kiromanti

Meget tidligt i bogtrykkerkunstens historie kommer de første egentlige håndbøger. I 1448 havde Johann Hartlieb (1410-1468) dediceret sin Die Kunst Chiromantia til Anna, hertug Albrecht 3. af Bayerns hustru, men bogen blev først trykt som bloktryk efter 1470. Den havde form af et atlas med 45 hænder fulde af tegn og forudsigelser.

Få år senere, i 1484, udkom i Padua som egentligt bogtryk en anonym latinsk Chiromantia, også med et omfattende atlas, men nu med en astrologisk inddeling af hånden i fingre og felter, der hører under hver sin planet eller himmellegeme.

Samordningen med astrologien er endnu mere gennemført i præsten og teologen Johannes Indagines (1467-1537) lærebog fra 1522. Den omfattede foruden kiromanti også fysiognomi, astrologi og sygdomsdiagnostik og havde en lang latinsk titel; i løbet af få år kom både en tysk og en hollandsk udgave og i 1651 den første af mange engelske udgaver.

Allerede nogle af middelalderens store teologer, bl.a. Thomas Aquinas og Vincent fra Beauvais, havde fordømt kiromantien. Blandt renæssancens og reformationstidens lærde og religiøse personligheder mødte den også en betydelig skeptisk modstand. Bl. a. humanisten Pico della Mirandola bekæmpede den, og selv om Martin Luthers lærde medarbejder Philipp Melanchthon anså den for en gyldig videnskab, fordømte Luther den selv i utvetydige vendinger.

I takt med væksten i videnskabelig litteratur udkom der i løbet af 1600-tallet og 1700-tallets oplysningstid mange indføringer og håndbøger i kiromanti, ofte som en del af større værker om fysiognomi.

Mest berømt er nok den schweiziske præst J.C. Lavaters fire bind store værk Fysiognomische Fragmente fra 1775-1778. Her var der et afsnit om hænders form og om håndstillinger, og hvad de kunne røbe om menneskers karakter.

I en bog fra 1843 gjorde en af Napoleons officerer, Stanislas d’Arpentigny (1791-1861), studiet af håndens form, fingrenes længde mm. til en selvstændig disciplin: kirognomi. Han opstillede bl.a. seks håndtyper med undertyper og etniske variationer og skildrede nærmest på fri hånd, men i vidtløftig diskussion med hele sin tids dannelse og lærdom, de karakteregenskaber, de røbede.

Kendte personligheder har ofte været brugt som eksempler i kiromantiske lærebøger. I begyndelsen af 1900-tallet tiltrak den irske okkultist William John Warner (1866-1936) sig stor opmærksomhed med håndlæsninger af især britiske kendte og kongelige. Han arbejdede og skrev under navnet Cheiro (græsk: ’hånd-’), og hans bog Håndens sprog fik stor udbredelse og mange udgaver, senest i 2010. Ligesom Desbarolles’ bog videreudviklede den først kirognomiens håndtyper og derefter studiet af håndfladens linjer.

I 1970’erne og 1980’erne skabte den amerikanske kiromantiker Richard Unger (f. 1942) fornyet interesse for fingeraftryk som ’life prints’. Hans tanke var, at det individuelle fingeraftryk indeholdt den enkeltes livsbane, karakter og muligheder, og at det var videnskabeligt muligt at afkode det og dermed hjælpe personen til et liv i bedre forståelse af egne muligheder og livsopgaver.

I 1985 stiftede Unger International Institute of Hand Analysis med afdelinger i flere lande. I Zürich har en elev fra instituttet, Daniela Maiwald, oprettet et akademi for psykologisk hånd-analyse, hvor man inddrager Ungers ideer i en bredere kiromantisk sammenhæng med håndens linjer og felter og også søger en bredere psykologisk og livsfilosofisk ramme for analysen.