William Hogarth

Hans første forsøg i maleriet var conversation pieces i små formater, bl.a. Tiggeroperaen (en scene fra John Gays populære syngespil; flere versioner, fx i Tate Gallery, London), en figurrig teateropførelse, som danner en slags overgang til hans senere moralities, optrin fra det moderne liv, hvor — med Hogarths egne ord — "mit billede er min scene, og mænd og kvinder mine skuespillere, som ved hjælp af bestemte handlinger og bevægelser skal udføre en pantomime".

Det første af disse moraliserende emner set i stærkt satirisk lys var En skøges levned (A Harlot's Progress), der fortæller om en bondepiges fald blandt onde londonere, nogle af dem let karikerede, genkendelige personer. Malerierne blev udført 1731-1732, men er i dag kun kendt i hans grafiske gengivelser. En lignende billedserie er En libertiners levned (A Rake's Progress, 1732-1734, Sir John Soane's Museum, London), og flere andre fulgte: Marriage à la mode (1743-1745, National Gallery, London) om udviklingen og følgerne af et fornuftsægteskab og Valg (1754, Sir John Soane's Museum, London).

I sin malestil var Hogarth inspireret af fransk rokoko, tydeligst i ungdomsarbejderne, skønt han var rabiat antifransk. Han forsøgte sig også uden synderligt held i den store italienske stil, fx Den barmhjertige samaritan (1736, Saint Bartholomew's Hospital, London).

Som portrætmaler ejede Hogarth betydelige evner; han valgte ofte aparte typer som modeller, fx Kaptajn Coram (1740, The Foundling Hospital, London), som han malede efter det barokke statsmandsportræts principper, skønt modellen kun var af det jævne borgerskab. Hans fremragende karakteriseringsevner ses i gruppeportrættet Hogarths tjenerskab (1757, Tate Gallery, London).

Hogarth solgte kobberstik af sine malerier fra sit værksted for få shillings stykket, og han fik dermed et andet og større publikum i tale. Dette skete fx med billedserien Four Stages of Cruelty (1751), hvor skabte han en stemning i befolkningen imod tidens udbredte mishandlinger af dyr.

Hans kobberstik blev kendt og købt uden for Storbritannien, hvilket skabte Hogarth en betydelig berømmelse, specielt i Tyskland og Frankrig. Allerede fra 1735 blev hans kobberstik kopieret og plagieret, og gennem hele hans levetid udkom bøger med forklaring på motiverne i hans billeder.

I Tyskland ses efter midten af 1700-tallet hans tydelige indflydelse på illustrationskunsten, fx hos Daniel Chodowiecki, og i Danmark viser den tyskfødte kobberstikker J.F. Clemens også en umiskendelig Hogarth-påvirkning. I 1965 udgav den amerikanske kunsthistoriker Ronald Paulson (1930-2024) en registrant af Hogarths kobberstik (revideret 1984).

William Hogarth skrev det kunstteoretiske værk The Analysis of Beauty (1753), hvor han slog til lyd for, at et kunstværks skønhed og værdi beroede på evnen til at skildre den menneskelige naturs mangfoldighed. I sine billedkompositioner opererede han med det, han kaldte "skønhedens linje", en langstrakt S-kurve, der går igen i mange af hans figurrige scener. Hans tese i værket er, at intet i naturen er retlinet. Alt levende har bugtede former. Lige linjer er noget kunstigt, som vi mennesker har opfundet.

En tysk oversættelse af The Analysis of Beauty (Zergliederung der Schönheit) udkom allerede 1754 og bidrog til Hogarths berømmelse både i Tyskland og Danmark. En selvbiografi, redigeret ud fra Hogarths efterladte notater, blev først udgivet i 1955. Alt væsentligt om William Hogarth og hans værker er fortsat i 2023 skrevet af professor Ronald Paulson (1930-2024).

• billedkunst i Storbritannien
• rokoko