hoplit

Hoplitten var opkaldt efter det skjold, hoplon, der var hans vigtigste forsvarsvåben. Der var tale om et skålformet bronzebeklædt træskjold, ca. 90 cm i diameter, båret i en armbøjle i skjoldets centrum og et håndtag ved randen. Hoplitten bar desuden en bronzehjelm, der dækkede hoved og hals og kun gav et snævert udsyn ret fremad gennem en smal sprække ved øjnene, samt benskinner og et panser, der dækkede bryst og ryg. Også benskinner og panser var af bronze. Som angrebsvåben havde hoplitten en ca. 2 m lang stødlanse med jernod samt et kort sværd af jern.

Hoplitvåben er fundet i store mængder; de ældste gravfund er fra slutningen af 700-tallet f.v.t. De første hoplitslag i falanksformation må altså være blevet udkæmpet i Hellas ca. 750 f.v.t. eller tidligere.

Våbnene vejede omkring 30 kg og blev kun båret af hoplitten under selve slaget. Hver hoplit havde en våbendrager, i reglen en slave, der bar sin herres udrustning under resten af felttoget. En hoplit bekostede selv sin bevæbning, og det var derfor forbeholdt middel- og overklassen at gøre hoplittjeneste, mens de mindrebemidlede kæmpede som letbevæbnede med buer, slynger eller kastespyd. De rigeste tjente i kavaleriet, der dog først fik afgørende betydning, da makedonerne under Alexander den Store indførte angreb på fodfolk med tungt kavaleri.

Hoplittens skjold kunne kun beskytte hans venstre side, og hele udrustningen var udviklet med henblik på kamp i tæt formation, en falanks, hvor et skjold dækkede ejermandens venstre og sidemandens højre side.

En falanks var mindst otte geledder dyb, og hvert geled talte ofte mange hundrede mand. De kæmpende hære mødtes på åben slette, stillede op i falanks og marcherede så mod hinanden med fældede lanser; de sidste 100-200 m blev tilbagelagt i løb. Kun de forreste geledder kom i direkte kamp med fjenden; de øvrige geledder pressede på bagfra og søgte med deres vægt at gennembryde modpartens falanks. Slaget blev nu udkæmpet med hævede lanser eller, når lanserne knækkede, med sværd.

De fleste slag var afgjort kort efter sammenstødet, når den ene falanks var løbet over ende eller splittet fra flanken. Tabstallene var ofte uhyggelig store på begge sider. De besejrede kunne miste op mod ¹/₅ af deres hær dels under selve det korte slag, dels under flugten, hvor de blev fældet af fjendens rytteri og letbevæbnede tropper.

Det er påfaldende, at man i det bjergrige Grækenland udviklede en kampmåde, som forudsatte, at hærene mødtes på åben slette. Det tyder på, at de store infanterislag i det arkaiske og klassiske Grækenland var en ritualiseret form for krigsførelse ligesom kampene mellem de adelige riddere i middelalderen.

• falanks
• Epameinondas
• amazoner
• skjold (dækvåben)