på grundlag af statistiske lovmæssigheder.

Hempel viste, at der kan opstå overraskende problemer, når man vil afgøre, hvad der tæller som empirisk bekræftelse.

Et udsagn kan nemlig styrkes af observationer, der umiddelbart virker irrelevante. Hvis et udsagn kan omformuleres til et andet, men logisk ækvivalent udsagn, kan observationer, som slet ikke ligner det, som det oprindelige udsagn handler om, alligevel tælle som støtte.

Et klassisk eksempel er udsagnet “Alle ravne er sorte”. Logisk set er det ækvivalent med udsagnet “Alt, hvad der ikke er sort, er ikke en ravn”. Derfor vil observationen af fx en grøn æblekasse – som hverken er sort eller en ravn – ifølge den formelle logik tælle som bekræftelse af udsagnet, selv om den virker helt irrelevant.

Paradokset pegede på, at videnskabelig bekræftelse ikke kun kan afgøres ved formelle logiske regler, men også kræver vurderinger af relevans og sammenhæng. Dermed bidrog den logiske positivisme ikke blot med modeller for forklaring, men også med en kritisk forståelse af deres begrænsninger.